Vi har alt, men føler intet – og stortalentet bag ’Vildmænd’ har et bud på hvorfor

Siden han var teenager, har Thomas Daneskov følt midtvejskrisen på egen krop. Med den sorte komedie ’Vildmænd’ skildrer den 32-årige instruktør – der i øvrigt ikke har fuldskæg – den fornemmelse af moderne meningsløshed, som har ført ham selv til Japan, Jylland og Norge i søgen efter en dybere mening. Altid med nogenlunde samme resultat.
Vi har alt, men føler intet – og stortalentet bag ’Vildmænd’ har et bud på hvorfor
Thomas Daneskov. (Foto: Nicolaj Springborg/Soundvenue)

Kom med til Soundvenues forpremiere på ’Vildmænd’ den 25. januar kl. 19.30 i Empire Bio, hvor der også er q&a med Thomas Daneskov og Rasmus Bjerg. Billetter her.

Så langt tilbage han kan huske, har Thomas Daneskov været forfulgt af en nagende fornemmelse af, at der manglede noget i hans liv. Et eller andet, som kunne skabe en større mening med tilværelsen.

Uden helt at vide, hvad det et eller andet var, gav han sig til at søge efter det med lys og lygte. Som da han i 2016 rejste alene til Japan i håbet om at finde sig selv – og måske endda meningen med livet. 

Han skulle opleve en ny kultur, meditere på en bjergtop og være i harmoni med naturen – langt væk fra hverdagen i København og den følelse af uforløsthed, der hele tiden rumsterede i hans baghoved. 

Men allerede da han landede i lufthavnen og stod som to meter høj, ranglet, hvid dansker i et land, der var bygget efter en anden målestok, begyndte han at tvivle på sin geniale plan.

»Det viste sig jo at være helt forfærdeligt at være der alene. Jeg skulle ikke være samurai, jeg skulle ikke sidde på en eller anden bjergtop og komme i kontakt med mig selv. Jeg gik rundt og var for høj til alting og kunne ikke finde ud af en skid. Det var ren Bill Murray i ’Lost in Translation’. Jeg ville bare fucking hjem«, fortæller Daneskov med et smil, da vi mødes i efteråret 2021.

Han skulle have været afsted i halvanden måned, men endte med at rejse hjem efter to en halv uge. Senere prøvede han at gå Hærvejen i Jylland, bare ham, hans gummisko og rygsæk på den hundredvis af kilometer lange vandrerute. Han ville skrælle alle lag væk og se, hvad der egentlig gemte sig inde i ham. 

»Jeg tænkte, at hvis bare jeg kunne sove og skide i skoven, så ville det nok blive superfedt. Men det blev det jo ikke. Jeg stoppede et sted under Silkeborg og tog hjem, for så meget kunne jeg alligevel ikke overskue at være alene med mig selv«. 

»Det fungerer altid ad helvedes til, når jeg prøver at tage på de her ture. De der store tanker, der skulle komme, udebliver – måske fordi der slet ikke er så meget inde bag ved«, griner han.

Det er svært ikke at drage en parallel mellem instruktøren selv og hovedkarakteren i hans premiereaktuelle komedie ’Vildmænd’, Martin, der flygter til de norske fjelde for at undslippe den kvælende hverdag som familiefar og slave af en storkapitalistisk moderne virkelighed. 

Martin vil skrue tiden 7.000 år tilbage til simplere tider, inden smartphones, Netflix, dankortterminaler, postkasser og andre moderne konstruktioner overtog. Men det naive selvrealiseringsprojekt bider ham hurtigt i halen.

Slå midtvejskrise op i en ordbog, og du finder et billede af Rasmus Bjerg i pelsdragt med en flintestensøkse i bæltet, en flitsbue på ryggen og en pose med dagligvarer stjålet fra en lokal tankstation, fordi drømmen om total uafhængighed fra den moderne civilisation alligevel viste sig sværere at efterleve end først antaget.

