‘Bruised’: Halle Berry instruktørdebuterer med brutale MMA-kampe og tyk patos
Halle Berrys ventede instruktørdebut ’Bruised’ lokker med sin gennemført smadrede og voldsomme MMA-æstetik og smukt koreograferede kampscener.
Allerede 10 minutter inde i filmen overværer vi en kvinde blive tæsket til blods i en ’kælderkamp,’ hvor vores hovedperson, den tidligere stjerne-MMA-udøver Jackie Justice (med det borgerlige navn Jacqueline), bliver tirret til at indgå i en slåskamp med den sejrende kvinde.
Vreden stiger sådan op i Jackie, at hun på trods af fire år væk fra kampsport vinder. Det kickstarter et forsøg på at genstarte karrieren for at redde hende ud af den armod, hun svælger i.
Stort set samtidig dukker Jacquelines mor op med hendes seksårige fortabte søn, Manny, vedhæftet en besked om at tage sig af ham. Uden tilsyneladende at være i stand til at tage sig af et vanrøgtet barn fra den ene dag til den anden tager hun sønnen til sig, endda uden at gøre den store modstand. Og dermed er Jackie Justice fra den ene dag til den anden genoplivet.
Halle Berry er en fremragende skuespiller, og hun gør det også upåklageligt i ’Bruised’ som den fallerede MMA-udøver, der vinder livsmodet tilbage.
Endnu bedre er Sheila Atim i rollen som Buddhakhan, den berygtede træner, Jackie bliver tildelt, da hun skal trænes op til at kæmpe igen, og som følelsesmæssigt tager hende og sønnen under vingen.
Alligevel er ’Bruised’ langt hen ad vejen en kedelig omgang, der vrider enhver tænkelig kliché inden for genren. Der er for eksempel den voldelige mand, Desi (Adan Canto), som Jacqueline i begyndelsen er i kløerne på. Deres forhold slås an med en scene, hvor Desi overmander Jacqueline fysisk, og hun forsvarer sig ved at kalde ham navne. Skænderiet eskalerer i en groft ubehagelig sexscene, som efterlader énmed følelsen af at have vidnet et overgreb.
Jacqueline får nok, efter Manny er kommet ind i billedet, og et enkelt tilfælde får hende til at gå fra ham uden at se sig tilbage. I forhold til hvor tykt der er smurt på i fremstillingen af forholdet, er det pludselig alt for let for hende at gå. Det skal måske virke empowering, men det giver mest ondt i maven, fordi balancen mellem den brutale hårdhed og sejrene imod alle odds er skævvredet.
I samme boldgade skurrer en transfobisk kommentar i den indledende kampscene.
Og forholdet til Manny (Danny Boyd Jr.) er derudover en too good to be true-historie. Da Jacqueline modtager ham, er han som følge af et traume stoppet med at tale. Men de to har en naturlig kemi, og Jacqueline bliver hurtigt drengens nye tryghedsperson, ligesom hun øjeblikkeligt har et stærkt moderinstinkt – hvilket får én til at tænke over, hvorfor hun dog forlod ham i første omgang? Det spørgsmål bliver aldrig besvaret.
Alt omkring Manny er dækket af et tykt lag patos, som ofte tipper over, så det bliver svært at tage alvorligt. Som når mor og søn kommer forbi en højttaler foran deres lokale kiosk, der spiller Grover Washington Jr.’s ’Just the two of us’, og de to synker sammen foran bygningen, side om side, med tårer trillende ned ad kinderne.
Den stærkeste komponent i filmen er Buddhakhan og den ømme relation mellem hende og Jackie. Når Buddhakhan lærer Manny en metode til at tackle sin angst, køber jeg det. Og jeg køber også båndet, der opstår mellem kvinderne, som ser versioner af sig selv i hinanden.
Træningsmontagerne, der leder frem til den store finale, hvor Jackie Justice skal gøre comeback i en stort opslået kamp mod mesteren Lady Killer, er også underholdende. Her glemmer man alt det tunge, og i stedet er det de overlegne fysiske præstationer, der er i fokus.
Kort sagt:
Halle Berrys instruktørdebut ’Bruised’ bæres af stærke skuespilpræstationer og underholdende kampscener, men formår ikke at balancere det brutale og det fantastiske.