’Sweet Girl’: Sikke dog et forfærdeligt spild af Jason Momoa
Det burde ikke være så svært at lave en god actionfilm, når man har ultrakarismatiske Jason Momoa i hovedrollen.
Manden har mere magnetisk tilstedeværelse i bare en af hans viltre (og garanteret fløjlsbløde) hårlokker end de fleste skuespillere.
Men med ’Sweet Girl’ står det klart, at det faktisk er muligt at få knap to timer i Khal Drogos selskab til at virke som et brud på menneskerettighederne.
Filmen handler om Ray Cooper (Momoa), en arketypisk amerikansk average Joe, der lever det behagelige liv sammen med kone og datter.
Idyllen bliver smadret, da hustruen får kræft, og deres økonomi bliver ædt op af det klamme sygehusvæsen og medicinalindustrien i USA.
Præmissen synes inspireret af hændelsen, hvor den kyniske ’pharma-bro’ Martin Shkreli opkøbte et malariapræparat, der også havde positive effekter i forhold aids-følger, og forhøjede prisen fra 13 dollars per pille til 750 …
Lidt af det samme sker i ’Sweet Girl’. Et medicinalfirma har introduceret et vidundermiddel mod kræft og sørger i samme ombæring for, at billigere alternativer bliver fjernet fra markedet.
Rays kone dør selvfølgelig, men en journalist giver ham seks måneder senere et tip om, at firmaet, Bioprime, har begået noget kriminelt.
Et styks skummel lejemorder (Manuel Garcia-Rulfo), en død journalist og en intens slåskamp i et af Pittsburghs metrotog, og missionen for at optrevle komplottet tager sin begyndelse.
Sammen med datteren Rachel (Isabella Merced) kommer han støt og roligt tættere på sandheden, samtidig med at ligene begynder at hobe sig op i efterdønningerne.
Instruktør Brian Andrew Mendoza har tidligere produceret både tv og film for Momoa, og makkerparret figurerer da også som producenter. Det er altså i høj grad en film, hvor skuespilleren har sat sit klare aftryk på slutproduktet.
’Sweet Girl’ er ikke decideret dårlig. Den er bare ligegyldig. Actionthrillers af den her type var nærmest fast inventar i biograferne i 80’er og 90’erne, men gerne med et højere budget og flere prominente folk i det supplerende cast.
Isabella Merced var en sand fornøjelse i den ellers middelmådige ’Dora & Den Gyldne By’, og talentet er også åbenlyst her. Sammenspillet med Jason Momoa emmer af den helt rigtige far/datter-dynamik med skænderier og drillerier.
Men historien halter mildest talt med plottwists hvert tiende minut, så man allerede efter den første halve time er blevet immun for de resterende. Actiondelen er heller ikke noget at råbe hurra for, og så kan de to dragende hovedrolleindehavere hverken gøre fra eller til.
Kort sagt:
’Sweet Girl’ er præcis den slags overflødige Netflix-film, der gør, at man genovervejer sit abonnement.