Man behøvede blot cykle en tur gennem indre København et par tilfældige dage i løbet af 2021, før det stod klart, at Danmark er kampplads for en hidtil uset bejlen om danskernes hårdt opsparede streamingkroner.
På de kæmpestore bannerpladser ved blandt andet Rådhuspladsen og Nørreport, hvor Hollywoods største blockbusters typisk har tronet, var det nu ’Kastanjemanden’, ’Kamikaze’, ’Hawkeye’ og ’Wheel of Time’, der blev stillet til skue som de store streamingtjenesters mest delikate lokkemad.
Giganterne fra Hollywood og Silicon Valley kæmper indædt for at sikre sig, at netop deres tjeneste bliver fast inventar på vores fladskærme og telefoner, mens de lokale tjenester gør deres bedste for ikke at blive kørt agterud.
2021 var året, hvor HBO Max blev lanceret, Disney+ prøvede at bevise, at de ikke kun var for familierne, og Netflix måtte forsvare positionen som streamingjunglens alfahan, mens nye tjenester meldte sig på banen, dugfriske alliancer blev indgået, og film til mange hundrede millioner kroner blev smidt på streaming før, samtidig med eller kort efter biografpremieren. Det var med andre ord det mest definerende og intense år på det danske streamingmarked hidtil.
Og hvilke tjenester kom så bedst ud på den anden side? Hvor får man mest for pengene?
Sidste år ved samme tid vurderede jeg de otte største tjenester ud fra parametrene bredde, kvalitet og fremtidsudsigter. I år vurderer jeg på en skala fra minus 5 til plus 5, hvordan tjenesternes styrke har udviklet sig i Danmark siden sidste år. Står de ringere end sidste år (minus), det samme sted (0) eller bedre (plus)?
Jeg skal bemærke, at jeg i mine vurderinger primært lægger vægt på indholdet af tjenesterne og mindre på det forretningsmæssige perspektiv, der handler om bundlinje og antal af abonnenter – dels fordi det er tal, som tjenesterne er notorisk nærige med at lægge frem, dels fordi jeg hellere vil fokusere på, hvor vores abonnementskroner som forbrugere er bedst givet ud.
Og lad os så komme i gang. Vi lægger ud med den nye pige i klassen:
HBO Max
Okay, her starter jeg så alligevel med et forretningsmæssigt perspektiv, for da Warner Media indtog Danmark med deres streamingtjeneste HBO Max – som afløste HBO Nordic – begik de en markedsføringsmæssig genistreg: Alle nye brugere ville få abonnementet til halv pris. For altid.
Det pissede ganske vist eksisterende kunder af, men det har utvivlsomt været det hele værd. Tag min anekdotiske bevisførelse for gode varer: Jeg har dårligt mødt et menneske, som ikke benyttede sig af tilbuddet (inklusive eksisterende HBO Nordic-kunder, der alligevel fandt en vej).
På den måde kom Max tordnende ud af starthullerne med det lange spil for øje: For hvem tør sige abonnementet op og dermed miste livstidsfordelen for … altid?
Men var der så noget at komme efter for de mange nytilkommere? Og var HBO Max det kvantespring fra HBO Nordic, som vi havde drømt om?
Med HBO-serier på tre ud af de første fire pladser på vores liste over årets bedste, er det svært at stille sig rigtigt utilfreds. Og med ’Kamikaze’ kom tjenesten dristigt ud af starthullerne med de danske originalproduktioner, om end den top 20, der figurerer på tjenesten, måske antyder, at den danske debut ikke er blevet et hit i ’Kastanjemanden’-proportioner.
At HBO fortsat kan levere serier af høj kvalitet, er hermed bekræftet, men Max’ helt store force – og forskel fra Nordic – er uvægerligt de dugfriske storfilm, der efter blot 45 dage i biografen både i år og fremover vil være tilgængelig på tjenesten. Nåede du ikke ’Dune’ eller ’The Suicide Squad’ i biffen? De er der nu. Oscar-kandidaten ’King Richard’? Den er der om få dage. Den ekstremt ventede ’The Batman’ med Robert Pattinson eller ’Fantastiske skabninger’ med Mads Mikkelsen næste år? Vent blot halvanden måned efter biografpremieren.