Livet er blevet for let

Daneskov, der i øvrigt aldrig har haft fuldskæg hverken før eller efter, vores fotograf skal tage billeder af ham, tager imod på Nordisk Film Spring, hvor han skriver på et nyt projekt. Han undskylder for at komme for sent, selvom det er mig, der er for tidligt på den. 

Vi mødes ugen inden, at ’Vildmænd’ i efteråret blev forsinket for anden gang siden corona – denne gang af grunde, vi umuligt kunne have forudset. Dermed også ugen inden, at forventningsglæden i Daneskovs øjne over endelig at skulle vise sin film for et dansk publikum efter tæt på et års ventetid, igen blev slukket. 

Man forstår godt skuffelsen. For på en måde er ’Vildmænd’ Daneskovs svendeprøve som voksen filmskaber: Kulminationen på hans rejse fra ung anarkist med den improvisatoriske webserie ’Joe Tech’ og DIY-spillefilmen ’Eliten’, som blev lavet på et mikroskopisk budget, men alligevel vandt hovedprisen på CPH PIX, til etableret instruktør på store budgetter med en 9-17 hverdag på kontoret og en dreng på halvandet år derhjemme.

Rasmus Bjerg i ‘Vildmænd’. (Foto: Rasmus Weng Karlsen)

Men Daneskov er langt fra blevet kedelig med alderen. Han elsker stadig at få folk til at grine, og fortælleglæden mærker man tydeligt, når han forvilder sig ud i sjove anekdoter, som han egentlig helst ikke vil have med i interviewet.

Vores samtale indleder han med en kulørt brækhistorie, som han to timer senere skriver for at spørge, om vi ikke kan stryge, fordi den minder ham om et interview, han har læst med en skuespiller, der var så hårdt ramt af depression, at han sked i sin egen lænestol – et mentalt billede af skuespilleren, instruktøren ikke har kunnet slippe lige siden. Selv vil han helst ikke associeres med projektilbræk resten af sine dage.

Men selvom Daneskov har lagt de vilde 20’ere bag sig, er han ikke helt sluppet af med den midtvejskrise, han siger, han har haft hele sit liv. Forfulgt af en konstant tvivl på, om det, han gør, nu også er godt nok, eller om tilværelsen på en eller anden måde vil kunne optimeres – eventuelt ved at tage pelsdragt på. Den midtvejskrise, der fik ham til allerede som 14-årig at stille spørgsmålstegn ved meningen med det hele. 

Til at begynde med troede han, at det bare var ham, der var noget galt med. Men jo ældre han blev, desto mere klart blev det, at den rastløse tvivl på tilværelsen var mere udbredt end som så. 

»Livet kan godt blive for nemt. Med nemlig.com leveret til døren og en robotstøvsuger derhjemme er der ikke mange praktiske udfordringer tilbage. Men så har vi opdigtet alle mulige andre måder at spænde ben for os selv på«.

»Da vi udviklede filmen, snakkede vi meget om, hvor privilegeret og absurd det er, at man selv begynder at sætte livets sværhedsgrad op, for at ramme et niveau, der gør, at man kan mærke noget. Det er dér, at folk melder sig til en Iron Man eller begynder på en juicekur: For at mærke noget, også selvom det eneste de mærker af den juicekur, er hovedpine i seks dage«. 

Et langt rollespil

Fra start af var Daneskov interesseret i, hvad der drev mennesker til den virkelighedsflugt, han også selv havde taget del i. 

»Jeg syntes, det var interessant, at man kan have alt og alligevel føle, at man slet ikke har noget. Det virker jo helt vildt forkælet, men alligevel var der noget fascinerende over, hvad der ligger til grund for fornemmelsen af, at livet altid kan blive bedre«, siger han.

