’Y: The Last Man’: Længe ventet tegneserieadaption leverer spænding og stof til eftertanken

’Y: The Last Man’: Længe ventet tegneserieadaption leverer spænding og stof til eftertanken
Ben Schnetzer som Yorick Brown i 'Y: The Last Man' (Foto: FX Networks)

Lad os starte med at adressere elefanten i rummet: Ja, ’Y: The Last Man’ handler om en verdensomspændende pandemi, der har katastrofale globale konsekvenser, og ja, serien udkommer på toppen af en kollektiv coronatræthed, hvor så meget som antydningen af p-ordet giver os myrekryb langt ind i vores normalitetstørstende sjæle.

Men lad os også lige slå noget andet fast: ’Y: The Last Man’ er altså ikke endnu en p-ords-serie. Det ville være det samme som at kalde ’Lost’ for en flystyrtserie eller ’Breaking Bad’ for en kræftserie. Det er unægteligt katalysatoren for det, der følger, men det er samtidig også bare et virkemiddel, der bliver brugt til at bore ned i noget meget dybere. 

’Y’ slår sig nemlig ikke til tåls med at vise os, hvordan verden krakelerer, når dommedag rammer. I stedet inviterer den seeren til at spørge sig selv, hvorfor verden krakelerer.

Serietitlen forklarer egentlig handlingen ret koncist: Alle levende væsner på jorden med et Y-kromosom dejser en dag om – simultant og uforklarligt – og kun en tilsyneladende ordinær mand (og hans abeven) står tilbage. 

Hvorfor det lige er Yorick, der skånes, kan ingen svare på, men om han vil det eller ej, er han nu det eneste håb for, at der kan fremstilles en kur til fremtidige generationer. Og det er op til den enigmatiske Agent 355 at holde ham skjult og i live indtil da, alt imens verden så småt er ved at gå op i flammer i et væld af tribalisme, diskrimination og gemene magtkampe. 

Ashley Romans som Agent 355 i ‘Y: The Last Man’ (Foto: FX Networks)

Det er 19 år siden, det første nummer af Brian K. Vaughan og Pia Guerras graphic novel kom på gaden, 14 år siden, den DJ Caruso-instruerede filmatisering blev annonceret, otte år siden den film blev skrottet, og seks år siden FX begyndte at udvikle tv-serien, der nu omsider lander på Disney+. 

Det har været en lang og sej rejse at få historien overført til skærmen, og det kulturelle og politiske landskab har i mellemtiden haft syvmilestøvlerne på: Verden er ikke, hvad den var tilbage i 2002 – og det kan vi i langt de fleste tilfælde prise os lykkelige for. Men for en historie, der helt fundamentalt er bundet op på en binær opdeling af køn (og nogle indimellem knapt så woke afbildninger), ville det være dødsstødet, hvis tv-formatet ikke formåede at følge med tiden og gentænke et par tematikker. 

Hvordan, for eksempel, ser denne nye, x-kromosomdominerede verden ud fra en transkønnets optik? 

Det bliver heldigvis belyst via en spritny karakter, og en plottråd, der ikke eksisterede i tegneserien, bliver forholdsvis elegant vævet ind i fortællingen.

Hvad der fungerer knapt så elegant, er seriens politiske aspekt. Tegneserien leverede det politiske spil som en subtil rød tråd, der altid bevægede sig på den sikre side af less-is-more-tilgangen. 

Læseren blev opfordret til at overveje, hvordan de mennesker, der engang gik til valg på lavere dagpengesatser og landbrugsreformer, nu pludselig skal kringle armageddon – men aldrig tvunget til det. 

Men i serien er det næsten, som om det på et tidspunkt gik op for en manuskriptforfatter, at præsident Brown var en alt for lille rolle til Diane Lane, så hvorfor ikke polstre karakteren med en masse kabinetdebatter omkring vandpumper i New York og modløse kraftværksoperatører?

Det er svært ikke at skæve lidt til uret under den slags scener. Forlæggets styrke lå i de små karakterkonflikter, der afspejlede større problematikker i verden, men den intimitet og subtekst går tabt, når vi skal følge den politiske dramaturgi minutiøst.

Serien står klart skarpest, når vi følger Yorick og Agent 355. Deres forhold til hinanden tangerer fra sjovt og underholdende til seriøst og dybfølt og er lige i tegneserieåndens bull’s eye. Den modstand, de møder på deres vej, leverer et spændingsniveau, der formår at balancere action og samfundskritik i en sådan grad, at man filosoferer over emner som kønsdiskrimination, misantropi, stammementalitet og menneskets uendelige evne til at bekæmpe sig selv, mens man bevæger sig længere og længere ud på kanten af sædet. 

Mere af det i en potentiel sæson to modtages med kyshånd!


Kort sagt: 
Trods overdreven vægt på politiske intriger er der en god portion spænding, action og drama at komme efter i den gennem mange år ventede ’Y: The Last Man’. Yorick og Agent 355 på eventyr er næsten lige så underholdende i serien, som det var i tegneserien – og det er en stor ros.

Anmeldt på baggrund af de første seks afsnit.

’Y: The Last Man’. Serie. Skaber: Eliza Clark. Medvirkende: Ben Schnetzer, Ashley Romans, Diane Lane, Olivia Thirlby, Elliot Fletcher. Spilletid: 10 episoder á 50 minutter. Premiere: Disney+ 23. september – nyt afsnit hver uge.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af