‘El Planeta’ på CPH PIX: Skruppelløs mor-datter-duo hustler sig ind i dit hjerte

‘El Planeta’ på CPH PIX: Skruppelløs mor-datter-duo hustler sig ind i dit hjerte

CPH PIX Weekend. SoMe- og performance-kunstner Amalie Ulman har lavet en debutfilm, som er legesyg og en lille smule verdensfjern. Så jeg tillader mig også at være begge dele, når jeg nu skal karakterisere den. 

Jeg vil derfor starte med at placere ‘El Planeta’ i et fiktivt solsystem med planeter, som jeg kalder noget i stil med El Absurdia, El Ironia og El Critica (NB! Jeg kan ikke spansk, så jeg jammer lige lidt, ik?). Nu placerer jeg mine nye planeter i en trekant med lige stor indbyrdes afstand og smider ‘El Planeta’ ind et sted midt imellem. Her ligger planeten jo meget fint, tænker jeg. Helt for sig selv, geocentrisk midt i det hele, liiiidt langt ude, et sted mellem absurdisme, ironi og samfundskritik. 

Så! Nu er universet på plads, og jeg kan zoome ind på selve planeten. Jeg registrerer, at overfladen ligner en trøstesløs, men smuk version af den spanske by Gijon. Visse undtagelser afslører dog, at dette ikke er det rigtige Spanien. Mig bekendt er den spanske nordkyst i hvert fald ikke sort-hvid? 

Herefter møder jeg beboerne, Leo og hendes sprudlende mor. Hov, de ligner sgu da planetens arkitekt Amalia Ulman og hendes virkelige mor Ale Ulman til forveksling. Er det mon dem, og er planetens Gijon en mystisk kopi af Amalias virkelige barndomsby Gijon? Er ‘El Planeta’ i virkeligheden en slags parallelunivers? En metakommentar? En spejling? 

Jeg lader spørgsmålet ligge og hænger lidt med de to kvinder, der shopper, hygger og dalrer rundt. Hurtigt finder jeg dog ud af, at deres virkelighedsopfattelse er lige så forskruet som denne her lidt mystiske anmeldelse. De er ludfattige, men opfører sig som velhavende. Når køleskabet er tomt, hustler de sig til kager. Når elektriciteten ryger, går de ud og køber sko. 

Uret tikker, og det er kun et spørgsmål om tid, før myndighederne og virkeligheden banker på døren. Og selvom Leo viser lejlighedsvis frustration, gør hverken hun eller hendes mor for alvor noget ved problemerne. Leo kigger lidt halvhjertet på jobmuligheder og overvejer kort prostitution. Men det giver alligevel ikke helt nok til, at det kan betale sig, synes hun. Men da hellere det end et lønslavejob i McDonald’s! 

Kvinderne er skruppelløse og selvoptagede, men super charmerende. De har en fed Jim Jarmusch-agtig sjovt-genkendelig mor/datter-kemi kørende. Jeg labber deres selskab i mig som slik. 

Anderledes koldt er mit forhold til planetens mænd. De er nemlig nogle grimme typer. Den første mand i filmen tilbyder Leo underpris for et blowjob. Den næste inviterer hende hjem i seng og fortæller først efterfølgende, at han er gift (suk, kender typen!). Og så er der Leos far, som er død, men har efterladt sig større gæld end sorg. De to kvinder savner deres afdøde hunkat Holga betydeligt mere end den afdøde pater familias. 

En kritik af patriarkatet og den finansielles krises efterslæb lægger den triste undertone i Ulmans univers. Men direkte samfundskritisk vil jeg ikke kalde filmen. Dertil er den for metafiktiv, for let, for legesyg og for absurd. 

Sødmefuld leg og tristesse danser side om side i El Planeta – et helt særligt sted, som jeg vil anbefale cineaster, drømmere, kunsttosser og nysgerrige sjæle at aflægge besøg. Mere jordbundne typer bør nok blive hjemme. 


Kort sagt:
El Planeta er en sjov, charmerende og absurd affære med et sprudlende mor-datter-bekendtskab i centrum.

‘El Planeta’. Komedie Instruktør: Amalia Ulman. Medvirkende: Ale Ulman, Amalia Ulman, Nacho Vigalondo, Zhou Chen. Spilletid: 79 minutter. Premiere: Kan ses 11. og 13. november på CPH PIX Weekend
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af