Misforstået mesterværk: Sofia Coppolas film om Paris Hilton-tyve blev urimeligt underkendt ved premieren

Over juleferien ser vi nærmere på de underkendte filmmesterværker, som ikke ved premieren fik den anerkendelse, de fortjener. I dag skriver Freja Dam om ’The Bling Ring’, hvor en flok unge, der begår indbrud hos kendisser som Paris Hilton og Orlando Bloom. Den er hyppigt blevet stemplet som ’Lost in Translation’-instruktør Sofia Coppolas mest overfladiske film. Men faktisk er overfladiskheden med til at gøre den mesterlig.
Misforstået mesterværk: Sofia Coppolas film om Paris Hilton-tyve blev urimeligt underkendt ved premieren
'The Bling Ring' (Foto: PR)

MISFORSTÅEDE MESTERVÆRKER. »Jeg tror på karma«, siger Emma Watson i Sofia Coppolas ‘The Bling Ring’ i rollen som den selvbevidste teenageforbryder og wannabe-realitystjerne Nicki Moore, der iført store glamourøse solbriller bader sig i kameraernes blitzlys uden for retten, hvor hun bliver dømt til et års fængsel for groft indbrud.

»Jeg tror, det skete, fordi jeg skulle lære noget vigtigt, så jeg kunne udvikle mig som et spirituelt menneske. Jeg vil lede en stor velgørenhedsorganisation. Jeg vil lede et helt land en skønne dag«.

Nickis manglende selvindsigt og situationsfornemmelse er på kanten til det utroværdige, men er løftet direkte fra filmens forlæg, Nancy Jo Sales Vanity Fair-artikel ‘The Suspects Wore Louboutins’ fra 2010. Og efter at USA rent faktisk har valgt en realitystjerne som præsident, virker udsagnet mere som en mørk forudsigelse end en absurditet, man bare kan grine af. 

‘The Bling Ring’ fik blandede anmeldelser ved premieren på Cannes-festivalen i 2013 og bliver ofte udnævnt til Sofia Coppolas svageste og mest overfladiske film – hendes første skuffelse efter ‘The Virgin Suicides’ (1999), ‘Lost in Translation’ (2003), ‘Marie Antoinette’ (2006) og ‘Somewhere’ (2010), der etablerede hende som en af tidens højst priste amerikanske auteurs. 

‘The Bling Ring’ (Foto: PR)

‘The Bling Ring’ var første skridt ned ad bakken for Coppola, lyder konsensusfortællingen blandt kritikere, der heller ikke har været synderligt imponerede over instruktørens efterfølgende film. For meget af det samme, lyder kritikken af Coppolas kredsen om far-datter-forhold, berømmelseskulturens tomhed og unge priviligerede kvinders følelse af isolation. 

Hvortil jeg vil indvende, at det at udforske de samme temaer på forskellige måder netop er definitionen på en auteur. Jeg har aldrig hørt nogen klandre Hitchcock for at lave for mange psykoanalytiske film om mord. 

Ligesom det er uklogt at slå narcissistiske, amoralske og berømmelseshungrende typer som Nicki (der i virkeligheden hedder Alexis Neiers) hen, vil jeg argumentere for, at man heller ikke skal underkende ‘The Bling Ring’ – både som satirisk, advarende og moralsk tvetydigt symptom på sin tid og som et essentielt og helstøbt værk i tråd med Coppolas øvrige oevre.

Plyndrer Paris Hilton og Orlando Bloom

Mellem 2008 og 2009 brød en gruppe velhavende teenagere i det sydlige Californien ind i en række stjerners Hollywood-hjem og stoppede kufferter med designertøj, sko, ure, tasker og kontanter. I alt stjal de for tre millioner dollars luksusvarer og blev dømt til op mod fire år i fængsel. Banden blev kendt som The Bling Ring, og det blev også titlen på Sofia Coppolas filmatisering af begivenhederne.

Her møder vi den usikre gymnasieelev Marc (Israel Broussard) – Coppola har ændret hovedpersonernes navne for ikke at bidrage yderligere til deres berømmelse – der bliver lykkelig over at få en ven, Rebecca (Katie Chang), på sin nye skole. 

De bonder over deres fælles interesse for mode, hun tager ham med til fester og lærer ham snart op som tyv. De går hurtigt fra at tømme parkerede biler til at begå indbrud hos en bekendt og endelig til at bryde ind hos Paris Hilton, mens hun fester i Las Vegas. 

‘The Bling Ring’ (Foto: PR)

Det bliver strategien for banden, som de udvider med vennerne Nicki, Sam (Taissa Farmiga) og Chloe (Claire Julien): At følge med på sociale medier og sladdersites og slå til, når kendisser som Hilton, Rachel Bilson, Lindsay Lohan og Orlando Bloom er ude af byen. De er udspekulerede, men også dumme nok til at prale af deres dåder i byen og poste billeder af deres nye lækre outfits på Facebook.

‘The Bling Ring’ blev kritiseret for at være overfladisk, banal, repetitiv, amoralsk og smuk, men tom. Det er der en vis sandhed i, men efter min mening gør de karaktertræk netop filmen til et mesterværk. Filmens dramaturgiske flade form, distancerede skildring af karaktererne stort set uden nærbilleder og mimende realitygenren med indsatte interviewbidder skaber en tvetydig kontrast til filmens forførende æstetik, der trækker publikum ind i historien. 

‘The Bling Ring’ er langt fra overfladisk – den skildrer en overfladisk kultur, der handler om æstetik, og som Coppola derfor skildrer gennem æstetik. 

