Ved eftersyn: Den udskældte ’Hulk’ med Eric Bana fortjener en plads blandt superheltefilmenes bedste

Over juleferien ser vi nærmere på de underkendte filmmesterværker, som ikke ved premieren fik den anerkendelse, de fortjener. David Madsen slutter serien af med Ang Lees nedrakkede superheltefilm, der er helt på niveau med Sam Raimis epokegørende ’Spider-Man’.
Ved eftersyn: Den udskældte ’Hulk’ med Eric Bana fortjener en plads blandt superheltefilmenes bedste
'Hulk' (Foto: PR)

MISFORSTÅEDE MESTERVÆRKER. Det er de forbandede hunde, er det ikke? 

Hundescenen var den, der stak ud for mig, da jeg tænkte tilbage på, hvad jeg kunne huske fra Ang Lees superheltefilm ’Hulk’ fra 2003. Da Bruce Banner eksponeres for radioaktive gammastråler, slippes hans indre grønne muskelmonster løs i form af den massive vredesdæmon Hulk. Godt og vel en time inde i filmen, da vi endelig får et ordentligt kig på Hulken, kommer han i karambolage med … tre overdimensionerede hunde. Heriblandt en puddel.

Da ’Hulk’ landede i biograferne, var det dog ikke så meget til et ramaskrig af vrede, som det var tilfældet med fiaskoer som ’Daredevil’ og ’Fantastic 4’. I stedet blev den mødt med et apatisk skuldertræk. 

Filmen tjente en kvart milliard dollars på verdensplan. Bestemt ikke småpenge, men en dråbe i havet i forhold til mastodonter som ’X2’ og de to første ’Spider-Man’-film. Startskuddet på Marvels dominans over biografgængernes pengepung.  

‘Hulk’ (Foto: PR)

Kritikere i udlandet såvel som herhjemme kvitterede med indifferens og trestjerners anmeldelser. Ang Lees forsøg på at bringe hjerte og hjerne til superheltegenren i form af freudiansk horror blev anerkendt, men var anset for at være mislykket. ’Hulk’ var sløv og kedelig med hovedrystende computereffekter og stive skuespilpræstationer, lød det.

De venner, jeg har spurgt, husker hovedsageligt filmen for det store grimme monster, som Hulk kæmper imod i filmens klimaks. Med andre ord har Ang Lees ’Hulk’ sat så lille et fodspor i den brede filmkanon, at den huskes for klimakset på en helt anden film: MCU’s miserable, sygeligt bæh-grå fadæse ’The Incredible Hulk’ fra 2008.

Det ry – eller mangel på samme – er værd at gøre op med. Især i en tid, hvor superheltefilm er altdominerende i en sådan grad, at MCU’s output efterhånden er de eneste film, som endnu kan få det internationale publikum til at trodse covid-mutationer, slukke for streamingpakken og tage i biografen.

Ang Lees ’Hulk’ viser nemlig, at superheltefilmen sagtens kan være mere og andet end kaloriefattig fanservice. 

Ekstravagante ambitioner

Dette misforståede mesterværk, skabt af en af vor tids største auteurer, bruger i stedet genrens larger-than-life spillebrikker til at skabe et vedkommende, freudiansk melodrama.

Få instruktører kan bryste sig af en karriere som Ang Lees. Den amerikansk-taiwanesiske instruktør debuterede med trilogien ’Pushing Hands’, The Wedding Banquet’ samt ‘Eat Drink Man Woman’ om kultursammenstød og kløften mellem gamle og unge generationer og opnåede straks stor anerkendelse blandt kritikere. 

Hans to fænomenale Hollywood-produktioner, Jane Austen-filmatiseringen ’Sense and Sensibility’ og det tragiske familiedrama ’The Ice Storm’, sikrede ham plads som en af tidens mest prestigefulde filmskabere. Men det var med wuxia-eposset ’Crouching Tiger, Hidden Dragon’ i 2000, at hans stjerne voksede til astronomiske højder.

‘Hulk’ (Foto: PR)

Der var med andre ord store forventninger til hans første gedigne blockbuster ’Hulk’, der skulle slå Marvels dominans fast, efter Sam Raimi revolutionerede genren med den formfuldendte ’Spider-Man’. Den film havde opnået succes ved at satse på en idiosynkratisk instruktør, der brugte den nyeste teknologi til endelig at indfri løftet om Peter Parker, der svinger sig igennem New Yorks travle gader i sin knaldrøde sparkedragt. 

Lees ambitioner var ligeledes ekstravagante. Hulk skulle ikke længere blot være en bodybuilder i grøn kropsmaling, der smed med papmache-murbrokker, som det var tilfældet med Lou Ferrignos version af superhelten tilbage i slut-70’erne. Som computerskabt figur skulle han stå i skarp kontrast til mandslingen Bruce Banner (Eric Bana), hvis godmodige, kedsommelige personlighed kæmper en konstant kamp mod hans undertrykte id.

