Rasmus Bjerg og Thomas Daneskov om livskriser, DiCaprio og Nicolas Bro-forveksling til Soundvenues forpremiere på ’Vildmænd’

Rasmus Bjerg underholdt med alt fra akavet fanmøde til flatterende Leonardo DiCaprio-sammenligning, da han og instruktør Thomas Daneskov lagde vejen forbi Soundvenues forpremiere på den sorte danske komedie ’Vildmænd’.
Rasmus Bjerg og Thomas Daneskov om livskriser, DiCaprio og Nicolas Bro-forveksling til Soundvenues forpremiere på ’Vildmænd’
Rasmus Bjerg og Thomas Daneskov. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

Tirsdag aften lagde skuespilstjerne Rasmus Bjerg og instruktør Thomas Daneskov vejen forbi Empire Bio efter Soundvenues forpremiere på Daneskovs ’Vildmænd’.

I filmen spiller Bjerg den midaldrende Martin, der er stukket af fra kone, børn, job og postkasser for at leve som pelsklædt, selvforsynende jæger i de norske fjelde langt væk fra civilisationen. En plan, der allerede er ved at smuldre, da han støder ind i en såret, smalltime narkohandler, Musa (Zaki Youssef) – og krakelerer helt, da det umage makkerpar får såvel norsk landpoliti, Musas gangstervenner og Sofie Gråbøls hustru Anne på nakken.

Ved Soundvenue Live-arrangementet, der blev præsenteret i samarbejde med Royal Økologisk, svarede Rasmus Bjerg og Thomas Daneskov veloplagt på spørgsmål fra såvel Soundvenues filmredaktør Jacob Ludvigsen som publikum. Her bringer vi nogle af højdepunkterne.

Bjerg, Daneskov og Soundvenues filmredaktør Jacob Ludvigsen foran publikum.

Thomas Daneskov om motivationen til ’Vildmænd’:
»Jeg har altid syntes, at mandekriser var helt vildt sjove. De er sjove at filme. Det er sjovt med lycra, og når folk køber en sportsvogn eller skal have en ny LP-samling og prøve at høre det samme musik, som de gjorde i gamle dage. Det har jeg prøvet at lave en film om i 100 år, og på et tidspunkt havde jeg pillet Google-algoritmen så meget på maven, at den begyndte at tro, at jeg havde en midtvejskrise. Reklamer for racercykler var det første advarselstegn, og det næste var mandekurser langt oppe i Norge, hvor man kunne leve som viking. Det lød fantastisk, og jeg sagde til min kæreste: ’Det gør vi bare’. Hvorefter hun sagde: ’Så går vi bare fra hinanden’«.

Rasmus Bjerg om sin kones reaktion:
»
Min kone havde det omvendt. Hun sagde: ’Tag du bare til Norge. Og bliv der gerne længere end de tre uger, det tager at filme!’«.

Thomas Daneskov om sin evige midtvejskrise:
»
Jeg synes altid, jeg har haft en midtvejskrise. Jeg er nok født med den. Det er en blanding af en lille medfødt depression over, at det snart er slut. Altså livet. Og så samtidig en evig tvivl, om det kan optimeres, nu hvor vi har så pisse travlt«.

Rasmus Bjerg.

Rasmus Bjerg om sin personlige pandemikrise:
»
Jeg har som så mange andre mennesker gennemgået en livskrise her de seneste år – af at være lukket ned og indespærret. Det fik jeg lidt af en krise over – og en masse tid til at tænke over tilværelsen, og hvad var det, jeg drømte om, og hvor står jeg i dag«.

»Min stille flugt blev at leje et rum herinde i byen, hvor jeg begyndte at male, hvad jeg ikke har gjort i mange år – det var noget, jeg brugte som terapi eller frirum, før jeg fik børn. Det har jeg så forsømt i over 20 år, og så at få det frirum tilbage og gøre noget, jeg i princippet ikke kan finde ud af eller ved, hvorfor jeg gør – det hjalp mig. Så der er mange måder at flygte på eller omsætte sin krise på«.

Thomas Daneskov om fraværende norsk politi:
»
Da vi lavede filmen, var (manuskriptforfatter, red.) Morten Pape, (producer, red.) Lina Flint og jeg på research, hvor vi skulle mødes med nogle politimænd langt oppe i de norske fjelde. Jeg tager hen på politistationen, som ligger i et lokale sammen med et taxafirma og en tandlæge og noget, der hedder en minibank, som bare er sådan et rum med en ATM. Og så altså en politistation med en lyserød dør, hvor der med comic sans står: ’Åben hver anden torsdag fra 8-10’. Og ellers er der frit slag for bankrøveri! Vi kunne ikke finde en eneste politimand, og politimændene blev skruet helt vildt dumme i manuskriptet, efter jeg havde den oplevelse«.

Thomas Daneskov. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

(Den meget høje) Thomas Daneskov og Rasmus Bjerg om generationsforskellen:
Daneskov: »Rasmus er enormt meget ældre end mig«.

Bjerg: »Det er en helt anden generation. Og de unge bliver også meget højere. Vores forældre røg os op i hovedet, og vi fik astma, så vi er lavstammede hele banden i min alder«.

Daneskov: »Der er faktisk kun 10 års forskel på os«.

Bjerg: »Ja ja«.

Rasmus Bjerg om at finde ind til rollen som Martin:
»
Jeg har en stor forkærlighed for skæve eksistenser og menneskets problemer. Og jeg kan godt lide, hvor det gør ondt, og jeg er et følsomt menneske selv, der tvivler hele tiden«.

»Jeg har nok også haft midtvejskrise i utroligt mange år, men efter filmen var jeg så ude og gå en lang, lang tur. I de øde egne af Kaukasus, hvor jeg fik den der fornemmelse af at nå et sted hen og tage stilheden og intetheden og storheden ind. Det var et vanvittigt stort privilegium og tvang mig til at tænke over tingene. Hvilket er farligt, men også sundt«.

Rasmus Bjerg om Nicolas Bro-forveksling:
»Det skal I lige have med: Jeg var på en tankstation, og så kommer der en helt vild glad person hen: ’Heeeeeey! Nicolas Brooo!!!’ ’Nej, jeg hedder Rasmus … Bjerg’. ’Hvad hedder du?’ ’Jeg hedder Rasmus Bjerg’. ’Nå ok. Ah’. Han var simpelthen så ærgerlig. Og sådan er livet indimellem«.

Foto: Sebastian Apel/Soundvenue

Begge på et spørgsmål om de filmiske inspirationskilder til ’Vildmænd’:
Daneskov: »Har du set den med bjørnen og Leonardo DiCaprio?«

Bjerg: »Ved du, hvad min pige siger til mig: ’Leonardo DiCaprio var kønnere end dig, dengang I var unge. Men nu er du altså blevet pænere end ham!’ Så der er måske et eller andet der!«

’Vildmænd’ får biografpremiere 3. februar.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af