Apropos Harry Potter rammer den ventede reunion tjenesten 1. januar og vil uundgåeligt tilrane sig opmærksomhed og seere i massevis.
I den negative afdeling har kvaliteten af de første HBO Max Originals været stærkt svingende, fra gode takter i ’Hacks’, ’Starstruck’ og ’Station Eleven’ til absolut middelmådighed i ’Made for Love’, ’Gossip Girl’-rebootet og ’And Just Like That’. Det er også fortsat et brandmæssigt clusterfuck, at ingen længere kan finde ud af, hvad der kommer fra den traditionelle feinschmecker-enhed hos HBO.
Og så har brugerfladen helt ærligt heller ikke fået det løft, man havde kunnet forestille sig – der er i hvert fald stadig et stykke vej til Netflix’ altid intuitive design og algoritmestyrede brugerstyring.
Men bottom line: HBO Max holder hos i et jerngreb, og selvom det står lysende klart ud fra de først måneder med tjenesten, at de ikke vil være i stand til at fodre streamingsulten med lige godt nyt indhold hver eneste uge, virker det åbenlyst, at de med tilpas mellemrum vil komme med så overbevisende eller interessante titler, at man ikke kommer til at fortryde det selvpålagte livslange stavnsbånd.
Styrke siden 2020 (hvor det var HBO Nordic): +5
Netflix
Nogle vil nok få kaffen galt i halsen over, at jeg har givet Netflix minus i styrke siden 2020. Det er trods alt verdens førende streamingtjeneste, og også i Danmark er der jo stadig ingen over og ingen ved siden af.
Men: Det var også i år, at jeg for første gang mærkede reelle svaghedstegn hos Reed Hasting og Ted Sarandos supertanker. I august spurgte jeg lidt småprovokerende, om tjenesten mon var gået i dvale, da det over sommeren nærmest var umuligt at finde noget nyt at se af en vis kvalitet, og desværre bliver det tiltagende tydeligt, at Netflix-strategien går mere og mere i retning af generisk mainstreamindhold, både på film og seriefronten:
At man bruger en milliard kroner på en ligegyldighed som ’Red Notice’, der ikke engang ligner, at den er lavet på et budget værd at tale om, er alarmerende.
Netflix har brug for de helt brede masser for at opretholde førerpositionen, på et tidspunkt hvor blandt andet det nordamerikanske marked nærmest er udtømt, og jeg kan ikke afvise, at strategien er fornuftigt for forretningen, men det er også en kende desillusionerende for den kvalitetsbevidste forbruger. Det har aldrig været mere åbenlyst end nu, at Netflix er et varehus og ikke en specialforretning, mens det samtidig er et stigende problem for dem, at de ikke ejer elskede globale franchises på linje med de gamle mediehuse som Warner og Disney.
Det betyder selvfølgelig ikke, at Netflix failede 2021 på alle parametre. Vi må til stadighed tippe på hatten for deres villighed til at købe aflad med gå ind i (Oscar-bejlende) auteurfilm som ’The Power of the Dog’ og ’The Hand of God’. Men først og fremmest var lyspunktet deres stigende evne til at gøre lokale originalproduktioner til verdensomspændende fænomener. En hel klode talte om ’Lupin’ og ’Squid Game’, og hvad end man så mener om de to serier, er det en positiv udvikling, at Netflix gør film- og serieverdenen større som modvægt til populærkulturens amerikanerdominans.
Hvor Netflix hidtil har været en stensikker baseline for alle streamingorienterede danskere, kan jeg dog for første gang godt se for mig, at mange forbrugere vil lade tjenesten ryge i rotation på linje med de øvrige tjenester, hvor man melder sit abonnement til og fra, afhængigt af hvilken serie alle taler om for tiden.
Når man starter på toppen, er der selvfølgelig også dybere at falde, og derfor:
Styrke siden 2020: -2
Disney+
Det danske Disney+ kom svimlende flot ud over rampen i 2020, hvor ’The Mandalorian’ plus det familievenlige guldarkiv var nok til at gøre streamingtjenesten til indflytningsklar roommate i mange danskeres hjem. Men kunne tjenesten så stå distancen, efter nyhedens interesse var fordampet?
I store træk er svaret ja. Dels leverede Disney+ varen på deres kerneindhold i form af en række Marvel-serier fra ’WandaVision’ til ’Loki’ og ’The Falcon and the Winter Soldier’, der pludselig tog teten som det mest innovative superhelteindhold fra de store biograffilm, og som formåede at tage chancer og forblive tro mod basen på én og samme tid.
