KOMMENTAR. »Jeg ved ikke, hvorfor de altid skal prøve at genindspille klassikerne, det bliver jo aldrig lige så godt som originalen!«
… siger en karakter i det værste reboot i et årti i et anfald af den form for djævelsk selvfed metakækhed, der dårligt kan tilskrives andet end samvittighedsdulmende overbetaling og blank ligegyldighed over for seerne, der konsekvent bliver taget i røven.
Men spørgsmålet består: Hvorfor?
Hvorfor genfortolke højt skattede ’Alene hjemme’, der, hvis man har set den for nylig, på ingen måde føles synderligt forældet til trods for sine 31 år på bagen (værsgo at mærke alderspanikken risle dig iskoldt ned ad ryggen)?
Fordi bitch better have my money, hilsen Hollywood.
Og ja, vi er alle bitchen i scenariet.
Os, der på sørgeligt forudsigelig lemming-vis gang på gang ryger i remake/reboot-fælden i jagten på et hurtigt nostalgifiks, der kan vække en flig af barndommens begejstring for kultfavoritter – det være sig ’The Witches’, ’Footlose’, ’Goonies’ eller som nu ’Alene hjemme’, hvis minde slet og ret dufter af pebernødder og juleferieafslapning i selskab med cute Macaulay Culkin præ-stofmisbrugsderoute (aka. en af få børneskuespillere fra ’moderne tid’, der ikke fordrer en trang til at stoppe ørene med konfekt og stikke øjnene ud med en pebermyntestang).
Med ganske få undtagelser (jeg nusser live action-løvekongen kærligt i manken) bliver kopikattene blot ringere og ringere, og æstetikken mere og mere anonymt reklameglat i takt med, at alle halvhjertede forsøg på at forklæde det kommercielle skraldeprodukt som habil mainstreamkunst går fløjten, og minderne gror mug.
Som de sagde det i ’The Simpsons’: »Won’t somebody please think of the children!?«, og det vil jeg på det allerkraftigste også opfordre dig til, inden du finder på at sætte dig selv eller sagesløse poder foran ’Ude godt, alene hjemme bedst’ på Disney+.
Her på Soundvenue har vi ganske vist ikke for vane at anmelde børnefilm, men tag dette som en samfundssindsmotiveret servicemeddelelse til dem, der måtte få julelys i øjnene ved udsigten til at hyggesvælge i Kevin McCallisters arv:
Som et sort hul vil misfostret suge din sjæl tør for glæde, indtil synet af oppustelige rensdyr, Lego-klodser og 90’er-pizzaer med ananas skriver sig ind i rækken af filmiske skræmmebilleder på linje med klovnen fra ’It’.
»No parents, no problem« lyder ‘Ude godt, alene hjemme bedst’s tagline, som jeg kun kan forestille mig er forfattet af en person, der enten ikke har orket at sidde igennem instruktør Dan Mazers (‘Dirty Grandpa’) ’film’ eller bare bevidst fucker med vores forventninger, idet den ulideligt lange halvanden time byder på regulær væg-til-væg forældre-action:
Væk er de to gumpetunge indbrudstyve, der krydser veje med en, i denne fortolkning, øretæveindbydende, britisk møgunge (bælg din lunkne gløgg, hver gang nogen kalder ham Harry Potter muhaha faldera), og ind på scenen vakler et forsigtigt forstadsforældrepar, der blot ønsker at få en stjålen værdigenstand tilbage, så de ikke skal bekymre sig om noget så saftigt som inflation på boligmarkedet. Hvorfor filmens centrale ikke-konflikt kunne løses med et ring på en dørklokke og en halvanden-minuts samtale.
Velkommen til 2020’erne, hvor familieunderholdning i de sunde All American-værdiers slet skjult kristne helligånd nødvendigvis må dyrke en ufarlighed så dræbende konfliktsky, at klimakset fiser ud i et »Ah, men så kom da og få et knus, søde skat« i skærende kontrast til originalens »Jeg slår dig kraftedeme ihjel, din lille lort!«.
Man frydede sig, da Joe Pescis indædt børnehadende Harry fik brændt tophuen af og mistede sin guldtand, og da Daniel Sterns Marv fik både et varmt strygejern og en kælen taranteledderkop klasket i fjæset af Jigsaw-protegeen Kevin (Culkin boltrer sig ironisk nok lige nu med stor succes i ‘American Horror Story’ på Disney+).
Men ’Saw’-juniorfælderne mister ikke overraskende al sadistisk slagkraft, når ofrene er Hr. og Fru. Pacifistiske Leverpostejsfarve spillet af Ellie Kemper (’The Office’) og Rob Delaney (’Catastrophe’) med fortrydelsen lysende ud af øjnene. Ingen billardkugle i bollerne kan matche smerten ved at begå karrierekamikaze via voldtægt af et af populærkulturens mest elskede guirlande-iklædte filmfyrtårne.
Den oprindelige ‘Alene hjemme’s instruktør, Chris Columbus (som også stod bag de to første ’Harry Potter’-film), fortalte sidste år i et interview med Insider, at han ikke var blevet kontaktet i forbindelse med rebootet:
»Efter min mening er det spild af tid. Hvad er pointen med projektet? Jeg tror fuldt og fast på, at man skal lade være med at remake en film, der har holdt så længe, som ’Alene hjemme’ har«.
You said it, Columbus, og det skal være dig vel undt, hvis du ligesom jeg mærkede forargelsens galde svie i halsen, hver gang ’Ude godt, alene hjemme bedst’ kastede om sig med referencer til originalen som en snapsestiv stalker på kanten af et polititilhold (de seere, der jubler ved gensynet med klamme fætter Buzz får ingen gaver i år).
Og så endda til tonerne af John Williams’ legendariske ‘Alene hjemme’-score, i hvad der snildt er Disney’s mest kyniske klassiker-karaktermord til dato.
Hvis du strammer garnet, kvæler du jo barnet, og musestudiet er gået efter struben på et af filmhistoriens mest ikoniske juleeventyr.
Kære semipsykopatiske Kevin: Din kamp for at holde fortet har aldrig været mere relevant.
Gode, gamle ‘Alene hjemme’ kan og skal ses på Disney+, hvor du også kan fange Macaulay Culkin i ‘American Horror Story’ sæson 10.