Efter ‘Squid Game’ er der unægteligt øget fokus på sydkoreanske serier, og 4. november har Apple TV+ premiere på en serie, der også har hitpotentiale i sig.
Thrilleren ‘Dr. Brain’ er instrueret af en af de helt store koreanske instruktører, Kim Jee-woon, som blandt andet stod bag filmene ’A Tale of Two Sisters’ og ’I Saw The Devil’.
Titlen er en reference til hovedpersonen Sewons (Lee Sun-kyon) erhverv som hjerneforsker.
I den seks afsnit lange serie følger man Sewon, som efter at have mistet sin familie i en mystisk ulykke begynder at eksperimentere med muligheden for at opnå indsigt i døde personers hukommelse og erindringer.
Lee Sun-kyun, der spiller hovedrollen Sewon, er mest kendt for at spille faren i den rige familie i ’Parasite’.