Og dels handlede Disney målrettet for at udligne deres indlysende svaghed – ikke-familievenligt indhold – med tilføjelsen af underbrandet Star, der lever godt af film og serier fra henholdsvis kvalitetsbevidste Searchlight og FX. Dermed var højdepunkter som ’Nomadland’ og ’Reservation Dogs’ pludselig Disney+-titler, en klar gevinst for tjenesten, om end Star-udvidelsen ikke helt kvæler fornemmelsen af, at der indimellem tilføjes lovlig få nye, bare nogenlunde interessante titler.
At Disney+ kørte en ujævn serie som ’Dopesick’ frem med bulder og brag herhjemme, siger måske også noget om en mangel af bedre, mens det til gengæld var imponerende, hvor stort et hit ’Only Murders in the Building’ blev også på dansk grund takket være en massiv Disney+-kampagne.
Globalt har de seneste abonnementstal skuffet en smule, og det skal blive spændende at se, hvor længe der går, før alle er så mætte af Marvel- og Star Wars-serier (’The Book of Boba Fett’ er lige landet), at de ikke længere er naturgivne massetilløbsstykker.
Lige nu er Disney+ lidt ligesom den flegmatiske brasilianske fodboldspiller Neymar: Han stempler ind lidt for sjældent, men når han gør, så rykker det altså også.
Styrke siden 2020: +3
Amazon Prime Video
Amazon Prime Videos indtog i Danmark føles lidt som Julius Cæsars hær, der har stået og raslet faretruende med sablerne ved grænsen til Gallien i to-tre vintre, så man til sidst begynder at tvivle på, om de overhovedet har tænkt sig at gøre alvor af truslerne.
Ganske vist var Prime Video også i 2021 en udmærket tjeneste, der lokkede med alt fra storstilet fantasy i ’Wheel of Time’ til prestigeserier som ’The Underground Railroad’ og ’Nine Perfect Strangers’. Og som i år tilmed markerede sig i den pandemiforstærkede tendens med premierefilm direkte på streaming i form af blandt andet ’Borat Subsequent Movie Film’, ’The Tomorrow War’ og ’Being the Ricardos’.
Men i forhold til at Amazon har så mange penge, at de kunne købe den samlede danske filmbranche i en håndevending, fremstår DK-udgaven af Prime Video bare stadig en smule perifer –som om vi stadig venter på det egentlige indtog.
Alt tyder dog på, at 2022 bliver året, hvor Cæsars hær rykker ind. Den 2. september får Amazons milliarddyre ’Ringenes herre’-satsning nemlig premiere, og alt er linet op for, at det bliver afsættet for Prime Videos reelle erobring af det danske streamingmarked.
Man kan også vende det om: Lykkes Amazon Prime Video ikke med at erobre gallernes danskernes hjerter her, sker det nok aldrig.
Styrke siden 2020: +1
Apple TV+
Den gode nyhed er, at Apple TV+ i 2021 præsenterede en god række tillokkende titler af fin kvalitet: ’The Shrink Next Door’, ’Mythic Quest’, ’Foundation’, ’Ted Lasso’ sæson 2 og lige rundt om hjørnet Joel Coens ’The Tragedy of Macbeth’.
Den dårlige nyhed er, at det ikke virker, som om voldsomt mange har opdaget det. Ja faktisk er mit gæt, at rigtigt mange har et abonnement gennem deres køb af et Apple-produkt, uden at de selv er klar over det.
Det er endnu også en tand uklart, hvad Apples ambitioner er på streamingområdet. På den ene side signalerer deres finansiering af kommende prestigeprojekter som Martin Scorseses film ’Killers of the Flower Moon’ og Alphonso Cuaróns serie ’Disclaimer’, at de vil bide skeer med de største. På den anden side har man stadig en fornemmelse af, at tjenesten mest er et lille tandhjul i det store urværk, Apple gerne vil trække deres brugere ind i.
Apple TV+ har lige nu – hvis man skal være lidt hård – en aura af at være den streamingtjeneste, hvor de gode serier går hen for at dø. Og trods de lovende takter på indholdssiden var 2021, også i lyset af den akutte konkurrencesituation, et skridt ned ad bakke for techgigantens danske streamingtilbud.
