’Neptune Frost’ på CPH PIX: Kanye West-samarbejdspartner har skabt et syretrip af en filmmusical, som du aldrig har set den før
CPH PIX Weekend. Man skal ikke mange minutter ind i Anisia Uzeyman og Saul Williams’ afrofuturiske musical ’Neptune Frost’, før man føler, man har set – og hørt! – noget banebrydende.
Badet i neonlys og til tonerne af alt fra afrikansk folkemusik til techno og hiphop går filmen til angreb på afkolonialisering, neokolonialisme og andre magtstrukturer med sin skildring af en gruppe minearbejdere i Rwanda, som udvinder råmaterialer til verdens iPhones og computere – slaver af en global økonomi, som kun tilgodeser vesten.
Minearbejderne drømmer om en revolution, et oprør mod kapitalismen, som vi hører omtalt i de hymner, de messer i takt til udpiningen af deres jord. Startskuddet på opstanden lyder, da arbejderen Techno bliver dræbt af en af sine overordnede, og hans bror Matalusa opsøger en undergrundsgruppe af hackere, som forsøger at omvælte »Autoriteten« med et alternativt digitalt netværk – en slags 5G, der kan forene de undertrykte og sætte dem på landkortet.
Parallelt følger vi den interkønnede hacker Neptune (skiftevis spillet af en mand og en kvinde), som bliver en profetisk bannerfører for revolutionen, der får navnet Martyr Loser King, da hun løber ind i Matalusa og åbenbarer en ny virkelighed for ham og hans ligesindede.
’Neptune Frost’ er oprørsfilmkunst, når det er bedst. Handlingen træder nemlig hurtigt i baggrunden, når filmens enkeltscener mere får karakter af poetiske dialoger over de verdensstrukturer, som udnytter og slavegør det globale Syd.
Karaktererne snakker og synger om alt fra køn, seksualitet, digitale netværk, gæld, livets valuta, korruption og andre strukturer, der fastholder undertrykkelsen og sætter folk i bås – hele tiden i takt til den underliggende musikpuls.
Skal gruppen omvælte styret med en ægte revolution eller forsøge at udbrede viden om, hvordan slaveforholdene videreføres i dag, og håbe på, at verden reagerer?
Det lyder måske svævende og filosofisk, men ’Neptune Frost’ er i lige så høj grad et forførende syretrip, hvor alt ikke skal forstås.
I udknaldede syn bliver vi ført ind i en alternativ, digital virkelighed, som profeten Neptune kan kommunikere med og indskyde med sin »retfærdighedsalgoritme«. På et tidspunkt får kameraet en fuckfinger, inden vi oversvømmes med et sansebombardement af ’The Matrix’-agtige computerbilleder af alt, hvad der er galt med verden. På et andet tidspunkt råber en karakter: »Fuck Mr. Google!«
Men selvom filmen handler om undertrykkelse, er den også fuld af livsglæde, når hackerne fester, danser og sætter krop og sind fri i ekstase. De higer efter at transcendere virkeligheden, som understreges ved, at alle hilser hinanden med ordene »unanimous goldmine«: Livet byder på uendelig rigdom og muligheder, som bare skal låses op for afrikanerne.
Det sensoriske univers er overdådigt opbygget, når instruktørduoen viser, at man sagtens kan lave et fremtidsbillede uden store budgetter i ’Black Panther’-skalaen (filmen blev indledningsvist finansieret via Kickstarter):
Hackerne går iklædt jakker påført tastaturknapper, hovedbeklædninger, som ligner avancerede earplugs og ledninger, og andre kreative påfund, der giver det sidste løft til den overlegne visuelle stil.
Det er ikke alt, der fungerer, når filmen forsøger at tage fat på lige lovlig mange store emner med en til tider for overdreven symbolisme (at enkelte karakterer har navne som psykologi, hukommelse og teknologi bliver en tand for meget). Men som et rent filmisk oprør mod systemet rammer ’Neptune Frost’ rent.
Rapperen og poeten Saul Williams, der har samarbejdet med folk som Kanye West og Janelle Monáe, har udover at være medinstruktør skabt soundtracket, som virkelig fortjener de største højtalere muligt.
Faktisk savner man, at musikken får en endnu mere fremtrædende plads i filmen, der til tider bliver en kende snakketung, mens musikken henstilles til baggrunden.
Men den hårdtslående grundrytme i det filosofiske oprør mod en rådden samfundsorden er ikke til at komme udenom.
Kort sagt:
Musiker og poet Saul Williams har med Anisia Uzeyman skabt et systemkritisk syretrip af en musical, som går til angreb på undertrykkelsen af det globale Syd.