»Vi burde jo i virkeligheden være gladere end nogensinde før i en tid, hvor man kan streame alt på fem forskellige skærme, mens man smører Ben & Jerry’s ud på maven. Men selv når man gør det, kan man jo ikke rigtigt mærke noget. Folk skal helt op foran lærredet i en IMAX-biograf og spise en hashkage, før de rigtigt er i live. På en eller anden måde har alle de ting, der skulle gøre vores liv lettere, haft den effekt, at alt pludselig føles af meget lidt«.

At der var tale om et universelt problem, blev for alvor tydeligt, da Daneskov tog på en researchtur til Norge sammen med sin medforfatter Morten Pape og producer Lina Flint for at hente inspiration til filmen.

Thomas Daneskov. (Foto: Nicolaj Springborg.)

Trioen opsøgte blandt andet en af de vikingelejre, der skildres i filmen, hvor voksne mennesker tager et halvt år ud af kalenderen for at leve som deres forfædre. De sover i rensdyrskind, laver deres egne sværd, bygger vikingebåde og sejler hele vejen ned ad Seinen til Frankrig, som vikingerne gjorde i gamle dage. 

»Det er nogle mennesker, der går all in på det her meget lange rollespil. Det var enormt fascinerende at opleve. Vi mødte blandt andet en mand, der blærede sig med hvordan han havde lagt hele den moderne tilværelse bag sig – og mens han gjorde det, ringede hans smartphone, som han tog op af en hjemmelavet læderpose. Det var jo utroligt kikset, men alligevel gav det mening, at han fandt en form for autentisk livsstil i lejren«.

»De lever en simpel og autentisk tilværelse, og det tror jeg, de savner i hverdagen, hvor det hele er så kunstigt og påduttet. Ideen er at komme ned på et stadie, hvor man bliver glad, hvis man lykkes med at lave ild med en pind eller spise en frø. Det er sådan noget, jeg også godt selv kan savne i mit liv. At blive bedre til at få en rigtig fed oplevelse ud af noget, som i virkeligheden er mikroskopisk. Så kan det godt være, at han er lidt latterlig med sin vikinge-smartphone, men han bruger den jo ikke hele tiden«.

Mandetyper i opbrud

Daneskov siger det med en underlig fascination. Som om han ville ønske, at han selv kunne efterleve det, selvom han udmærket er klar over, at det er naivt at tro, at man kan bryde fuldkommen fri af civilisationen. 

Måske er det derfor, at der går en lige linje fra ’Vildmænd’, over debuten ’Eliten’ og hele vejen til Daneskovs tidlige kortfilm, som alle har tematiseret en eksistentiel søgen efter mening i en flygtig, moderne verden. 

I gennembrudskortfilmen ’Ud, spring over, ind’, der modtog talentprisen på Odense Film Festival, handlede det om en far, der havde isoleret sig i sit sommerhus i håb om at opdage en større mening med livet. I ’Eliten’, også produceret af Lina Flint, forskansede fem unge kunstnertyper sig i en herskabsvilla med en drøm om fri kreativitet, der hurtigt fortabte sig i en tåge af alkohol og pot. 

I ’Vildmænd’ er flugten fra civilisationen drevet ud i ekstremerne som en slags moderne parodi på ’The Revenant’ – her gælder det en selvfornægtende mand i kamp med sig selv og naturen. 

‘Vildmænd’. (Foto: Jonatan Mose/Nordisk Film)

En anden fællesnævner for filmene er, at de berører mandetyper i opbrud. Mest tydeligt i ’Vildmænd’, hvor Martin naivt fastholder en tro på, at mænd er skabt til at være jægere og ikke til at være familiefædre.

»Det er også en film, der handler om, at mænd er skidedårlige til at snakke om, hvordan de har det. I stedet får de afløb for alle deres indebrændte frustrationer i nogle vulkanudbrud. De er så dårlige til at snakke om ting, at de hellere vil hænge sig ude i garagen, end at gå ind og sige: ’Jeg vil gerne skilles og åbne en burgerbar i Thyborøn’. Det med at hænge sig er simpelthen lettere end at åbne op om deres følelser«.

