ANBEFALING. Computerspil har ikke haft det nemt i film- og tv-land. Filmatiseringerne er for længst blevet herostratisk berømte – lige fra midt-90’ernes ’Super Mario’- og ’Mortal Kombat’-flop over Uwe Bolls stribe af makværker i 00’erne til lunkne forsøg med franchises som ’Hitman’, ’Warcraft’ og ’Tomb Raider’.
Det har ikke været godt. Det har faktisk været pænt elendigt og kun få gange så dårligt, at det var godt (husk at se Meat Loaf som vampyr i ’Bloodrayne’!).
Tilsvarende svært har computerspillere – og gamingkulturen generelt – haft det. Det er først inden for de senere år, at billedet af gameren som en ensom (mandlig) taberskikkelse, der ikke kan indgå i sociale fællesskaber og da slet ikke kan tale med det andet køn (piger), er blevet blot lidt nuanceret.
Alt for længe er vi blevet spist af med trætte stereotyper og ikke-specifikke, ikke-tekniske forklaringer af, hvad computerspil er og kan. Hvis der endelig bruges betegnelser som »NPC«, »loot« eller »crit«, føles det som en landvinding.
Heldigvis findes der én undtagelse, der hidtil er fløjet under radaren trods Emmy-nomineringer og fine anmeldelser: ’Mythic Quest: Raven’s Banquet’, hvis første to sæsoner ligger på Apple TV+, som netop har forlænget herlighederne med sæson 3 og 4.
Lige fra man hører titlen, der er præcis lige så kluntet som de fleste MMORPG’er, mærker man kærligheden til og interessen for gamingkulturen. Serien tager os med bag kulisserne på et spilstudie, der er i færd med at udvikle en udvidelse (’Raven’s Banquet’) til deres populære MMOPRG (’Mythic Quest’). Persongalleriet tæller blandt andet den kompromisløst visionære chefudvikler Ian, hans kvindelige medudvikler Poppy, en CFO, der endnu ikke har set en mikrotransaktion, som han ikke kunne lide, to kvindelige testere og en tekstforfatter.
Ian smager mere end en lille smule af rockstjerneudvikleren John Romero, der blandt andet stod bag klassikere som ’Doom’ og ’Quake’, inden det hele kollapsede med ’Daikatana’. Det er en figur, der føles velkendt og troværdig uden at være kliché – og det samme gælder det øvrige persongalleri.
’Mythic Quest’ går naturligvis ikke helt i dybden med banedesign, pixel shading og hvad ved jeg, men rammer en fornuftig middelvej, hvor den både inviterer ikke-gamere indenfor og samtidig forholder sig til stort og småt i spiludviklingsprocessen. I løbet af de to hidtidige sæsoner har serien både behandlet hadefulde spillerfællesskaber (da en gruppe nynazister pludselig spredte sig i spillet), de problematiske arbejdsforhold i spilbranchen og sexisme.
Hvis det lyder tørt, er det heldigvis alt andet. Serien er skabt af Rob McElhenney, Charlie Day og Megan Ganz, der også skabte ’It’s Always Sunny in Philadelphia’, og selvom den sjældent når dennes højder – eller depraverede dybder – er der gode grin i hvert afsnit.
Særligt forholdet mellem Ian og Poppy udfoldes med både hjerte og stikpiller. Poppy indleder serien som Ians protegé, men når i løbet af serien op ved siden af Ian på magtstigen, hvilket i sæson 2 ender med en åben magtkamp, der udstiller begge de to ambitiøse spilmageres svagheder og selvbedrag.
Og så er der seriens særafsnit: ’A Dark Quiet Death’. Selv hvis man ikke har den fjerneste interesse for computerspil og kulturen omkring dem, skal man simpelthen se første sæsons femte afsnit, der følger et ungt par over 20 år – fra deres indledende møde over deres benhårde bestræbelser på at få succes i spilbranchen til den hjerteskærende afslutning.
Alt sammen på blot 20 minutter.
Det har på overfladen intet at gøre med ’Mythic Quest’, men alligevel alt, fordi det berører nogle af de samme temaer som serien i øvrigt. Blot komprimeret, effektiviseret og forbedret.
Og så kan man jo lige så godt se resten af serien, når man alligevel er i gang.
Mythic Quest: Raven’s Banquet kan ses på Apple TV+.