’Nightmare Alley’: Bradley Cooper skinner som storsvindler i Guillermo del Toros stjernespækkede noir-film
Guillermo del Toro har altid været en cinefil klassicist, hvis monsterfortællinger ofte har hentet inspiration i (film)historiens annaler.
Derfor giver det også mening, at den mexicanske instruktør har brugt sin Oscar-sejr med ’The Shape of Water’ til at realisere et af sine store passionsprojekter: En filmatisering af noir-romanen ’Nightmare Alley’, der første gang blev omsat til celluloid i 1947.
Her materialiserer del Toros monstre sig ikke i klassiske overnaturlige væsener, men i menneskeligt magtbegær og kold, kapitalistisk kynisme.
Bradley Cooper fører an for det stjernespækkede cast i rollen som opportunisten Stanton Carlisle, der efterlader sit barndomshjem i flammer og ved et tilfælde tilslutter sig et omrejsende cirkus for at tjene til dagen og vejen i et depraveret USA på tærsklen til Anden Verdenskrig.
Det kulørte karaktergalleri (med altid seværdige Willem Dafoe i front) i den faldefærdige forlystelsespark er ikke blege for at bruge beskidte tricks til at imponere de arme tilskuere, og hurtigt viser det sig, at også Carlisle har et helt særligt talent for at manipulere masserne.
Hvor ’The Shape of Water’ brugte fortiden til at konfrontere os med menneskets grundlæggende fremmedfjendske tilbøjeligheder, stiller ’Nightmare Alley’ spørgsmålstegn ved vores forhold til sandhed – en anden evigtgyldig tematik, som også kun er blevet mere relevant i Fake News-æraen.
Det lykkes nemlig Carlisle at lære hemmeligheden bag et clairvoyance-fupnummer, hvor han med assistance fra sin kæreste Molly (Rooney Mara) og et komplekst kodesprog formår at overbevise intetanende tilskuere om, at han kan kommunikere med deres afdøde slægtninge.
’Nightmare Alley’ stiller skarpt på vores basale lyst til at tro på noget, der er større end os selv. Langt hen ad vejen forsøger fupmageren at overbevise sig selv om, at hans svindelnumre kan retfærdiggøres, fordi de giver folket håb. At hans forførende sensationshistorier ikke er så meget anderledes end religion eller moderne psykologi.
Men ligesom med Carlisles rejse fra rendestenen i de skumle baggårdsgyder til de øverste sociale luftlag blotlægger filmen håbet som en illusion. Der findes ingen let frelse, som med et snuptag kan viske fortidens synder bort via kontakt med det hinsides, og Carlisles lykkejageri og blinde bedrag er ikke andet end et opportunt fatamorgana dømt til at kollapse.
Det er en gribende historie, der dengang som nu fungerer som en stærk kommentar over vores samfund, hvor alt – selv sjælefrelse – er til salg, og hvor vi blindt vælger at opsøge falske profeter i håbet om en form for mening med tilværelsen. At noir-genren var en reaktion på desillusionen i kølvandet på Verdenskrigene, mærker man tydeligt.
Alligevel er det, som om del Toro, der trods sin monsterfascination altid har været en romantisk filmskaber, ikke helt formår at dyrke materialets bælgmørke kerne om et fordærvet USA, hvor lykken som altid måles i iskolde kontanter. I stedet virker han til at være faretruende tæt på selv at lade sig føre bag lyset af det forførende svindlermiljø og glemme den altopslugende samfundskritik.
Jeg savner noget af galskaben fra originalforlægget, hvor de markante biroller også kom mere til sin ret. ’Nightmare Alley’s overflødighedshorn af stjerner bliver næsten for meget af det gode, når Cate Blanchett, Rooney Mara, Willem Dafoe, Ron Perlman og Richard Jenkins kun får lov at skinne i få momenter.
Cooper er til gengæld glimrende som en glat ål, der altid skjuler sig bag en poleret facade og hele tiden jagter nye erobringer. Filmen går måske lidt for langt i psykologiseringen af karakterens motivationer med et par overdramatiske flashbackscener, men det tager ikke noget fra Coopers altdominerende hovedrollepræstation om en mands langsomme, moralske forfald.
Del Toros glimrende danske hoffotograf Dan Laustsen fortjener også et par ord: Han tilsidesætter de gængse, visuelle noir-konventioner til fordel for et stiliseret, digitalt look, hvis kunstighed perfekt spejler svindlerens illusion – hele tiden på grænsen til at styrte sammen i grus.
Kort sagt:
Guillermo del Toros stjernespækkede noirfilm om en storsvindlers rise and fall er en utilsløret hyldest til Guldalder-Hollywood, der dog savner mørket og galskaben, som genren dikterer.