‘The Morning Show’ sæson 2: Ventet opfølger er mere gal end genial
»Chaos, it’s the new cocaine«, siger Billy Crudups ledelsesliderlige kanal-CEO i første sæson af Apples storsatsning ‘The Morning Show’.
En replik, der ikke længere blot er en replik, men her i anden sæson lader til at være blevet mottoet for serien. For der hersker om muligt mere kaos end før på den skandaleramte tv-station UBA’s morgenprogram.
I første sæsons mesterlige gyser af et finaleafsnit blev vi revet væk, mens værtsduoen Alex Levy (Jennifer Aniston) og Bradley Jackson (Reese Witherspoon) én gang for alle delagtigjorde den amerikanske befolkning i afsløringer om programmets rådne kultur. Den, der dækkede over predator-værten Mitch Kesslers (Steve Carrell) upassende seksuelle opførsel, og som resulterede i et selvmord i produktionen. Mens den stygge UBA-chef Fred Micklen hamrede på de låste studiedøre for at stoppe dem.
Selvom serien startede som en latterliggjort og hundedyr gallionsfigur for en ny upopulær streamingtjeneste, endte første sæson på toppen. Den spændte en dybt væsentlig problematik for en mainstreamunderholdningsvogn på en lidt klodset måde til at starte med, men gjorde ondt alle de rigtige steder til sidst.
Samtidig var ‘The Morning Show’s evige drama – og kaos – et overbevisende saftigt fristed i det moderne serielandskab, hvor alt for mange serier handler om meget lidt over meget lang tid.
Ligesom seriens første sæson skærpede sit MeToo-fokus undervejs i produktionen med mange fællespunkter med sagen om Today-værten Matt Lauer, måtte næste sæson af ‘The Morning Show’ lukke ned under corona og omskrive året 2020, så det matchede den virkelige verdens begivenheder.
Da vi vender tilbage til ‘The Morning Show’ er der således lagt i ovnen til den helt store nytårsfejring af 2020. Bradley er blond og mere klassisk Reese Witherspoon’et end nogensinde. Hun har fået slebet lidt af tæften og begynderkanterne af sig og holder forrået skansen på morgenfladen sammen med den nye medvært Eric (Hasan Minhaj i en tilstedeværelse, det ville være en overdrivelse at kalde en rolle).
Alex er derimod trådt tilbage og lægger den sidste hånd på sin selvbiografi i et snedækket eksil i upstate New York. Midt i noget frustrationsafledende brændehuggeri ankommer den slimede Cory Ellison dog med et tilbagevendingstilbud, hun ikke kan sige nej til.
Med hånlige 2020-guldskilte og stilsikkert satirisk retur til morgenshowets evindelige magtkampe, underhåndsaftaler og junglelov runder første afsnit da også lige af med et stort fedt nys, hvis man skulle være i tvivl om, hvilket herrens år der er i vente.
Men det viser sig, at det først og fremmest er værten Alex’ skeletter i skabet, der bliver den centrale konflikt i The Morning Show’, mens corona i først Wuhan og senere Norditalien kører som en bihistorie i bunden af tv-skærmens breaking-bånd, som ingen tager alvorligt. Akkurat som i virkeligheden.
Alex’ selvbiografi konkurrerer nemlig med snushanen Maggie Breners afslørende bog om kulturen på ’The Morning Show’. Og mens hun hele vejen igennem prøver at bilde sig selv ind, at hun intet galt har gjort, smuldrer powerwoman-facaden stødt. Aniston leverer en opvisning i narcissisme og momentær sindssyge med en karakterudvikling, der står i klædelig kontrast til sæson 1, hvor skurken var det evigt krænkende patriarkat.
Men hvor hun i første sæson gjorde indtryk som den hvæsende undervurderede matriark, føles hendes præstation her mindre stærk. Mere end en gang minder spillet om, hvordan ‘Friends’-alteregoet Rachel Green ville håndtere Levys livskrise.
‘The Morning Show’ vil derudover gerne sige en masse om privilegier og cancel culture uden at være klar til at give temaet det fornødne fokus.
I stedet insisterer serien næsten modvilligt på sine mange hvide mandekarakterer uden heller at orke dem. Om man elsker eller hader Billy Crudups Emmy-vindende chefmonologer, står de meget alene, da hans karakter det meste af tiden flakker rundt som en blanding af Patrick Bateman og en ulykkeligt forelsket teenager. Eksistensberettigelsen for den lede producer Charlie (Jason Duplass) og den joviale vejrvært Yanko (Nestor Carbonell) føles efterhånden meningsløst tyndt.
De stjæler skærmtid fra en ny led millennialchef Stella (Greta Lee), der skal agere stationens nye pc-ambassadør. Hendes karakter bliver først og fremmest tegnet woke på den irriterende måde, og som spædbarnsagtigt ung med sine 32 år, hvilket gør den satiriske kommentar mudret.
I den forbindelse savner man Bel Powleys unge produktionsassistent Claire, der i sidste sæson livede op i det meget midaldrende cast. I stedet er ungdommen stort set urepræsenteret med undtagelse af en træt callout-scene på en café i Italien (hvor Mitch Kessler bliver sørgeligt reddet af en mærkelig italiensk dokumentarist).
Anden sæson er fortsat virkelig underholdende. Men den er udelukkende underholdende. Væsentlig i så ringe grad, at det nærmest ikke er i orden, når man skildrer nogle af tidens vigtigste temaer.
Hvis ‘The Morning Show’ skal fortsætte, bliver serien nødt til at kere sig mere om sine bikarakterer. Den vakler konstant på grænsen mellem gal og genial. Men ulig første sæson tipper pilen i anden omgang i den gale retning.
Kort sagt:
Man får hovedpine af at tænke på, hvor mange ting der sker for hver enkelt karakter i ‘The Morning Show’, og selvom det garanterer højdramatisk smæk for skillingen, er det rod i stor skala.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.