Hvorfor er det sådan, tror du?
»Jeg tror, det er en opdragelsesting, der dybest set bunder i, hvordan vi taler til vores børn. Vi vokser op med en idiotisk idé om, at det er kvindeligt at snakke om sine følelser. Drenge får at vide, at de skal mande sig op, og hvis man snakker for meget om, hvordan man har det, er man svag«.

Under udviklingen blev Daneskov bekræftet af mandeforsker på Rigshospitalet Svend Aage Madsen. Han fortalte en anekdote om, at han fra sit kontor tæt på kræftafdelingen kunne se de vidt forskellige reaktioner, når mænd og kvinder fik stillet dårlige diagnoser. Mændene var ofte alene og stirrede tomt frem for sig, mens kvinderne allerede var i fuld gang med at skrive ud i gruppechatten, fordi alle deres venner godt vidste, at de ventede på deres diagnose. 

»Mændene ville sætte sig ned på en bænk uden at tale med nogen. Og der er masser af historier om mænd, der begår selvmord, hvor deres familie først efterfølgende finder ud af, at de faktisk var pissesyge. Man kan også se det sort på hvidt på tallene over, hvor mange der går til psykolog. Mænd er håbløst bagud, men det der virkelig hjælper, er at tale om det. Det er så banalt, som det overhovedet kan være«.

En pagt med sin iPhone

For Daneskov har det aldrig været et problem at tale om følelser. Alligevel kan han stadig få et sus i maven. Som om han burde flygte fra det hele. 

»Da jeg fik at vide, at jeg skulle være far, tænkte jeg meget kort: ’Ok shit, jeg stikker af ud i en skov’. Men fornemmelsen varede heldigvis kun 10 sekunder, og så blev jeg selvfølgelig enormt lykkelig«.

Og faktisk har det at blive far også afhjulpet følelsen af at være vildfaren i sit liv, fortæller Daneskov. Det føles ikke som et fængsel, når han står op samme tid hver dag og afleverer sin søn i vuggestue, eller når det mest spændende, der sker i løbet af en dag, er et brandtilbud på parmesan i Irma, der ansporer ham til at købe kilovis med hjem. 

Thomas Daneskov. (Foto: Nicolaj Springborg.)

Men han kæmper stadig en stille kamp for at løsrive sig fra den moderne virkelighed. Han er stadig træt af at sidde som bedøvet foran skærmen med hørebøffer på og blive bombarderet af 10.000 videoer med folk, der har det federe end ham selv på Instagram. Af tusindvis af muligheder, der måske kunne gøre livet lidt federe. 

Så da hans iPhone begyndte at fortælle ham, hvor meget skærmtid han brugte i løbet af en dag, indgik han en pagt med sin kæreste. Han måtte kun være på sociale medier og på nettet i 20 minutter om dagen – og kæresten skulle låse op for funktionerne for ham. 

»Ellers tager det overhånd, for jeg er virkelig en narkoman, hvad det angår. Og det er nok også derfor, jeg forsøger at lave den her type film. Fordi jeg ville ønske, at jeg kunne lægge telefonen på hylden og tage ud i det fri«.

Hvordan bruger du så de 20 minutters skærmtid?
»Vildt dårligt. Jeg ser videoer af folk, der laver toast på Instagram. Og stalker personer, jeg aldrig kunne finde på at ringe til. Og så er de 20 minutter cirka gået. Så kan jeg sidde klar ét minut over midnat, når jeg får mere skærmtid, for at se, hvordan toastvideoen endte«. 

’Vildmænd’ vises til Soundvenue Forpremiere den 25. januar kl. 19.30 i Empire Bio, hvor der også er q&a med Thomas Daneskov og Rasmus Bjerg. Der er almindelig premiere 3. februar. 

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af