7. ’Jupiter Ascending’ (2015)
Indrømmet: Jeg kunne ikke udstå Wachowski-søstrenes seneste sci-fi epos, da jeg tilfældigvis faldt over den i 2016. Men jeg kunne heller ikke lide ’Inherent Vice’ eller ’Inside Llewyn Davis’ ved første kig. Så hvad fanden ved jeg?
Filmens grelle casting er det primære element, der er umuligt at forsvare. Mila Kunis er drønhamrende kedsommelig som immigranten Jupiter Jones, der bruger dagene på at rense toiletter som en moderne Askepot. Hun virker lige så spændt over at glo ned i lokumskummen, som hun gør, da hun får fortalt, at hun er den reinkarnerede dronning af et galakseekspanderende dynasti.
Kemien mellem hende og den genetisk modificerede ulvemand Caine (Channing Tatum på xanax) er ikkeeksisterende, og man savner Tatums komiske egenskaber og naturlige karisma.
Ingen af dem når dog Eddie Redmaynes kiksede hviske-råben til sokkeholderne i skurkerollen. Hans maniske udbrud – »I create life!!!!?! And I destroy it« – er af gode grunde filmens bedste såvel som værste øjeblik.
Med alt det sagt er ’Jupiter Ascending’ langt mere pirrende end de fleste produkter, som spyttes ud af risikoangste Hollywood. Universet er både oprigtigt fascinerende og iøjnefaldende corny og indebærer alt fra folkemord på hele planeter over grå aliens og øglemennesker til evig ungdom som den ultimative valuta.
Som altid i Wachowski-søstrenes produktioner er actionsekvenserne fænomenalt udført, mens filmens mange set pieces alle er fantastisk mindeværdige. Fra et majestætisk bryllup til en tur til det galaktiske bureaukrati-helvede.
6. ’The Matrix: Reloaded’ (2003)
Ret skal være ret. Den originale ’The Matrix’ står perfekt på egne ben som en original historie, der formår at introducere seeren for et komplekst univers og slå en tilfredsstillende krølle på halen inden for 140 minutter.
Det argument bruges ofte som en kritik af ’The Matrix: Reloaded’. Den sværere toer, der skulle udvide mytologien samt opfylde den originale films løfte om Neos voldelige opstand imod systemet.
Utroligt nok lykkes ’Reloaded’ langt hen ad vejen med det projekt i menneskenes fortsatte kamp mod maskinerne, der holder hele racen trælbundet i simuleringen the matrix.
Nogle af de nye karakterer, navnlig indbyggerne af den sidste menneskeby Zion, kommer ganske vidst aldrig til sin ret (før den overvældende tredje film). Men mange af seriens mest ikoniske scenarier og karakterer er fra ’Reloaded’. Fra Neos tilknappede Bruce Lee-uniform og introduktionen af den flamboyante skurk The Merovingian (Lambert Wilson), der sender en kvinde i orgastisk ekstase med et stykke dessert (hvem har ikke været der?), til en tyve minutter lang biljagt på motorvejen.
Hugo Weaving brillerer som seriens ultimative skurk Agent Smith, og Wachowski-søstrene formår på fornem vis at involvere mere komplekse filosofiske ideer, der glimrende bygger oven på og visse steder udfordrer grundlaget, der så glimrende blev bygget i ’The Matrix’.
Scenen med The Architect er et højdepunkt i serien.
5. ’Speed Racer’ (2008)
Med sine hysteriske pangfarver, udskejende racersekvenser og ulideligt barnagtige persongalleri kan man måske godt undskylde publikums fjendtlige reaktion, da Wachowski-søstrenes opfølger til ’The Matrix’-trilogien ’Speed Racer’ udkom. Hovedpersonen, der sætter sig for at vinde World Racing League-turneringen med sin kernefamilie af racerkører-entusiaster, hedder gudhjælpemig vitterligt Speed Racer! Hans lillebror har en chimpanse som bedsteven!
Men den kitschede stilart virker i dag helt overlagt. ’Speed Racer’ er en utrolig vellykket liveaction-filmatisering, der inkarnerer charmen fra den originale, ganske primitive anime fra 1967, som i sig selv var en milepæl for hele industrien. Roger Allam er perfekt som den indædte kapitalistiske skurk, der jovialt snakker om sit konglomerat som en stor, glad familie, samtidig med at han bag lukkede døre indrømmer, at hans religion er brændt metal, aktiepriser og fastholdelsen af IP.
De umulige digitale kameratricks virker helt forfriskende i deres løsslupne forhold til virkeligheden, når Speed og resten af det farverige galleri af fjender og allierede suser igennem vanvittige Hot Wheels’ forhindringsbaner, der består af et kalejdoskop af hypnotiserende primærfarver.
’Speed Racer’ er en vidunderlig ballet mellem ’Death Race 2000’ og ’Spy Kids’. Taget i betragtning af mængden af live action-fadæser bygget over animeer som ’Dragonball: Evolution’, ’Deathnote’ og senest ’Cowboy Bebop’ er det i grunden utroligt, at ’Speed Racer’-filmen ikke i højere grad fejres af den ivrige animefanskare.
