4. november 2001. Det var dagen, hvor det tiende og sidste afsnit af’Band of Brothers’, ’Points’, fik premiere på HBO.
Miniserien, der er baseret på Stephen E. Ambroses værk af samme navn, var patriotisk, storladen og talte perfekt til den amerikanske selvforståelse, der samme år led et knæk med 9/11 og den efterfølgende invasion af Afghanistan.
Serien fik en sørgelig relevans med sin fremstilling af unge mænd, der blev sendt på en oversøisk rejse og ind i en krig, hvor mange måtte lade livet eller vende retur til hjemlandet med ar på sindet.
Først og fremmest var ’Band of Brothers’ dog en nænsom hyldest til Easy Company, et kompagni af faldskærmssoldater i den amerikanske luftbårne militærenhed. Over ti afsnit viste serieskaber Steven Spielberg, hvordan soldaterne knyttede et broderligt bånd midt i de mest nedslående og groteske situationer.
Det var samtidig en tv-milepæl, da den viste, at serier i lige så høj grad som film kan tilbyde spænding, indlevelse og historisk perspektiv. Som Chicago Sun-Times Richard Roeper skrev i sin anmeldelse:
»Jeg har set samtlige store film, der er udgivet i år, men jeg er ikke sikker på, at nogle af dem har ræssoneret hos mig på samme måde, som ’Band of Brothers’ har«.
Steven Spielberg og Tom Hanks, der også stod bag serien, fik et svimlende budget på 125 milloner dollars at lege med, hvilket gjorde det til den dyreste serie på daværende tidspunkt. Det krævede tre år, 10.000 statister og 500 taleroller at få den i kassen.
I dag kan ’Band of Brothers’ ses (eller genses) på HBO Max, og har man stadig til gode at opleve krigsdramaet, er 20-års jubilæet en god undskyldning for at prioritere den i ens travle streamingprogram.
Her får du fem grunde til, at ’Band of Brothers’ stadig er en uomgængelig klassiker.
1. Det visuelle udtryk
’Band of Brothers’ har utallige styrker, men meget centralt står æstetikken, der er modnet som en lækker vin. Effekterne – lige fra de øredøvende eksplosioner i krigszonernes centrum til den angstfremkaldende scene under D-dag, hvor de allieredes fly blev skudt ned på rad og række – er stadig ekstremt overbevisende i dag.
Komponist Michael Kamen (som desværre døde to år efter seriens premiere) leverede det tårefremkaldende og mindeværdige tema til serien, som gør det forbudt at skippe introsekvensen i starten af hvert afsnit.
Den øvrige musik er også med til at skabe en unik stemning undervejs i afsnittene – blandt andet er Beethovens String Quartet in C# minor en smertelig tilføjelse til de ubeskrivelige billeder, der portrætterede Easy Companys møde med en kz-lejr.
Generelt er serien på et bragende højt visuelt niveau, og alt fra det stramme lydmix i de hæsblæsende og gråtonede krigssituationer til de flotte rekonstruktioner af Holland, Bastogne og Østrig, er med til at gøre de ti afsnit til en uforglemmelig oplevelse.
2. Historiefortællingen
Det har naturligvis hjulpet Hanks, Spielberg og resten af holdet bag serien, at de kunne trække på Ambroses omfattende forlæg.
Men det skal bestemt ikke tage noget fra manuskriptforfatterne, der bidrog med kompleksitet og nerve.
De virkelige Easy-veteraner, der fortæller om deres oplevelser i begyndelsen af hvert afsnit, giver serien et ordentligt skud gravitas.
Det var Tom Hanks idé at inkorporere de små dokumentariske klip, og selvom manuskriptforfatterne (herunder John Orloff) var modvillige i starten, blev de hurtigt klar over, hvor stor betydning de forskellige klip havde for serien som helhed.
Faktisk efterlades man i flere afsnit fuldstændigt emotionelt rundbarberet, når de aldrende og dybt traumatiserede helte bliver fugtige i øjenvigene ved tanken om deres faldne kammerater.
Indlevelsen bliver forstærket yderligere, når vi får fortalt om krigens begivenheder gennem den fikse brug af voice-over fra forskellige soldater – hvad end det er gennem menig Webster, oversergent Lipton eller kaptajn Winters forskellige sindsstemninger.
