’Derek DelGaudio’s In & Of Itself’: Her er showet, alle trylleskeptikere bør se

’Derek DelGaudio’s In & Of Itself’: Her er showet, alle trylleskeptikere bør se
'Derek DelGaudio’s In & Of Itself'. (Foto: Disney+)

Der er generelt få ting, jeg har mindre lyst til, end at se og høre på folk, der er gode til korttricks.

Men illusionisten Derek DelGaudio der står bag ‘In & Of Itself’ på Disney+, bryder fra start til slut alle gængse fordomme og forventninger om tryllekunst og tryllekunstnere. Han er kendt som tryllekunstneren, der vil kortslutte kunstformen og har optrådt med sceneshowet, der vender virkeligheden på hovedet over 500 gange, hvilket dokumentaren er et udførligt sammenklip af.

For nok har trylleri hos de fleste en komisk kitsch-status i underholdningshierarkiet forbeholdt superfjollede seriekarakterer som ‘Modern Familys’ Phil Dunphy eller Las Vegas’ überunderholdningskultur. Og man tænker da også sit, da DelGaudio som en anden sushikok fortæller om, at det tager otte år at tillære sig det rigtige greb på et sæt kort.

Men selvom den tekniske kerne af DelGaudios trylleshow er spillekort som ekstremsport, er der ingen glittede kåber eller påtaget magi. Han stiller sig beskedent og næsten undskyldende på scenen, som selverklæret upålidelig fortæller og formår alligevel at få publikums øjenbryn til at løfte sig, mens deres kæber falder.

Det er svært decideret at forklare, hvad ‘In & Of Itself’ handler om. For det er en lige dele anstrengt og fascinerende kombination af personlig monolog, trylleri, en TED-talk om identitet og et udførligt teaterstykke med en grad af publikumsinddragelse, der hører til i de fleste menneskers værste mareridt.

Og det er umuligt at forklare, hvordan DelGaudio bærer sig ad med det. Om det er i den gode eller bedrageriske sags tjeneste. Men man kan godt tillade sig at forvente adskillige WTF-momenter, såvel som en finale der ikke er til at tage øjnene fra.

Kulissen er simpel nok ved første øjekast. DelGaudio udfolder sin monolog med seks kvadratiske opsatser som omdrejningspunkt, der hver især bliver fortællingens lignelser. Hovedelementet er en anekdote om en mand, der bliver opslugt af at spille russisk roulette, en anden forestiller en guldmalet mursten og bliver anledning til DelGaudios personlige beretning om at vokse op med to mødre. En tredje rummer historien om, hvordan han lærte at blande kort og bruge sine evner som trickdealer ved pokerborde.

‘Derek DelGaudio’s In & Of Itself’. (Foto: Disney+)

Men udover en gennemgående fortælling fyldt med trylletricks tilfører DelGaudio setuppet et ekstra lag. Inden publikum sætter sig i salen vælger de nemlig et lille kort med en titelbeskrivelse: »I am…« efterfulgt af alt fra børnelæge til idiot, der bruges som showets egentlige hjerte.

Selvom dele af eksperimentet kan virke lidt banalt i sin pointe om identitet som »kasser vi putter hinanden i«, lykkes Delgaudio alligevel på utrolig vis med at sammenflette følelser og effekt som kort, der blandes i en bro.

Med en teknisk snilde, man som ikke-tryllekunstner ikke engang kan overskue at finde hoved og hale i, forvandler han ikke scenerummet til et chokkammer, men en både følsom og filosofisk fortælling, hvor man aldrig helt får skovlen under, hvad fanden der foregår.

Missionen om, at tryllekunstneren med sin ’magi’ vil afsøge, hvad der former grænsen mellem virkelighed og fiktion med udmeldinger som »we’re all unreliable narrators in each others stories« bliver til gengæld følelsesmanipulerende med den modsatte effekt.

Det er tankevækkende, at det filosofiske element er sværere at sluge, end når DelGaudio ud af det blå forvandler tredimensionelle objekter til flade plakater.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Rent visuelt er showet akkurat så underspillet og beskedent gengivet som dets fysiske opsætning, hvor DelGaudios vilde egenskaber får lov til at stå i fuld kontrast til de relativt simple rekvisitter. ‘In & Of Itself’ er langt henad vejen bare filmet teater. Om man bliver følelsesmæssigt inddraget eller ej, er det vildt, hvordan man fornemmer rummets stemningsbølger af overraskelse og forundring.

Alt det har instruktør af både sceneshowet og dokumentaren ‘In & Of Itself’, Frank Oz, forhenværende Muppeteer og stemmen bag Master Yoda, formået at videregive på uprangende, men ægte vis, så man til tider føler sig så tæt på det, der udspiller sig i rummet, at man ikke kan andet end at ærgre sig over, at man ikke rent faktisk sidder i det.

I 2021 har Bo Burnhams ‘Inside’ vist vejen for, hvordan alternative former kan fascinere i en overstimuleret underholdningstidsalder, hvor man ofte føler, man har hørt eller set det hele før.

Derfor er det interessant at opleve en størrelse som ‘In & Of Itself’, der på godt og ondt er komplet anderledes – og gennemført interesseret i at sætte tanker i gang hos sin seer.


Kort sagt:
Et nyt år og en ny hybridform: filosofisk tryllemonolog. ‘In & Of Itself’ er en stor og anderledes oplevelse, der trods en faretruende floskelrigdom med netop sit fascinerende trylleri kan vride armen om på den værste skeptiker.

’Derek DelGaudio’s In & Of Itself’. Dokumentar. Instruktion: Frank Oz. Medvirkende: Derek DelGaudio. Spilletid: 90 min. Premiere: 31. december 2021 på Disney+.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af