Christian Tafdrups horrorthriller ’Speak No Evil’ havde for en uges tid siden premiere på årets prestigefulde Sundance Film Festival, hvor den fik en utroligt flot modtagelse (du kan se den ved Soundvenues forpremiere den 7. marts).
Nu er festivalen, der ofte søsætter karrieren for nye stortalenter og katapulterer film ind i Oscar-snakken, så slut, og i konklusionerne fra årets høst står Tafdrups film også stærkt.
Både L.A. Times, Indiewire og Rolling Stone hylder filmen som en af de største oplevelser på festivalen. ‘Speak No Evil’ følger parret Bjørn og Louise som bliver inviteret til Holland af en familie, de har mødt på en sommerferie. For hvad er det værste, der kan ske …?
Sundance-festivalens store vinder blev dog en anden horrorfilm, Nikyatu Jusus spillefilmdebut ’Nanny’, som handler om en senegalesisk flygtning, der arbejder som barnepige for en privilegeret familie i New York, mens hendes egen søn stadig er i Senegal.
’Nanny’ vandt Juryens hovedpris og blev i begrundelsen kaldt »visuelt betagende, mesterligt spillet og upåklageligt designet fra lyd til visual effects«. Det er første gang, at en sort kvindelig instruktør vinder den prestigefulde pris.
Også en tredje horrorfilm kom ud af festivalen med hype: ’Resurrection’, hvori Rebecca Hall terroriseres af Tim Roth i en filmisk undersøgelse af traumer ved hjælp af klassiske gysertroper.
Den måske mest omdiskuterede instruktør på årets festival var Lena Dunham, som er tilbage med sit første store personlige projekt siden ‘Girls’, ’Sharp Stick’, en meget grafisk, seksuel coming of age-film. Flere anmeldere kritiserer filmen, mens blandt andre The Hollywood Reporter forsvarer den.
Højt på mange must see-lister efter festivalen er den blot 24-årige Cooper Raiffs anden film, ’Cha Cha Real Smooth’, som vandt publikumsprisen. Raiff har skrevet, instrueret og spiller selv hovedrollen som den nyuddannede Andrew, som uden et mål i livet støder sammen med den syv år ældre singlemor Domino (Dakota Johnson).
Der var også et stærkt felt af dokumentarer på årets Sundance, heriblandt ’Fire of Love’ om vulkanologparret Katia og Maurice Krafft, som begge blev dræbt af en vulkan i 1991. Vinderen af juryprisen blev ’The Exiles’ om dokumentaristen Christine Choy, der finder tre overlevende fra Tiananman Square-massakren i eksil.
Meget opmærksomhed fik også dokumentarserien om Kanye West, ’Jeen-yuhs: A Kanye Trilogy’, der har nedkogt næsten 400 timers privatoptagelser startende fra tiden, før han udgav sit første album, og som viser superstjernens vej til succes. I seriens tredje afsnit vender man tilbage til West, efter han er blevet en af verdens største musikere. Serien har premiere på Netflix den 16. februar.
’We Need to Talk About Cosby’ dokumenterer Bill Cosbys modsatte rejse, fra en af de mest succesfulde komikere til afsløringen af hans misbrug af mere end 60 kvinder. Instruktør W. Kamau Bell interviewer en lang række komikere, som konfronteres med klip af Cosby og deres reaktion set i nutidens klare skær.
Vinderen af publikumsprisen for bedste udenlandske dokumentar var en danske koproduktion med USA og Brasilien, ‘The Territory’, der handler om Uru-eu-wau-wau-folket og deres kamp om at forsvare deres territorium i Amazonas fra skovrydning.