Styrke siden 2020: -2
Viaplay
Der er nærmest ikke gået en uge af 2021, hvor Viaplay ikke har løftet sløret for planerne om en ny skandinavisk originalserie eller -film, og man får indtryk af en tjeneste, der er villig til at kaste betragtelige ressourcer efter det unikke indhold, som er alfa omega i nutidens streamingverden.
Foreløbigt har originalserierne, hvoraf flere som ‘Pørni’ og ‘Threesome’ har været vellykkede, nok skabt større aftryk hos vores nordiske søsterfolk end her til lands. Det danske output har været begrænset, og med ’Friheden’ og ’Forhøret’ som højdepunkter har kvaliteten tillige været svingende.
Vi venter derfor spændt på at se, om Viaplay faktisk kan tiltrække abonnenter med deres egenproducerede fiktion, og måske skal vi ikke vente længere end til næste år, hvor Lars von Triers ’Riget Exodus’ får premiere på platformen.
Men lige nu er egenproduktionerne mest fryns for folk, der er tjekket ind af andre årsager, først og fremmest: Fodbold. Premier League- og Champions League-rettighederne er fortsat Viaplays bankende hjerte i tilgift til en lang række andre store sportsrettigheder, og så længe de sidder på dem – og topper op med lidt populær reality og et fornuftigt filmudbud af relativt nye titler – står de stærkt.
I den forstand har Viaplay ikke rykket sig gevaldigt siden min vurdering sidste år. Men i en barskere konkurrencesituation er det heller ikke det værste.
Styrke siden 2020: 0
TV 2 Play
På indholdsfronten er der ikke voldsomt meget nyt under solen for TV 2 Play, og jeg kan gentage mine ord fra sidste års vurdering:
»At holde TV 2 Play op over for eksempelvis Netflix kan virke som at sammenligne klejner med brun sovs, og det er nok i virkeligheden TV 2-streamingtjenestens største styrke: Den leverer noget andet end alle andre bejlere med dets blanding af TV 2’s kendte magasinprogrammer, aktualitetsstof og underholdningsshows fra Zulu- til Charlie- og reality-segmentet«.
Derefter slog jeg så fast, hvor stærkt TV 2-brandet stadig stod i den danske befolkning, men det skudsmål trænger til gengæld til en opdatering. De talrige afsløringer af sexisme og krænkelser på stationen har – hvordan man end vender og drejer det – været et ansigtstab, der smitter af på den generelle opfattelse af kanalen, som altid har haft det folke-, hygge- og menneskelige i højsædet.
Det må således også indgå i en vurdering af TV 2 Play – om ikke andet for den uro i organisationen, det uundgåeligt har medført.
På indholdssiden har Play igen produceret udmærkede danske serier som ’Overleverne’, ligesom samarbejdet med Paramount+ giver mening, da det tilføjer et markant stærkere udbud af film og serier. På sigt vil det dog nok give mening, at man blot betaler en samlet (tvungen) abonnementspris for de Play og Paramount frem for at skulle lægge tillægsknaster for adgang til Paramount-indholdet.
Alt i alt har det været et hårdt år for TV 2, og da der på Play ikke har været tiltag eller programmer, som virkelig har flyttet tjenesten til et nyt niveau, er facit altså i minus.
Styrke siden 2020: -3
Discovery+
Om man kan lide deres programmer eller ej, er Discovery+ nok den streamingtjeneste med den skarpeste profil i Danmark.
Streamingplatformen for flowkanalerne Kanal 4, 5, 6 og 9 plus det løse er kongen af deres egen skarpskårne niche: Reality- og kendisindhold fra ’Stjerner i trøjen’ til ’Over Atlanten’, fra ’Ex on the Beach’ til ’Bendtner & Philline’ samt true crime om alt fra Emilie Meng til Britta Nielsen.
Det er flashy, frækt og slibrigt, og det er akkurat, hvad Discoverys kernemålgruppe efterspørger. Så pluspoint for det.