Filmens effekter er et af de elementer, der har fået mest kritik. Og indrømmet: Hulk er virkelig grøn, og som med Spider-Man og Mystique fra ’X-Men’ er det lidt for let at gennemskue, at han blot består af polygoner. Nogen Gollum er han ikke just. 

‘Hulk’ (Foto: PR)

Alligevel er det svært ikke at blive imponeret, når det enorme monster flyver igennem Nevadas golde ørkenlandskab på jagt efter de Abrams-tanks, der tæppebomber ham. Teknologen er måske en tand for ung til at virke overbevisende – selv for sin tid – men som i ’Crouching Tiger, Hidden Dragon’ forstår Lee, hvordan man skal frame en effektiv actionscene. Hulks enorme styrke vises frem, uden at han på noget tidspunkt kommer til at virke usårlig. 

Det er da heller ikke slå-på-tæven-sekvenserne, som er filmens virkelige fokus. Ligesom Raimis Peter Parker er Lee tydeligt interesseret i at udforske den psykologiske baggrund for sin hovedperson. Tobey Maguires præstation som den venlige edderkoppenabo er stadig fantastisk, fordi Raimi forstår, at Parker er drevet af en dybtliggende skyldfølelse, når han ikke formår at beskytte dem, der står ham nærmest. 

Ang Lees genialitet er ikke mindre: Han forstår, at Bruce Banner ikke er drevet af vrede, men af frygt.

Det sande monster 

Som instruktøren selv har bemærket om sin film, er frygt en fundamentalt dybere følelse end vrede. Og mens vrede således er katalysatoren for Hulks udbrud, lægger Banners angst grundlaget for Hulk. Monstrets massive silhuet skulker igennem filmens første halvdel over sin bedre halvdel.

Da den musede professor første gang transformeres, sker det i totalt mørke, hvor Hulk fremstår i sin originale grå farve fra tegneserierne i stedet for den skriggrønne hudfarve, han senere har. Han er et klassisk Universal-monster med Frankenstein-monstrets højde og drøjde, Dr. Jekyll og Mr. Hydes dualitet samt Ulvemandens patologiske tragedie og monstrøsitet. 

Danny Elfmans fænomenale score understøtter glimrende den indbyggede paranoia. I modsætning til hans musik til ’Batman’ og ’Spider-Man’ lægger komponisten sig tæt op ad Bernhard Hermanns samarbejde med Hitchcock i klassikere som ’Psycho’ og ’Vertigo’. I den forstand giver det god mening, at Hulks første slåskamp er med en flok glammende kæmpehunde, der ligner, de kunne være hentet fra en kitschet creature-feature fra 50’erne.

‘Hulk’ (Foto: PR)

Den campy æstetik tages til ekstremerne i filmens visuelle udtryk og klippestil. Lee brugte sit astronomiske budget på at filme samtlige scener fra så mange vinkler og med så mange forskellige linser som muligt. Slutresultatet er et frenetisk billede, hvor scener konstant skifter vinkler, split-screen bruges hyppigt, og flere indstillinger kører på skærmen på samme tid som paneler i et tegneseriehæfte. 

Den outrerede stil omfavnes af det melodramatiske manuskript. Lees faste samarbejdspartner James Schamus giver det grønne monster en ny skabelsesberetning, så Hulken er en genetisk sygdom, ført fra far til søn, som eksperimenterede på sig selv for at opnå utrolig styrke. 

Farens synder arves af sønnen, der i hans øjne blot er et hylster for den styrke, der retmæssigt tilhører ham. Hulk-monsteret bliver herigennem en freudiansk manifestation af Banners undertrykte barndomsminder og mentale traumer om en voldelig, uregerlig far, der dræber moren og forsøger at myrde ham. 

‘Hulk’ (Foto: PR)

Men Nick Noltes maniske faderfigur er langt fra den eneste, som ønsker at bruge Hulks magt og kraft til egen vindings skyld. Da Banner indfanges af militæret, overtager den private militærenhed Atheon straks kommandoen under ledelse af megalomanen Glenn Talbot (en fantastisk slibrig Josh Lucas).

Talbot står igennem hele filmen i konflikt med og kontrast til Bruce Banner, som nægter at lade sin kerneforskning falde i hænderne på den grådige kapitalist, der tæller sin succes i kold mammon frem for reddede menneskeliv. 

Du hørte rigtigt: Skurken i ’Hulk’ er ikke blot det selvdestruktive patriarkat, repræsenteret af Banners vanvittige far. Det er også den amerikanske stats villighed til at lade den private sektor profitere på kerneforskning. Det virkelige monster er med andre ord ikke Hulk. Det er det militærindustrielle kompleks. Tag den, ’Iron Man’!    

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af