’Respect’: De snakker for meget i Aretha Franklin-biopic med kraftfuld Jennifer Hudson
Det bedste ved Aretha Franklin-biopic’en ‘Respect’ stammer fra hovedpersonen selv: Sangene selvfølgelig. Og at Franklin før sin død i 2018 personligt udpegede Jennifer Hudson til at portrættere hende.
Kombinationen af Jennifer Hudson og Aretha Franklins sange løfter et middelmådigt musikportræt til seværdigt. Hudson er ikke den store dramatiske skuespiller, men når hun synger – hvilket hun rent faktisk gjorde live på settet frem for at mime til lydoptagelser – udtrykker hun al den kraft, længsel, sorg og vrede, som resten af den sydafrikansk-amerikanske teaterinstruktør Liesl Tommys debutfilm sjældent formår at formidle med samme naturlighed og elegance.
Ligesom instruktøren og manuskriptforfatter Tracey Scott Williams har svært ved at forløse deres rige materiale, skildrer filmen Aretha som et kolossalt talent, der i sine unge år kæmper med at finde sin stemme. Hun kan synge alt – men hvad har hun på hjerte? Det forsøger hun at frem til gennem de cirka 20 år, ‘Respect’ følger hende i: Fra hun lydigt synger i sin fars kirke som 10-årig, til hun insisterer på at indspille live-gospelpladen ‘Amazing Grace’, der udkom som koncertfilm med 47 års forsinkelse i 2018 (men var ventetiden værd).
Vi møder Aretha (i ung udgave spillet af den indtagende debutant Skye Dakota Turner), da hun bliver hevet ud af sengen for at optræde til en af sin fars (Forest Whitaker) mange fester, som er bemærkelsesværdigt løsslupne i betragtning af hans status som ledende baptistisk præst i Detroit.
»Hun er 10, men hendes stemme er på vej til 30«, fastslår sanger Dinah Washington (Mary J. Blige), en af de mange fremtrædende sorte musikere, der frekventerer Franklins barndomshjem og er med til at præge hende.
Desværre bliver Aretha også præget i en mørkere retning af sorgen over at miste sin mor og selv blive mor som kun 12-årig som følge af, hvad filmen antyder er en voldtægt. Og ikke mindst af det hårde pres og jerngreb, faren holder i datteren og hendes karriere, indtil hun som 19-årig gør oprør ved at gifte sig med sin kommende manager, Ted White (Marlon Wayans).
Ted viser sig imidlertid som et endnu mere kontrollerende røvhul end faren. Ikke nok med at han banker hende, hans jalousi er også lige ved at spolere hendes musikalske gennembrud, da hun efter ni kedelige og polerede jazzplader hos Columbia Records skifter til Atlantic.
Her sender producer Jerry Wexler (Marc Maron i hopla) hende ned til pladestudiet Muscle Shoals i Alabama, hvor hun endelig finder ligesindede blandt studiets overraskende hvide, men groovy soulmusikere. I filmens bedste scene jammer Aretha og musikerne sig gennem ‘I Never Loved a Man (The Way I Love You)’, som de forvandler fra en generisk sang til souldronningens første hit. Det er en kæmpe forløsning at se den ellers høflige og forsagte Aretha tage styringen over både musikken og sit liv.
I det hele taget udgør de skabende musikscener, som Tommy heldigvis giver plads til at spille sig ud, filmens højdepunkter. En natlig jamsession med Arethas søstre, Erma (Saycon Sengbloh) og Carolyn (Hailey Kilgore), der finder frem til Franklins legendariske version af Otis Reddings ‘Respect’, inspireret af et opgør med Ted, er tilsvarende magisk.
For min skyld kunne hele ‘Respect’ have udspillet sig omkring Muscle Shoals-studiet, for selvom filmen slutter allerede i 1972, er 20 år immervæk mange år at dække i et komplekst liv. Det føles ofte overfladisk, og filmen forfalder i al for høj grad til den fortærskede biopic-fortælling om en musiker, der er lige ved at spilde sit talent med misbrug og ødelæggende kærlighedsvalg på grund af en traumatisk barndom.
Det hjælper ikke, at filmen konstant får en bikarakter til at stave moralen for os. Heriblandt Arethas mor (Audra McDonald), der indprenter hos sin 10-årige datter, at hun kun skal synge, når hun har lyst, at hendes far eller nogen anden mand ikke ejer hendes stemme, og at hun skal behandles med respekt. Og Dinah Washington, der råder til at »finde de sange, der bevæger dig. Inden da får du ingen hits«.
I koncertfilmen ‘Amazing Grace’ siger Aretha Franklin ikke et ord, men står helt koncentreret og lader sin fænomentale sang tale for sig selv. Mindre snak og mere musik ville også have gjort ‘Respect’ til en bedre film.
Kort sagt:
Man ville ønske, at Jennifer Hudson ville synge som Aretha Franklin for evigt, men desværre forfalder resten af portrættet af souldronningen til didaktiske klichéer.