I år udvidede Discovery+ derudover porteføljen på to interessante fronter. De søsatte deres første fiktionsserier med ’Fars drenge’ og ’Fixer’, som ramte dna’et fint, idet de også var flashy, frække og slibrige, så også pluspoint for det. Og de fik en appelsin kastet i turbanen med den eksplosive TV 2/MeToo-dokumentar ’Sexisme bag skærmen’, der utvivlsomt har afstedkommet mange prøveabonnementer uden for tjenestens typiske brugerenklave. Mange pluspoint for det!
Også fremtiden er spændende for Discovery+. Godt nok har de lokalt mistet rettighederne til det danske fodboldlandshold til TV 2 (helt ærligt – rigtigt mange pluspoint for det), men en forestående international fusion med Warner Media (der står bag HBO Max) er til gengæld et tegn på, at Discovery kommer til at gøre sig gældende mange år frem.
Styrke siden 2020: +4
Paramount+
Der er ingen grund til at pakke det ind: Paramount+ har det svært i Danmark.
Ikke fordi indholdet på tjenesten, der blev lanceret i marts, er dårligt. Og heller ikke fordi der ikke er seriøse aktører bag – ejeren ViacomCBS er en af USA’s største medievirksomheder.
Men simpelthen fordi tjenesten kom meget sent ind i den danske streamingkrig, fordi de ikke kommer med nogen nævneværdig name recognition, og fordi de ikke besidder det ene massive flagskib, som alle bare må indløse abonnement for at tjekke ud, så de kan være med i den kollektive samtale.
Faktisk huser Paramount+ flere serier, som med stor sandsynlighed ville blive markante hits, hvis de sprang ud af mere velbesøgte platforme. ’Yellowjackets’ er nærmest essensen af binge-tv, Taylor Sheridans western ’Yellowstone’ er uden sammenligning den mest sete serie på flow-tv i USA i disse år, og ’American Rust’ havde slowburn-succes skrevet hen over sig.
’Dexter’s comeback og den hurtige premiere til ’A Quiet Place 2’ skabte fin interesse. Og vel vidende at tjenesten næppe kan forcere bjerget på egen hånd, har Paramount+ klogelig indgået et samarbejde med TV 2 Play, hvor kan man få tjenesten med for 40 kroner ekstra månedligt.
Om det er nok til at holde en streamingtjeneste kørende i det lange løb, skal blive spændende at se, men måske er det en Mission: Impossible, Ethan Hunt kan løse, når 7’eren i spionfilmserien rammer næste år, sandsynligvis med en hurtig eksklusiv premiere på Paramount+.
Da tjenesten blev lanceret i år, kan man ikke holde vurderingen op mod sidste år, så denne dom er snarere en vægtning af deres samlede aktuelle position i markedet.
Styrke: -3
C More
Hvis det er op ad bakke for selskabet med bjerglogoet, Paramount, er det danske streamingmarked det rene Mount Everest for C More. For hvad stiller en europæisk ejet tjeneste, der hverken har rettigheder til sport eller store franchises eller adgang til klodens bedste visuelle fortællere, op mod amerikanske giganter med tilsyneladende uudtømmelige pengebøger?
C More gør for så vidt det eneste rigtige, nemlig at satse mere og mere på det europæiske indhold, som giganterne netop ikke sidder på. En strategi, der i løbet af året blev underbygget af et nyt partnerskab med både streamingtjenesten Walter Presents, der sikrer rettighederne til særligt ikke-engelsksprogede krimiserier, og britiske BBC og ITV’s streamingtjeneste BritBox.
Overordnet set er der da også mange seværdigheder på tjenesten – indimellem tilmed en smaragd, som intet andet sted kan findes i streamingdybet, som den Emmy-storvindende komedieserie ’Schitt’s Creek’.
Det ændrer blot ikke på, at de fleste film og serier på C More også kan ses andre steder, og at der er for langt mellem snapsene i originalindholdet til, at man kan forestille sig, at særligt mange lige nu aktivt vælger C More til frem for Netflix, HBO Max eller Disney+. C More har hidtil overlevet på forskellige former for bundles – pakketilbud, parabolpakker o.l. – og sådan skal det nok også være i fremtiden.
Det unikke skandinaviske og europæiske indhold er med sikkerhed der, hvor C More kan skille sig ud, og i sig selv har tjenesten altså skærpet sin profil i løbet af året. Samtidig er landskabet omkring dem blot groet til af endnu mere dominerende træer, og til sammenligning går C More altså stadig ind i det nye år i bastant minus.
Styrke siden 2020: -4