‘The World to Come’: Lesbisk kostumedrama vugges i havn af Katherine Waterstons bløde ASMR-stemme
Endelig en god romantisk partner til Vanessa Kirby.
Hun måtte utaknemmeligt slæbe hoveddelen af læsset i ’Pieces of a Woman’ og ’Mission Impossible: Fallout’, for slet ikke at nævne den stakåndet anstrengende ’Hobbs and Shaw’, hvor Kirbys intelligente kælen på klaveret var som at se en kvinde tænde et bål med flintesten midt i monsunregn.
I norske Mona Fastvolds periodedrama ’The World to Come’ springer gnisterne derimod som fyrværkeri, så snart den ensomme Abigail (Katherine Waterston) får øje på den nye, spændende nabo Tallie (Kirby). Så meget desto mere er det en skam, at distributørerne har sprunget den over på det store lærred.
Som varm te med honning på en kold efterårsnat kan filmen sagtens nydes i stuen, mens regnen dundrer mod vinduet. Fyldige metaforer er der også nok af, når Waterston i sin nær uudtømmelige voice-over fortæller om sin store forelskelse.
Uden Tallie er hun som en jolle, der mangler ror og årer, hvisker hun tryllebundet med sin silkebløde ASMR-stemme og smigrer sin elsker med, at hun dufter af kager, da de først kysser. Det kunne lyde lige smørret nok, men den underskønne billedside fordrer blot Abigails bankende hjerte.
Mens cikaderne spiller op til pardans, stråler Tallies rosenrøde tone og brændende hårpragt i det prægtige forårsvejr, der, som deres spirende forelskelse, har udvisket alle minder om stride vinterstorme, bitre mænd og dødssyge børn. Da Abigails indesluttede mand Dyer (Casey Affleck) endelig fatter uråd om de to kvinders ’venskab’, skyder han resolut en høg og udstopper den. »Som varsel til de andre«, fortæller han bistert sin kone.
Filmen foregår i 1856, i det fattige Schoharie Amt nær New York. Der er noget forfriskende ved at følge en homoseksuel romance iblandt småfolket, langt væk fra de adelige og riges palæer, hvor de hemmelighedsfuldt fingrer elskeren i armhulen eller ømt masserer deres hjørnetand med et fingerbøl. Og i modsætning til den dybt middelmådige ’Ammonite’ får kvindernes hårde kår dem ikke til at stråle mindre.
Siden Paul Thomas Andersons storværk ’Inherent Vice’, hvor Waterston lakonisk spinder Joaquin Phoenix om sin lilletå, har jeg anset hende for en af Hollywoods mest interessante skuespillere. Selv i underskrevne roller som mini-Ripley i ’Alien Covenant’ udviser hun en sjælelig desperation og oprigtighed. Hun er det rasende indignerede, strålende centrum i ’The World to Come’, når hun med et stort smil slår døren op i forventning om sin elskers nærhed og i stedet skuffende må tage imod sin husbond.
Som den mere frisindede Tallie er Kirby som altid lige så forførende uimodståelig, som hun er udspekuleret afventende. Mod hver kvindes ryg står en indebrændt mandsling. Den evigt lavstammede Casey Affleck er som skabt til rollen som den bitre, ligefremme Dyer, der mere ser sin kone som en vedholden arbejdshest end en romantisk partner.
Men det er smukke, enigmatiske Christopher Abbot som Tallies ondskabsfulde mand Finney, der for alvor pirrer nysgerrigheden. Den ærgerrige mand har altid en koldblodig, rationel løsning på ethvert menneskeligt problem, hvad end det involverer ubudne gæster eller hans kone, og som altid med skuespilleren er der et element af spændende påtagethed, som er umuligt at sætte fingeren på.
Både Tallie og Abigail kender til deres lod i livet som underkuet og overhørt af samfundet. Men i armene på hinanden og i trodsig modstand mod deres hårdhudede mænd finder de noget oprigtigt vidunderligt.
Så meget desto mere er den tragiske sidste akt en noget irriterende pille at sluge. Den føles dateret.
Indtil da er det romantiske drama hjertevarmt og tegner en fantastisk fremtid for alle filmfolkene involveret.
Kort sagt:
Mona Fastvolds vidunderligt sælsomme kostumedrama tegner et varmt billede af to kvinder, fastholdt af deres status i livet, men ikke desto mindre frigjort af kærligheden til hinanden.