’The Tomorrow War’: Chris Pratt-film viser, at man når langt med en tilpas mængde klamme aliens

’The Tomorrow War’: Chris Pratt-film viser, at man når langt med en tilpas mængde klamme aliens
Chris Pratt i 'The Tomorrow War'. (Foto: Amazon Studios)

’The Tomorow War’ begynder i et sted, der ligner helvedes forgård, men som faktisk er en ikke helt fjern nok fremtid. Dan Forester (Chris Pratt) er dumpet ned i en slags krigszone med en brændende himmel foroven.

»28 år tidligere«, står der snart på et skilt, og vi er tilbage i en mere hverdagsagtig nutid omkring jul. »Ingen spiser min tun-julemand«, klager konen (Betty Gilpin) til sin husbond, der er kommet hjem fra en jobsamtale midt under en stor julekomsammen med tagselvbord og punch.  

Vores hovedperson ligner sig selv fuldstændig i nutiden, ser ikke en dag yngre ud end 28 år senere. Han er gymnasielærer, krigsveteran, far og ægtemand. Men han drømmer om at gøre noget større med sit liv. Og hvordan kan alt det så give mening?

Det får vi et clue om inden så længe: En fodboldkamp snurrer på tv-skærmen til juleselskabet. Og der sker usædvanlige ting på banen: Pludselig opstår et blåt magnetfelt, og en militærenhed fra fremtiden marcherer ind på banen. Og snart står også hele juleselskabet lamslået omkring tossekassen.

Den mystiske enhed soldater er rejst fra fremtiden og er her for at bede nutiden om hjælp med at bekæmpe en ond invasion i fremtiden (enhver fodboldglad europæer kan finde stolthed over, at fremtidshæren ikke vælger en baseball eller football-kamp til deres globale appel!).

Snart påtager verdenssamfundet sig at hverve soldater til at rejse ind i fremtiden for at stoppe den i 2051 igangværende apokalypse: »De er sultne, vi er deres mad«, som det bliver sagt et sted. Vores helt in spe bliver ikke bare indkaldt til fremtidskrigen, han får også en central rolle.

I fremtiden får han lov at møde en ganske særlig bekendt. En bekendt, som er blevet højt dekoreret kampofficer og en for modstandskampen central videnskabsmand, der skal udvinde et stof, der kan slå den grufulde sværm af monstre ihjel. Dan skal så tilbage til nutiden, så han kan jage modgiften i det første monster, inden den diabolske race får lov at reproducere.

‘The Tomorrow War’. (Foto: Amazon Studios)

Filmen lægger ikke just fingrene imellem i sin kritik af et verdenssamfund, der ikke kan stå sammen i mødet med en fælles (klima)trussel. Faktisk er fremtidens invasion af ondartede kryb en indirekte følge af isens nedsmeltning. Mens der var tilstrækkelig permafrost, lå uhyrerne nedfrosset i H.P. Lovecraft-agtige katakomber ved minusgrader. Således foreslår ’The Tomorrow War’ endnu en fare ved den globale opvarmning: Måske ligger der henslumrende monstre og venter med at springe ud af deres skjul, når den sidste gletsjer er smeltet.

Jeg var ganske overbevist af monstrene, som myldrer frem overalt i det apokalyptiske 2051 som nogle adrætte fætre/kusiner til væsenerne fra ’Alien’ og ’Predator’. Krybene er lige dele ovnkylling, dæmonisk dinosaur og forvokset nøgen rotte med hæslige gab, så man ønsker sig tilbage til hyggen og freden i ’Jurassic park’. De piler omkring i flok, og jeg oplevede små strejf af ægte rædsel, når de kravlede rundt i formationer som overdimensionerede skadedyr fra Helvede.

Angsten for kryb og velbehaget ved potente maskinpistoler er godt orkestreret i filmens CGI-mættede action-scener, og ens indre doom-scroller slikker sig om munden over billederne af en storby smadret og brændt ned.

De logiske kortslutninger og plotmæssige sorte huller vælter ind, når man begynder at lege med tidsrejser som koncept. Derfor nyder man tivoli-turen mest, når monstrene myldrer frem fra alle hjørner, og vores fremtidskrigere bare må tømme magasinerne i deres våben og håbe på det bedste. Og heldigvis er der langt til imponeresygen i ’Tenet’ eller ’Inception’. Det er letfatteligt nok det hele, men bliver også småkedeligt, når karaktererne bare snakker og en families historie skal rulles op.

Næsten pinagtigt er det i scenerne, hvor det er, som om Chris Patts tidsrejsende bager på Yvonne Strahovski, der er castet i en absolut ikke-romantisk rolle – som om skuespillerne kører på autopilot og er vant til, at helten og heltinden bare pinedød skal have en flirt op at køre.

Det meste af, hvad filmen ellers vil sælge billetter på, fungerer i bedste fald middelmådigt. Godmodige Sam Richardsons figur giver lidt nostalgi tilbage til hans rolle som Richard Splett i ’Veep’, men hans placering lige til højre i de centrale begivenheder som comic relief er lidt for strategisk, til at man rigtig køber ham som en hel figur.

Filmen er skandaløse 45 minutter om rigtigt at komme i gang: Formålet med det lange optræk er mest at line nogle bifigurer op, som kan hjælpe i filmens sidste akt, herunder den scenefortærende J.K. Simmons som Forrester-familiens uglesete bedstefar.

Finalen udmunder i en ærkeamerikansk besyngelse af familieværdier og sammenhold. Trods et par knivspids klimabevidsthed og lidt indirekte opfordringer til tværnationalt samarbejde er der reelt sket ret lidt med denne type blockbusters siden 90’er-film som ’Independence Day’.

Den største nyskabelse er næsten platformen. Placeret i min sofa med aftensolen strømmende ind gennem vinduet undrede det mig gang på gang, at en frådende blockbuster som denne udkommer på en streamingtjeneste. Den burde selvsagt have spillet i biografen, hvor de slimede monstre og brændende storbyer ville have givet endnu bedre kuldegysninger.


Kort sagt:
Monstrene er effektive, men alt uden om er set bedre andetsteds end i sci-fi-krigsfilmen ’The Tomorow War’.  

’The Tomorrow War’. Spillefilm. Instruktion: Chris McKay. Medvirkende: Chris Pratt, Sam Richardson, Yvonne Strahovski, J.K. Simmons, Betty Gilpin. Spilletid: 140 min. Premiere: 2. juli på Amazon Prime.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af