‘The Woman in the House Across the Street from the Girl in the Window’: Netflix parodierer én af deres egne film – friskt, men langt i spyttet
Man må give Netflix, at det er friskt at udgive en parodi på en film fra egne rækker, Joe Wrights elendige Hitchcock-ripoff ‘Kvinden i vinduet’ med Amy Adams.
Men selvironien og den mundrette titel ‘The Woman in the House Across the Street from the Girl in the Window’ er også det bedste ved den satiriske thrillerminiserie med Kristen Bell, der er skabt af Hugh Davidson, Larry Dorf og Rachel Ramras.
Idéen er sjov, men ville have fungeret bedre som en ’SNL’-sketch – selvom skaberne gør et bravt forsøg, er der ganske enkelt ikke nok jokes til at opretholde interessen gennem otte afsnit. Specielt fordi grundlaget for satiren er ret tyndt – ret beset består ’genren’ af ‘Rear Window’-inspirerede thrillers med voyeuristiske, fordrukne kvinder med psykiske problemer, der bliver vidne til et mord, som ingen tror på, kun af ‘Kvinden i vinduet’ og ‘Kvinden i toget’ med Emily Blunt.
Kristen Bell spiller Anna, der tilbringer hver dag med at drikke rødvin og stirre tomt ud ad vinduet, deprimeret over sin datters død. En dag får hun noget at kigge på, da den flotte enkemand Neil (Tom Riley) og hans nuttede datter Emma (Samsara Yett) flytter ind på den anden side af vejen.
Hendes fantasi om at blive en del af deres lille familie bliver dog abrupt afbrudt, da hun en aften ser Neils kæreste (øv!) blive brutalt myrdet (gisp!). Hun slår alarm, men politiet siger, at der ikke er sket noget mord. Anna holder fast i sin historie og dykker selv ned i sagen, mens alle omkring hende behandler hende, som om hun er sindssyg. Og det er hun måske også?
Anna begynder selv at tvivle, og serien parodierer genren ved at iscenesætte hende som en upålidelig fortæller. Her er ulempen ved en parodi dog, at spændingen forsvinder, fordi man ved, at fortællingen følger genrens troper.
Den anden ulempe er, at man skal have set ‘Kvinden i vinduet’ for rigtigt at få noget ud af serien. Og det kan jeg ikke anbefale.
Til gengæld byder ‘The Woman in the House’ på masser af humoristisk overskud.
Jeg elsker, at Anna altid skænker en hel flaske rødvin op til randen af sit store glas og smider propperne i en kæmpe krukke på køkkenbordet, som alle besøgende dømmer hende på. At hun konstant sidder med frosne ærter på hænderne, fordi hun glemmer at bruge grydelapper, når hun tager sin signaturret, kyllingekasserolle, ud af ovnen. At hun altid læser en spændingsbog, hvor titlen starter med ‘The Girl’… og refererer til det, hun oplever.
Og at hun lider af omrofobi, angst for regn, der får hende til at falde om på vejen, når det begynder at dryppe.
Kristen Bell er som vanligt veloplagt, og resten af castet følger fint trop i rollerne som blandt andet støttende bedsteveninde (Mary Holland), sladrende nabo, der efter en konfrontation fortæller Anna, at hun ikke vil være i hendes bønner, og forstående, men brysk politikvinde (Christina Anthony).
Twistet til sidst er endda godt. Men det ændrer ikke på, at serien er alt for lang i spyttet.
Kort sagt:
Kristen Bell spiller veloplagt en alkoholisk og psykisk ustabil kvinde, der bliver vidne til et mord, i en sporadisk sjov satire over thrillers som ‘Kvinden i vinduet’, hvis materiale dog er for tyndt til en hel serie.