3. Realismen
At vælge én scene fra de ti vidt forskellige afsnit, der på knusende vis portrætterede det horrible galehus, som var Anden Verdenskrig, er umuligt.
’Band of Brothers’ er en ren tour de force i krigsrealisme, og det skyldes blandt andet, at folkene bag serien sætter en ære i at vise tingene så kompromisløst som muligt. For nylig fortalte Tom Hanks til Band of Brothers Podcast (som er udgivet af HBO Max), at det var ham, der fik overtalt Spielberg til at vælge HBO som platform frem for ABC, da førstnævnte hverken benyttede sig af reklamer eller censur – og gudskelov for det. Det er nemlig svært at forestille sig ’Band of Brothers’ uden den rå skildring af de voldsomme krigsscenarier.
Hvad end det er kaptajn Lewis Nixons fremskredne alkoholisme, løjtnant Buck Compton, der lider et sidste mentalt knæk, efter to af hans soldater får sprængt benene af, eller kaptajn Dick Winters, som under sin orlov i Paris får grufulde flashback til en situation, hvor han henrettede en purung tysk soldat, så vises det hele på en respektfuld, men direkte måde.
Den følsomme skildring af PTSD blandet med de dystre sider af krigen – håbløsheden, ødelæggelsen, volden og blodbadet – bliver flot gestaltet i løbet af serien, mens der samtidig er plads til lidt humor (David Schwimmer som den klodsede og intrigante kaptajn Sobel) mellem alvoren.
Det er dog svært at komme uden om den smertefulde scene, hvor Easy-kompagniet opdager kz-lejren Kaufering IV nær Landsberg (som blot var én af de 11 Kaufering-lejre, der var sublejre for den større kz-lejr i Dachau) i Sydtyskland.
I en mindeværdig sekvens, hvor den ene afkræftede fange efter den anden hulkende imødekommer og omfavner de chokerede soldater, bliver vi mindet om de afskyelige forbrydelser, nazisterne var ophavsmænd til.
4. Det formidable cast
Var ’Band of Brothers’ blevet lige så ikonisk uden sit ensemblecast?
Det er svært at sige, men en stor del af seriens langtidsholdbare succes skal tilskrives skuespillerbesætningen, der hver især tilbragte tid sammen med de rigtige Easy-soldater og deres familier for at lære veteranerne ordentlig at kende.
Damian Lewis gestalter eksempelvis forbilledligt Dick Winters, hvor han sørgede for at fremstille officeren som en empatisk og opmærksom leder, hvilket også gav et interessant sammenspil med Ron Livingston, der spiller vennen Lewis Nixon med forkærlighed for Vat 69-whiskyen.
Shane Taylor er blændende i sjette afsnit, ’Bastogne’, hvor feltlægen Doc Roe forpustet løber rundt til gud og hvermand for at lappe grædende soldater sammen – med sørgeligt lidt morfin og udstyr tilbage i sin oppakning.
David Schwimmer står for det humoristiske indslag som den smålige og uduelige træningsofficer Sobel, mens hans mytiske og Chuck Norris’ske modstykke, kaptajn Ronald Spiers, bliver perfekt spillet af Matthew Settle.
Og man kunne blive ved…
5. En nuanceret hyldest
Man skal være klar på at acceptere det patriotiske element, der er en stor del af ’Band of Brothers’.
Men man skal ikke tage fejl af, at serien er meget mere nuanceret end de fleste amerikanske krigsfilm.
Tag for eksempel afsnittet ’Replacements’, hvor jubelscenerne i Eindhoven efter byens befrielse pludselig bliver erstattet af bespottelse og hån af de kvinder, der havde et forhold til de nazistiske soldater. Kontrasten mellem glæden og den indebrændte vrede hos byens indbyggere er syleskarpt skåret.
Eller en af de sidste scener i ’Points’, hvor SS-officeren Theodor Tolsdorff i en rørende tale forsøger at give en form for oprejsning til de mange tyske soldater, der måtte sande nederlaget til de allierede, men som samtidig skulle forsøge at skabe en fremtid for en ødelagt nation.
Faktisk bliver scenen endnu mere nuanceret, da tolken Joseph Liebgott oversætter Tolsdorffs tale for nogle af Easy-soldaterne – og de bevæget indser, at de har mere til fælles med fjendens soldater end som så.
’Band of Brothers’ kan ses på HBO Max.