Respekt for, at Pilou Asbæk har meldt sig ind i et politisk parti

Pilou Asbæk vil ændre Socialdemokratiets flygtningepolitik indefra, og det bør vi hylde frem for at latterliggøre. For en ting er sikker: Det havde været nemmere for ham at lade være.
Respekt for, at Pilou Asbæk har meldt sig ind i et politisk parti
Pilou Asbæk. (Foto: Rich Polk/Getty Images for IMDb)

KOMMENTAR. Pilou Asbæk har meldt sig ind i Socialdemokratiet, og man kunne tro, at det var et perfekt timet stunt for at reklamere for genoplivningen af ’Borgen’, der får premiere 13. februar.

Men Pilou Asbæk vender ikke tilbage som spindoktor Kasper Juul i DR’s seriehit, hvilket kun efterlader én anden mulig forklaring. Han mener det sgu!

Skuespilleren skrev i forgårs på Twitter, at han har meldt sig ind i regeringspartiet, og han begrundede det sådan her:

Indmeldingen kommer efter en tiltagende politisk indignation hos den 39-årige stjerne, hvis dundertale på sociale medier sidste år mod flygtningepolitikken skabte stor debat og kritik, så han gjorde noget, skuespillere af hans kaliber ellers nærmest aldrig gør: Han skrev en kronik.

Nu har han så taget et skridt yderligere og meldt sig ind i det parti, han kritiserede – med det rationale, at han vil være med til at ændre tingene indefra.

Og det har igen skabt stor medieinteresse. I hvert fald tilføjede han henvendt til de danske medier på Twitter i går, at han ikke havde yderligere kommentarer lige nu:

I mediernes kommentarspor deler udmeldingen vandene. Der er dem, der bakker op, dem, der ikke fatter, at det er Socialdemokratiet, han kaster sin kærlighed på, nu hvor han er så uenig med deres politik, og dem, der mener, at Pilou Asbæk er en privilegeret kunstner, der er hyklerisk, når han taler de svages sag.

Provokerende for mange

Det sidste spor fylder en hel del, og det gjorde det også, da Asbæk første gang markerede sig politisk i offentligheden:

»Manden, der er så grisk, at han også rager penge til sig på andres ulykke ved at reklamere for betting på nettet, leger nu moralsk dommer og sammenligner sine demokratisk valgte politiske modstandere med nazister – hvor ynkeligt«, skrev Socialdemokratiets egen Lars Aslan for eksempel på Twitter i maj sidste år.

Og jeg forstår da også godt, hvis det kan virke provokerende for nogle, når kunstnere, der har deres på det tørre og ikke skal deale med de politiske realiteter, udlægger deres idealer med frelste, selvhøjtideligt bekymrende miner.

Der er heller ingen tvivl om, at Pilou Asbæks let affekterede dialekt, franske aner og opvækst i København K’s kunstnermiljø som skildret i DR-serien ’Familien Asbæk’ for mange udgør en ekstra fristelse til at rubricere ham som en skinhellig hykler.

Men i stedet for at sætte ham på hjul og stejle, nu hvor han omsætter sine holdninger til et medlemskab af Socialdemokratiet, synes jeg faktisk mest af alt, man bør sige: Respekt!

For én ting er sikker. Det ville være meget, meget nemmere for Pilou Asbæk aldrig at have stukket snuden frem. Det ville have været nemmere for ham som privatperson, og det ville givetvis også have været mere sikkert for hans karriere. Uden at jeg ved det med sikkerhed, kan jeg forestille mig, at folk omkring ham har advaret ham mod at tage skridtet.

De seneste årtier har det nemlig været sådan, både i Danmark og udlandet, at skuespillere helst skulle sige så lidt som muligt i offentligheden. Jo mere de kunne sige uden at sige noget, jo bedre – til frustration for mange journalister, skal jeg hilse og sige.

Fra DiCaprio til Jolie

I takt med den øgede politisering og polarisering af samfundet de seneste år ser vi en tendens til, at også verdensstjerner i Oscar-taler og interview forholder sig mere direkte til omverdenen, om alt fra Black Lives Matter til klima, indfødte befolkninger og ulighed.

I Danmark har vi mærket det omkring MeToo, hvor skuespillere har stået sammen i manifester og underskriftindsamlinger, men ellers holder danske skuespillere generelt deres holdninger for sig selv, og alene af den grund er det forfriskende, at Pilou Asbæk stiller sig frem, råt for usødet.

En gang imellem kan jeg også godt selv kaste lidt op i munden over, når stenrige Hollywood-stjerner prædiker klimabevidsthed, mens de selv flyver privat, bor i kæmpevillaer og derudover har råd til at agere miljøbevidst på en helt anden måde end almindelige mennesker.

Men samtidig ligger der en selvmodsigelse i, at vi som regel gerne vil have kunstnere, der tør tage fat i samfundets store problematikker – men ofte beder dem om at klappe kaje, når de så drister sig til at åbne munden.

Og man må tage hatten af for dem, der virkelig engagerer sig helhjertet i en sag. Leonardo DiCaprios klimaaktivisme er ikke blot et overfladisk selvpromoveringsstunt, men et mangeårigt, dybt engagement, der gør en reel forskel. Det samme gælder eksempelvis Ben Affleck med Rwanda eller Angelina Jolie med UNICEF. Indflydelse og rigdom åbner, om vi kan lide det eller ej, nogle døre, det er svært for andre at træde ind af.

Lidt i samme dur antyder det en oprigtig interesse for at ændre noget i samfundet, når Pilou Asbæk i al offentlighed melder sig ind i et politisk parti i en tid, hvor den slags ikke just er på mode: hvor tilliden til det politiske system og tilslutningen til de gamle partier derimod rasler ned.

Det er sådan set underordnet, hvilket parti han melder sig ind i (okay … næsten), eller hvad hans mærkesag er (okay … næsten), men alene det at se en skuespiller kaste sig ufortrødent (?) ind i den politiske debat er udtryk for et mod og samfundsengagement, vi bør hylde eller i det mindste respektere.

Og i hvert fald ikke latterliggøre.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af