Jacob: Lise, vi har igennem en rum tid haft en diskussion kørende på redaktionen. Om et ømtåleligt emne, som vi har vægret os ved at dele med offentligheden. Mange vil nemlig blive stødt på manchetterne, også selvom det ikke engang handler om identitetspolitik.
Men nu er diskussionen blevet så påtrængende, at vi er nødt til at hænge vores beske og beskidte vasketøj til tørre for åben skue. Og med ’vores’ mener jeg nok mest dit. For det er dig, der indtager det radikale synspunkt, som ingen rigtigt har turdet sige højt før.
Du synes nemlig, at Timothée Chalamet er overvurderet. The boy wonder himself, knægten, der smeltede hjerter og penetrerede ferskner i ‘Call Me By Your Name’, på ugentlig basis får fotografernes linser til at implodere med sine skarpe looks på den røde løber, er blevet udråbt til det hotteste skuespilnavn siden Leonardo DiCaprio og nu er aktuel i en ydmyg rolle som potentiel Messias i Denis Villeneuves mildest talt ventede ’Dune’.
Lad os lige tage den fra en ende af. Var du fan af Timothée, da han brød igennem under Luca Guadagninos italienske sommersol?
Lise: Ja! Det var jeg faktisk. Meget endda. Jeg var rørt og positivt stemt over for ynglingen, der længtes så sødt efter Armie Hammer (dén saga kan vi tage en anden god gang…). Og det er med det udgangspunkt in mente, at jeg efterfølgende er blevet så skuffet.
Jacob: Det var jo allerede dengang, DiCaprio-sammenligningerne tog fart. Og allerede her blev du lidt provokeret, ikke? Det er jo helligbrøde for dig så meget som at lade en almindelig dødelig kysse fødderne på din barndoms-, ungdoms- og voksendomshelt, Højt Ærede LDC, ikke? Eller hvor gik det så galt i det Ulrichalamet’ske forhold?
Lise: Ha, hvis Timothée og jeg en dag alligevel bliver gift, så er det dæleme kendiskælenavnet to end them all. Og så har du og jeg selvfølgelig aldrig haft den her samtale! Men tilbage på sporet. Det er rigtigt: For mig er det som at sammenligne en ung skuespiller med De Niro efter én stærk rolle. Det, der især provokerede mig ved sammenligningen – udover, at Leo sådan set er en af vor tids største skuespillere overhovedet – var, at han (selvsamme Leo) allerede havde spillet en lang række exceptionelt alsidige roller, da han var på Chalamets alder, fra ‘What’s Eating Gilbert Grape’ til ‘The Basketball Diaries’. At sammenligne de to ud fra Chalamets sommerferie i Italien var lige hurtigt nok, efter min mening.
Læg dertil, at jeg får irriterede ticks af, hvor automatisk mange (læs: dig) rækker efter Leo-sammenligninger, så snart en ung, sprød mandlig skuespiller ser dagens lys. Det er en træt kliche, der udelukkende beror sig på Chalamets, ahem, æstetiske gaver og disses indvirkning på yngre seere … det lød vist lidt prætentiøst. Men det var også det, du gerne ville have!
Lavt bundniveau
Jacob: Fair nok. Ingen over, ingen ved siden af Leo. Han gør også mere for klimaet. Men … lad os komme til sagens kerne: Hvad er det præcis, du synes er problemet med Timothée post-ferskensex?
Lise: Og klimaet er det vigtigste. Ej, mit problem med Chalamet er jo, at han simpelthen er for endimensionel. Han er en one-trick-pony, der ikke evner at spille sig ud over den unge, mutte (meget pæne) young-adult, der har ondt i livet og mærker alle verdens sorger tynge hans skuldre. Det er den rolle, han har spillet variationer af i ‘The King’, ‘Lady Bird’, ‘Little Women’, ‘Beautiful Boy’ og nu ‘Dune’. Alle James Dean-aspirerende mænd af få ord tegnet så papirstyndt som en GQ-forside (halløj, endnu en uretfærdig sammenligning!).
Jacob: Men hvilken weltschmerz! Ret skal være ret, jeg er enig i, at han endnu ikke har været i nærheden af at toppe gennembrudsrollen. Men jeg er ikke klar til at afskrive ham. Først og fremmest fordi han i ‘Call Me By Your Name’ og også ‘Beautiful Boy’ viser, hvor nuanceret og kraftfuld følsomhed han kan formidle, når han får muligheden for det. Han har en vis aura af intellektuel kølighed over sig (han er halvt fransk, for pokker!). Og når den aura så sættes ind i sådan lidt stoiske straight-guys iført stive kostumer a la ‘The King’ og ‘Dune’, så mangler man nogle sprækker i udstrålingen, noget charme og varme. Men når han til gengæld får lov til at spille følelserne ud, følges den aura af en usentimentalitet og autenticitet, som man ikke ser mange gange på en generation. Kan du følge mig?
Lise: Du mener en aura af arrogant kedsomhed? Var det ikke, fordi han ligner David-statuens mere TikTok-venlige lillebror, selv når han keder sig selv og seeren gudsjammerligt, var den altså ikke gået. Han har stilen med sig – og ja, den intellektuelle baggrund (han er noget nær lige så dannet som rollen i ‘Call Me’) – men hvordan vil den meget specifikke rolletype gøre sig som 40-årig? Holden Caulfield/James Dean-karakterernes succes er bundet uløseligt op på ungdommelighed.
