KOMMENTAR. Jeg er ualmindeligt glad for, at vejret har været hæderligt gennem juli og august. Og at der har været OL og EM i fjerneren, når regnen har stået ned i stænger.
For alternativet – at tilbringe feriens rastløse timer i håb om en nødudgang hos Netflix – havde været slemt.
Igennem juli og august har jeg alligevel jævnligt tjekket ind på verdens største streamingtjeneste for at se, om der ikke var kommet en ny serie og film af den slags, som man bare skal have set for at være med i samtalen.
Svaret har uge efter uge i halvanden måneds tid været nej.
På top 10-bjælken over de mest populære titler i Danmmark har titler som den spekulative ’Outer Banks’, den jævne Liam Neeson-film ’The Marksman’ og Gurli Gris (!) haft en mere eller mindre fast placering.
Og går man på opdagelse i »nyt og spændende«-fanen i toppen, er der ærlig talt ikke meget, der taler til min smag i bunken af generisk ungdomsdrama (’The Kissing Booth 3’), madreality (’Cooking with Paris’) og dokudramatisk kapitalisering på andre kanalers successer (’Chernobyl 1986’).
Her skal man selvfølgelig holde en dør åben for, at det er mig, den er gal med.
Men objektivt kan jeg som minimum konstatere, at Netflix over sommeren ikke har haft et egentligt breakout-hit. Naturligvis har der været titler, som er blevet set meget – som actionfilmen ’Gunpowder Milkshake’ og gysertrilogien ’Fear Street’ – men det er næsten også en selvopfyldende sandhed, når man er klodens mest udbredte streamingtjeneste med 200 millioner abonnenter: Noget skal folk jo se, når de hoster op hver måned.
50 nye titler månedligt
Overordnet set har Netflix haft et sløvt år kvalitetsmæssigt i det hele taget.
Det kan i nogen grad undskyldes med corona. I første pandemi-år havde tjenesten nok dugfriske titler i kanonrøret til at opfylde den umættelige streamingtrang i hjemmeisolationen, men her i År 2 har konsekvensen af forsinkede og besværliggjorte produktioner for alvor kunnet mærkes.
Vinteren og foråret bød på fine serier som ’Snabba Cash’, ’Lupin’ og ’Master of None’ sæson 3, mens den tidlige sommer havde enkelte højdepunkter som ‘Sweet Tooth’, ’Young Royals’, ’Never Have I Ever’ sæson 2, Bo Burnhams ’Inside’ og anden sæson sketchshowet ’I Think You Should Leave’. Tjenesten har desuden leveret på realityfronten med en ny sæson ’Too Hot to Handle’.
Men at sidstnævnte – et underholdende, men også overfladisk realitykoncept – er det tætteste, Netflix kommer på et ægte watercooler-hit de seneste måneder, tilmed med en sæson 2, er ikke optimalt for hverken tjenesten eller dens abonnenter.
Kan man forvente en ny ’Stranger Things’ (først tilbage næste år), ’The Crown’ eller ’Dronningegambit’ hver måned? Måske ikke.
Men hele Netflix’ model er bundet op på en uudtømmelig flod af nye attraktive film, serier og programmer. Sidste år lancerede tjenesten 40-50 nye titler om måneden.
Appellerer disse titler så til hver deres snævre segment, så jeg ser den nye ’Naomi Osaka’-dokumentarserie med interesse, mens andre sluger ’Sex/Life’, og børnene ser ’Vivo’, er det måske tilfredsstillende nok for all. Men man må alligevel kunne forvente, at de ud fra en så voldsom produktion med en vis hyppighed leverer hits, der ikke blot bliver set af mange, men er stærke nok til at blive kulturelle omdrejningspunkter.
Oscar-kandidater på vej
De kommende måneder vil Netflix blandt andet lancere deres Oscar-kandidater til 2022 i form af særligt Adam McKays stjernespækkede ’Don’t Look Up’ med Leonardo DiCaprio og Jennifer Lawrence og Jane Campions ’The Power of the Dog’ med Benedict Cumberbatch, mens serier som ’Clickbait’ og ’Midnight Mass’ måske kan blive samtalens midtpunkt.
Men det er et farligt tidspunkt at slippe foden fra speederen, corona-betinget eller ej. Streamingkrigen tordner som bekendt derudaf, og denne sommer har Apple TV+ med ’Ted Lasso’, HBO med ’The White Lotus’, TV 2 med ’Bachelor’ og senest DR med ’Matchet på mælkevejen’ i hvert fald været tættere på at være i centrum for fællesskabet end overmagten Netflix.
Den tidligere, respekterede Hollywood-topboss Barry Diller udtalte i juli i podcasten The Business, at Netflix var så langt foran i konkurrencen om streamingabonnenterne, at de ikke kunne vippes af pinden, og som jeg har skrevet før, indtager de i hvert fald en position, hvor de nærmest per automatik kan sætte dagsordenen, alene fordi de er til stede i langt de fleste stuer.
Denne sommer har vist, at det ikke nødvendigvis er tilfældet, hvis indholdet ikke er godt eller interessant nok.
Abonnementsudviklingen for juli og august er ikke offentliggjort, men hvis brugerne gennem flere måneder oplever at tjekke nysgerrigt ind på en tjeneste, de betaler til hver måned, blot for at forlade den igen med uforettet sag (eller endnu en middelmådig oplevelse rigere), siger det sig selv, at det bliver et problem på et tidspunkt.
Selv mastodonten Netflix har brug for at skabe successer, der dominerer den kulturelle diskurs, for der skal så ganske få clicks til, før vi forbrugere takker af for denne gang og giver en af konkurrenterne en chance.
Sommeren er forbi, Netflix. Det er tid til at vågne.