Langt fra Robin Hood

I de lange, dvælende, lækkert filmede indbrudsscener, hvor de unge dåner over berømthedernes overdådige skosamlinger og dyre smykker, kan man som seer ikke lade være med at føle en rem af huden. De fleste af os kender både til materialistisk begær, misundelse, forfængelighed og fantasien om at iklæde sig en ny identitet. 

De voyeuristiske, luksussvælgende og bling-bling-elskende scener får i hvert fald mig til både at blive forført af den overvældende mængde smukke ting – ligesom at læse et modeblad – og let forarget over dekadencen. Vil Paris Hilton overhovedet opdage, at der mangler en enkelt Birkin-taske? (Nej, ikke i første omgang.) Og beder hun ikke selv ude om det, når hun lægger nøglen til hoveddøren under dørmåtten?

At Paris Hilton storsindet har givet Coppola lov til at filme i sit ret vilde, kitchede hjem forstærker den voyeuristiske wow-følelse.

Der er dog langt fra tale om en Robin Hood-fortælling. Teenagerne er ikke forarmede, men kommer fra priviligerede hjem. Deres tyverier er utryk for en grådig mere vil have mere-mentalitet og en følelse af berettigelse til at tage, hvad de vil have, tilsyneladende uden dårlig samvittighed eller den store refleksion. Kun medløberen Marc udtrykker anger og angst for at blive opdaget, men siger i interviewet, at vennerne slet ikke diskuterede, hvorfor de røvede. 

‘The Bling Ring’ (Foto: PR)

Svaret handler ikke kun om tøj, selvom fremtoning spiller en vital rolle i de unges jagt på berømmelse og status. Det er først og fremmest de kendtes livsstil, de begærer. I en sigende scene står Rebecca foran sit store idol Lindsay Lohans spejl og sprayer sig henført med hendes parfume. Det er aldrig nok for Rebecca at stjæle de kendtes ting. Hun vil nyde oplevelsen, indhalere deres hjem, feste i Paris Hiltons klubrum og i det hele taget lege, at hun bor der for en stund. 

Da Rebecca bliver afhørt af politiet, er hun mere optaget af Lindsay Lohans reaktion end sin egen situation. »What did Lindsay say?« spørger hun åndeløst, da betjenten siger, at han har talt med alle ofrene.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at gruppen primært er optaget af realitystjerner og socialite-typer, der er kendt for at være kendte. Og når det drejer sig om skuespillere, er det stjernernes kendisstatus og garderobe, de er fans af, ikke deres skuespiltalent eller filmroller.  

Et skarpt portræt af tiden

Filmen slutter med en satirisk løftet pegefinger i form af Nickis reklame for sit website i et talkshow: Hun har intet lært og benytter sin kriminelle berømmelse til at promovere sig selv. 

Lige så sigende for de manglende konsekvenser og selverkendelse for de priviligerede unge er en scene, hvor Chloe kører vennerne hjem fra byen med M.I.A.’s ‘Bad Girls’ på anlægget, som de synger med på, indtil hun banker ind i en anden bil. Næste dag griner hun i skolegården af, at politiet slet ikke fattede, at hun kunne køre bil med sin promile. 

Men selvom man ikke er i tvivl om Coppolas morale, og hun ikke udviser megen sympati for de unge brats, er hun heller ikke strengt fordømmende. Ved at skildre berømthedernes huse, ting og liv i et forførende lys lykkes hun, i hvert fald i momenter, med at få os til at leve os ind i, hvordan det føles at være så indhyllet i en materialistisk popkultur, at man vil gøre hvad som helst for at blive del af den.

En forklaring på de unges moralske korruption er det massive svigt, de oplever derhjemme. Særligt Nicki og Sams mor (Leslie Mann), der står for filmens største comic relief, udøver tvivlsomt forældreskab. 

»Piger, det er tid til jeres Adderall«, råber hun om morgenen, inden hun får dem til at bede fællesbøn og hjemmeunderviser dem efter den kristne selvhjælpsbog ‘The Secret’. Én undervisningstime går ud på at lave et vision board af Angelina Jolie og tale om, hvad de beundrer hende for. Moren opmuntrer pigerne til at gå sent ud på skoleaftenener, hvis de kan feste med »kontakter« i underholdningsbranchen og spørger generelt ikke, hvad de laver. 

Emma Watson i ‘The Bling Ring’ (Foto: PR)

Teenagerne suger popmediernes ideologi til sig, fordi de tydeligvis ikke blevet fyldt op af fornuftige værdier. Det er Coppola kritisk over for, men er samtidig også forstående for, at det bare er unge mennesker, der afprøver andres identitet i den famlende jagt på deres egen. 

I den forstand indskriver filmen sig i Coppolas kontinuerlige undersøgelse af unge usikre kvinder, der føler en eksistentiel tomhed i et kvælende miljø og eksperimenterer med at finde deres plads i verden: Søstrene i ‘The Virgin Suicides’, Charlotte i ‘Lost in Translation’, ‘Marie Antoinette’ og eleverne i ‘The Beguiled’. Ligesom hun også har skildret rige karakterers ennui og kendiskulturens fremmedgjorthed i ‘Lost in Translation’, ‘Marie Antoinette’ og ‘Somewhere’. 

‘The Bling Ring’ er et skarpt portræt af sin tid, hvor man postede festselfies på Facebook, fulgte med i ‘The Hills’ og i Lindsay Lohans deroute, og hvor hele SoMe- kendis- og realityhysteriet eksalerede. 

En desværre langlivet tendens, der i dag får filmen til at virke profetisk.

‘The Bling Ring’ kan ses på Filmstriben.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af