Indrømmet, jeg kunne også godt lide ham i ‘Beautiful Boy’, men i bund og grund var det jo samme figur som i ‘Call Me by Your Name’, bare på stoffer og mere vred. Læg dertil, at han i ‘A Rainy Day in New York’ (meget dårlig film) viste et foruroligende lavt bundniveau, da han pludselig blev kastet ud i en marginalt anden slags rolle. Det var ikke Chalamets skyld, at manuskriptet var elendigt, men ulig det øvrige cast faldt han totalt igennem rent teknisk.
Jacob: Njaa, det er sgu heller ikke nemt at skulle spille en bleg kopi af Woody Allen i en bleg kopi af en Woody Allen-film. Men det peger selvfølgelig på noget essentielt: Hans rollevalg de seneste år har været i høj bølgegang. Han måtte give sit ‘A Rainy Day’-honorar til godgørende formål, efter han fandt ud af, at det er dårlig pr at være med i en Woody Allen-film nu til dags. Og han havde utvivlsomt ventet sig mere af ‘The King’, som har set spændende ud på papiret med en anerkendt instruktør som David Michôd bag kameraet.
I ‘Little Women’ er han mest af alt femteviolin til de fire blændende kvinder i centrum. Nu har han så samarbejder med Denis Villeneuve, Wes Anderson (i den kommende ‘The French Dispatch’), Adam McKay (‘Don’t Look Up’ over for … Old Man DiCaprio!) og Guadagnino i et ‘Call Me By Your Name’-gensyn på vej. Det fortæller mig, at han er meget bevidst om at arbejde med de bedste af de bedste. Og det taler for hans langtidsholdbarhed, også når hans bløde kinder begynder at få lidt furer (som om).
Giv ham til Bier eller Trier
Lise: Lur mig om ikke Guadagnino-gensynet vil byde på mere af samme karakter-skuffe. Problemet lige nu er, at langt de fleste instruktører formentlig helst vil kapitalisere på lige netop det image, Chalamet har kultiveret fra ‘Call Me By Your Name’. Det har vi allerede set fra så normalvist forskelligartede filmmagere som netop Michôd og Villeneuve (sidstnævnte har så også en fetich for forknytte pæne mænd …*host* Gosling). Og det gør ikke hans fremadrettede karriere nogen tjenester, at han fedter rundt indenfor samme boy wonder-rammer, uagtet at han så arbejder med nogle på papiret enormt spændende navne.
Både han og »de bedste« må stramme op og tage nogle chancer: Jeg vil rigtigt gerne se Chalamet prøve noget helt nyt og mere udfordrende. Ikke ulig, hvordan Robert Pattinson rystede vampyrglitteret af sig, selvom jeg nu tvivler på, at Chalamet har en lige så kompromisløs kunstner gemt i maven. Så igen: Måske Leo har lært ham et par tricks på settet af ‘Don’t Look Up’? A girl can dream. Faktisk får jeg pludselig den crazy tanke, at vores egen Susanne Bier ville kunne få noget stærkt ud af ham, ‘The Night Manager’-style.
Jacob: Bier? Nej, Trier! Hmm, du er godt nok pessimistisk på vores 25-årige vens vegne. Lyt ikke til hende, Timothée, du er god nok, som du er! Men okay, nu hvor han ikke lytter mere, vil jeg give dig ret i, at han trænger til at blive udfordret. Jeg vil dog også lige skyde en dimension ind, som giver mig uhørt stor troværdighed i den her diskussion, altså ud over at jeg selv første gang bemærkede ham som politikersøn i ‘Homeland’ allerede i 2012 (så fik jeg lige nævnt det):
Jeg har jo faktisk mødt Tim, som jeg bare kalder ham (han kalder typisk mig Jake, men det er en anden historie): Til interview under Cannes-festivalen i år, hvor han var aktuel med førnævnte ‘The French Dispatch’. Og jeg må bare sige: Man er ikke i tvivl om, at han har det der, når man møder ham. Det der je ne sais quoi, man altid taler om med skuespillere. En dragende udstråling og uafviselig charme (han oversatte spørgsmålene fra engelsk for sin unge franske medstjerne Lyna Khoudri, meget cute).
Han har bare det der filmstjernedrys over sig, kombineret med en skævhed i smil og diktion, som er meget tydelig, når man ser ham optræde som sig selv, men som for sjældent kommer til udtryk i hans roller. Han er jo langt mere splejset og quirky (i mangel på et bedre ord) end James Dean/Ryan Gosling-typerne, en moderne filmstjerne. Også bare for at sige: Man kan også være en stor skuespiller på andre måder end Daniel Day-Lewis eller Joaquin Phoenix.
Lise: Nogle vil sige troværdighed. Andre kunne få den kyniske tanke, at du og den samlede verdenspresse havde fået kritikersindet charmet ud af jer af den gode Timothée … for jeg tror gerne, at han er et dybt indtagende bekendtskab (i den forbindelse: Hey, Tim, bare fordi, jeg ikke synes, du er verdens største skuespiller, kan vi da godt drikke en øl. Eller noget).
Men altså, en god portion supermodeller har også en særlig je ne sais quoi, uden at vi dog af den grund behøver at se dem slæbe sig søvnigt igennem ørkensandet i henved tre timer i IMAX-format. Giv mig til gengæld quirky Chalamet på lærredet, og jeg er klar. Det må du gerne sige til ham, næste gang I hænger ud på den lokale.
Jacob: Han skal få en opsang over billardbordet. Og så gør vi status igen om 10 år her i spalterne, ikke? Så må vi se, hvem der stadig står skarpest, os eller Chalamet. Deal?
Lise: Så længe det bare er i spalterne! Held og lykke, Chalameh…
’Dune’ kan ses i biografen. ’The French Dispatch’ får premiere 21. oktober.