’Zoey’s Extraordinary Playlist’: Skøn musicalserie kan endelig ses i Danmark – og vækker både grin og gråd
Hvis Ryan Murphys til tider glimrende ’Glee’ og Rachel Blooms fabelagtige ’Crazy Ex-Girlfriend’ fik en baby, ville resultatet være ’Zoey’s Extraordinary Playlist’.
Det er pejlemærker for en meget underholdende omgang, men også at serien byder på et dramatisk og hjerteskærende aspekt, der aktiverer tårekanalerne.
For Zoeys (Jane Levy) far Mitch (Peter Gallagher) er syg.
Den Parkinson-lignende neurologiske sygdom PSP (Progressiv Supranukleær Parese) har berøvet ham taleevnen og de fleste motoriske funktioner, og han har ikke længe tilbage at leve.
Af frygt for at hun selv har arvet sygdommen, får Zoey foretaget en MRI. Mens hun ligger der i maskinen, bliver San Francisco ramt af et jordskælv, og da hun kommer ud, ser hun folk spontant bryde ud i sang og dans.
På mystisk vis kan Zoey nu fornemme, hvordan mennesker har det inderst inde.
Konceptet er ikke synderligt originalt, men udførelsen i ’Zoey’s Extraordinary Playlist’ er rigtigt god. Superkoreografen Mandy Moore (nej, ikke dén Mandy Moore) har sammensat nogle geniale danserutiner, der spænder vidt, fra en flok bro-programmører som giver los til ’All I Do Is Win’, til fysisk manifestation af sorg til tonerne af ’Mad World’.
Førstnævnte var da også en af dem, der sikrede Moore og serien en Emmy.
En trekantromance mellem Zoey og hendes bedste ven/kollega Max (’Pitch Perfect’-drømme-snacken Skylar Astin) og den nyansatte Simon (John Clarence Stewart) – der stadig lider under tabet af sin egen far – har sine øjeblikke, men igen er det mest takket være sangøjeblikkene.
Når fortællingen zoomer ind på Zoeys arbejde i techfirmaet SPRG Point, er det til gengæld en mere blandet fornøjelse. Men fans af ’Gilmore Girls’ – og alle med god smag – vil være glade for alt, hvad Lauren Graham gør som Zoeys chef.
Zoeys makkerskab med sin genderfluid nabo Mo (Alex Newell) er til gengæld en udsøgt fornøjelse. ’Glee’-alumnen Newell tilføjer serien en vidunderlig omgang schwung og stjæler opmærksomheden i hver eneste scene, de er med i. Skulle der engang komme en spinoff til ’Zoey’s Extraordinary Playlist’, er Mo en oplagt hovedperson.
Stjernen her er dog uden sammenligning Emma Stones uofficielle klon, Jane Levy. Musical-delen rammer hun til UG, hvor højdepunktet er en betagende og følsom udgave af Gnarls Barkleys ’Crazy’.
Men der, hvor både hun og serien excellerer, er omkring farens sygdomsforløb. Zoey kan nemlig også høre hans indre sang og får vished om, at han stadig er derinde, samtidig med at den medicin, han får, lægger en dæmper på PSPens hærgen, og han begynder at kunne kommunikere gennem elektronik.
Alligevel har man i baghovedet, at det nok er en stakket frist. Showrunner Austin Winsberg har baseret serien på sine egne oplevelser med en far, der havde PSP, og man kan tydeligt fornemme, hvordan alle hans følelser omkring traumet kommer til udtryk igennem Zoey.
Har man oplevet et terminalt forløb på nærmeste hånd, vil mange af Zoey og hendes families tanker vække genklang. Kæmpe cadeau til Winsberg og co. for med humor og drama at skildre alle de tumultariske følelser, der raserer inde i en.
Kort sagt:
’Zoey’s Extraordinary Playlist’ er alt andet end ordinær, og i en skøn forening af sang, drama og en fremragende Jane Levy i den titulære rolle står den på grin og gråd i en lind strøm.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.