Uafrystelig antikrigsfilm har nogle af de mest brutale scener længe

Publikum holdt sig for øjnene, da den nådesløst brutale krigsfilm ’Reflection’ havde verdenspremiere ved filmfestivalen i Venedig.
Uafrystelig antikrigsfilm har nogle af de mest brutale scener længe

VENEDIG FILM FESTIVAL. Min sidemakker sidder med hænderne oppe foran øjnene. 

På lærredet får en ukrainsk soldat stukket en boremaskine i låret, mens han skriger af smerte, indtil han besvimer. Kort forinden har en af hans medsoldater fået stød gennem øreflipperne i én afbrudt indstilling, der føles uendelig. Senere forsøger en fange at skære sin halspulsåre over med et stykke glas.

Ukrainske Valentyn Vasyanovychs ‘Reflection’, der spiller i hovedkonkurrencen på filmfestivalen i Venedig, er ikke for sarte sjæle. Den skildrer det første år i krigen mellem Ukraine og Rusland i 2014 med nogle af de mest gruopvækkende scener, jeg kan mindes. 

I uafrystelige statiske tableauer, der ofte strækker sig over adskillige minutter, følger vi kirurgen Serhiy, som frivilligt lader sig værge til hæren, efter hans datter har spurgt, hvorfor han ikke hjælper med at forsvare sit land.

Under en patrulje bliver han fanget af russerne, som torturerer ham halvt til døde. Da de finder ud af, at han er læge, holder de ham i live, så han kan lappe deres andre torturofre sammen længe nok til, at de afslører alle militærhemmeligheder.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Man kan ikke undgå at blive uhyggeligt fascineret af de lange indstillinger, der byder på komplekst stuntarbejde, når skuespillerne blandt andet hænger i fiskekroge, mens de bliver tortureret, eller kører galt i militærbiler, så det virker ægte.

Der er ingen klip til at maskere arbejdet, og det er særligt effektivt i den mesterlige patruljescene, hvor Serhiy bliver fanget af russerne. Som tilskuer placeres man nogle gange midt i kaosset og rædslen, andre gange bruges det distancerende format til at tvinge en til at forstå krigen udefra.

Vasyanovych fik sit gennembrud i arthousekredse i 2019 med den fremragende ’Atlantis’, der vandt hovedprisen i sidekonkurrencen Orrizonti i Venedig. Her etablerede han for alvor sin karakteristiske stil, hvor kameraet næsten aldrig bevæger sig, og alt skildres i nådesløse tableauer, som ikke tillader publikum at se væk.

Hvor volden lå forud for handlingen i ’Atlantis’, der skildrede tiden efter krigen mellem Rusland og Ukraine med sin historie om en PTSD-ramt soldats hjemkomst i en nær fremtid anno 2024, placerer ’Reflection’ krigens uhyrligheder helt fremme i billedet. I hvert fald i filmens første halvdel.

For midtvejs i filmen forstummer de brutale krigsskildringer for i stedet at fokusere på Serhiys hjemkomst efter sit fangenskab. Her skal han forsøge at genetablere relationen til sin unge datter, mens en forfærdelig hemmelighed fra hans tid i torturkammeret æder ham op indefra.

Det er et velvalgt skift i tempo, men desværre kommer den radikale stil til kort, når vi skal helt tæt på de menneskeliv, der er i limbo som følge af krigen. Hvor ’Atlantis’ leverede en brillant humanisme, er ’Reflection’ så sortsynet, at det næsten bliver for meget af det gode – især når instruktørens symbolisme bliver en anelse for tung.

Alligevel gør den kompromisløse æstetik, at jeg bliver ved med at vende tilbage til filmen i hovedet. Med ’Reflection’ sikrer Vasyanovych, at man ikke vender det blinde øje til krigens rædsler.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af