‘Nine Perfect Strangers’: Nicole Kidman lyder som en russisk pornostjerne med mad i munden i stjernebesat serie
Det er svært at være menneske. Livet byder på smerte og skæbnesvangre krumspring.
Terapi er hårdt arbejde, for der er ingen snydekoder, selvom wellness-industrien gerne vil have os til at tro det.
Men fup og fakta når det gælder menneskelig heling, bliver udforsket i David E. Kelleys ‘Nine Perfect Strangers’ baseret på romanen af samme navn skrevet af ‘Big Little Lies’-forfatteren Liane Moriarty.
Ni mennesker indlogerer sig på Tranquillum House, et både hemmelighedsfuldt og hypet selvrealiseringsophold ledet af Nicole Kidmans hvidklædte gurutype Masha, der bevæbnet med mystiske smoothies og næsten overjordiske terapeutiske tricks vil revitalisere dem ud af dysfunktion på blot ti dyrt betalte dage.
Det ved vi som seere selvfølgelig godt ikke kan lade sig gøre. Men ulig sommerens temabeslægtede komedieseriefælle ‘The White Lotus’ har ‘Nine Perfect Strangers’ ikke helt bestemt sig for, om det kommer til at blive sjovt, sørgeligt eller skræmmende at se dem forsøge.
Melissa McCarthy er seriens absolutte gevinst som Frances. En på overfladen storskrydende romanceforfatter tynget af et nyligt kuldsejlet catfishing-forhold.
Selvom den uforløste romantiker som karakter er næsten urimeligt uoriginal, formår McCarthy at få os til at glemme det.
For selvom det er sjældent, at komediedronningen udforsker rollen som ulykkelig, er det virkelig værd at se på, når hun gør. Ved ankomsten kommer Frances hurtigt i karambolage med den vredesforstyrrede fallerede football-stjerne Tony (Bobby Canavale), og man skal ikke have snuset meget til netop romancegenren for at spekulere i tropen om fjender til elskere. Med stærk kemi er deres fumlede forhold blandt seriens mest interessante.
Hertil ankommer det unge og sprøde par Jessica og Ben i en skriggul Lamborghini. To såkalte highschool sweethearts der, som henholdsvis Instagram-influencer og lottomillionær, er kørt død i deres egen tidlige succes og rigdom.
Som i ‘The White Lotus’ checker hver eneste af seriens karakterer ind på Tranquillum House med løstsiddende temperamenter, der meget hurtigt sætter kog i dramatikken. Men ‘Nine Perfect Strangers’ har hverken samme humor eller satiriske bid.
Den store illusion beror på, hvorfor guruen Masha har udvalgt lige de ni som perfekte for hinandens helingsproces. Men alle ni skæbner er bestemt ikke lige velfungerende.
Regina Hall er hysterisk overspillende som den midaldrende kvinde Carmel, der under sin hyperbegejstrede overflade er som en tikkende bombe af al den dårligdom, hendes mand efterlod hende med til fordel for en yngre kvinde.
Luke Evans spiller den spydige Lars, der virker utroligt skeptisk indstillet over for stedets, indrømmet, lyssky metoder. Men hvorfor er han så kommet, og hvorfor nægter han at afgive sin mulighed for at kommunikere med omverdenen?
Michael Shannon er i sig selv dybt seværdig som den humanistiske highschool-lærer Napoleon, der er på ophold med sin kone og 20-årige datter. De er inviteret med til nedsat pris og skal bearbejde et familietraume. Men oven i alle de andre fortællinger bliver det meget at overskue hele deres tragedie.
I periferien af historien lurer Masha og hendes helsepersonale, hvis interne tillid og hippieprægede seksualforhold bliver sat gevaldigt på prøve, da intet går som smurt.
Vi når faktisk halvejs ind i første afsnit, før vi overhovedet får Nicole Kidman som den store hvide healer-enhjørning at se. Og generelt fungerer serien bedst, når hun ikke er med.
For akkurat som resten af karaktergalleriet, der trods gode skuespilpræstationer føles som en royal flush i stereotype terapipatienter, er Masha en omvandrende kliché. Og enten lader man sig betage eller irritere.
Selvom det er rart at se Kidman slå sig løs som andet end den velkendte, mildt varierende rolle som livslammet rigmandsfrue, vi har set i henholdsvis ‘Big Little Lies’ og ‘The Undoing’, er præstationen slaplinet på den dårlige måde. Hvilket en plat overmystificerende russisk accent, som får Kidman til at lyde som en pornostjerne med mad i munden, formentlig bærer en stor del af ansvaret for.
Samtidig tror ‘Nine Perfect Strangers’, at den rummer større dybde, end den egentlig gør.
Med den måde den gerne vil agere sandsigerske om moderne sekteriske fællesskaber (fra NXIVM til mikrodosering), føles den bare aldrig rigtig skarp. For seriens tone er gennemgående ubeslutsom. Det ene øjeblik er den satirisk, det næste rigmandsthriller a la ‘Big Little Lies’, mens den samtidig tit ligner en gyserfilm.
Med ‘The Undoing’ skabte David E. Kelley forårets watercooler-hit. Ikke med opfindsomhed eller originalitet, men med et dramaturgisk pyramidespil, der har karakteriseret dårlige serier gennem tv-historien.
Og det er samme teknik, der er på spil i ‘Nine Perfect Strangers’. For den måde, fortællingerne er skåret på, gør, at man som seer er tvangsindlagt til at se det hele, hvis man ikke vil snydes for den store afsluttende afmaskering.
Og selvom det fortællemæssige fokus går op i røg undervejs, bliver man gang på gang forblændet af en gedigen cliffhanger i sidste minut for i næste afsnit at blive mindet om, hvor uinteresseret man egentlig er i alt andet end at få mysteriets facit.
Kort sagt:
Som en dårlig efterligning af ‘Gøgereden’ med flere smoothies balancerer ‘Nine Perfect Strangers’ mellem effektivt underholdende og spild af tid.
Anmeldt på baggrund af de seks første afsnit.