4. ’The Matrix: Revolutions’ (2003)
Nej, ‘Revolutions’ fungerer ikke uden de brikker, der blev sat op i ’The Matrix’ og ’Reloaded’. Og hvad så? Vi storroser (for det meste fortjent) konstant MCU, en franchise, hvor du som minimum skal have set alle fire ’Avengers’-film for at fatte hat af ’Wandavision’.
Som kulminationen på alt, der ledte op hertil, er ’Revolutions’ et perfekt finaleakt efter den bundsolide ’Reloaded’. I rollen som Agent Smith giver Hugo Weaving endnu en gang en stjernepræstation, mere desperat og bitter end nogensinde før, mens Ian Bliss er en chokerende god Weaving-impersonator som Bane, der overtages af det diabolske computerprogram i den virkelige verden.
Den klimatiske kamp mellem Zions mechs og den invaderende maskinhær realiserer Warhammer-universet på det store sølvlærred komplet med blæksprutte-maskinernes sildelignende formationer, episke last man standing-øjeblikke og gigantiske, levendegjorte bor med ben.
På det mere filosofiske plan bliver konceptet kærlighed udforsket på spændende vis. Ikke som en menneskelig følelse, men som et universelt bånd mellem det og dem, der står os nærmest. Således afrunder Wachowski-søstrene ikke deres magnum opus med den aggressive revolution, vi blev lovet i ’The Matrix’, men i stedet med en usikker våbenhvile samt en eftertænksom tese om behovet for sammenhold.
3. ’Bound’ (1996)
Det er svært at tro, at den formfuldendte neo-noir/heist-film med den suggestive titel ’Bound’ er en debut. Præcis ligesom det er noget nær umuligt at forestille sig Hollywood-producere give denne eksplicit lesbiske power-fantasy det grønne lys helt tilbage i 1996.
Selv i dag er det ikke nemt at komme på en mainstream-film, der viser en så stor forståelse for lesbiske relationer. Fænomenale Gina Gershon er specifikt kodet butch som eksfangen Corky, der forfører Jennifer Tillys femme fatale mafioso-frue Violet på den anden side af Corkys fugtige lejlighedsvæg. Fokus er på de to vordende elskeres hænder, som smidigt arbejder med tungt såvel som let værktøj – og i sidste ende med hinandens svedige kroppe.
’Bound’ er dog først og fremmest en fænomenalt veludført genrefilm, der giver selv Michael Mann kamp til stregen. Corky og Violet pønser på at røve Violets misogyne mand Caesar (fænomenale Joe Pantoliano) for sin hårdt tjente formue, og katten-efter-musen-spillet udvikler sig konstant på overraskende vis.
Wachowski-søstrene har altid været radikale både i deres filmsprog og tematikker. ’Bound’ er således langt mere end en kuriosa fra folkene bag ’The Matrix’.
2. ’The Matrix’ (1999) og ’The Matrix: Resurrections’ (2021)
Hvis Agent Smith havde ret i, at 1999 repræsenterede zenit i den vestlige civilisation, så er ’The Matrix’ toppen af Hollywoods moderne blockbuster-maskineri. En kinetisk, intellektuel cyperpunk-actionfilm, som formår lige dele at udfordre og underholde.
Oprørslederen Morpheus tilbyder kontormusen Thomas Anderson at tage den røde pille for at vågne op fra simuleringen the matrix til den dystopiske, virkelige verden. Sammen med ham oplever vi pludselig de arbitrære grænser, som vi placerer os selv i, og som autoriteter tvinger over os. Og mens meget er sagt om Keanu Reeves og Lawrence Fishburnes ikoniske præstationer som Neo og Morpheus, så fortjener Wachowski-søstrene virkelig kudus for den androgyne, læderklædte furie Trinity (Carrie-Ann Moss), hvis lige ikke er set, måske med undtagelse af Furiosa fra ’Mad Max: Fury Road’.
Det er netop Trinity, som er fokus i Lana Wachowskis ’The Matrix: Resurrections’, der for nyligt landede på de danske streamingtjenester. Her viser instruktøren, at det aldrig var Neo alene, som var den udvalgte. Det var kærligheden mellem Neo og Trinity, som drev oprøret i den originale trilogi.
’Resurrections’ føles derfor også som en helt naturlig udvidelse af en historie, der ellers nåede sin ende 18 år tidligere. Neo er igen fanget i maskinernes simulation som Thomas Anderson, der i dette univers er en spildesigner, som selv har skabt ’Matrix’-trilogien. Og som nu påduttes at skulle reboote ’The Matrix’.
Udgangspunktet fungerer fantastisk som en metakommentar til Hollywoods samt Lanas eget forhold til sin søsters og sit eget hjertebarn. Kan man andet end at maltraktere det originale værk igennem et reboot? Åbenbart, for med ’Resurrections’ lykkes det instruktøren at fremmane en utrolig kærlighed og forståelse for universet og karaktererne, der har defineret så meget af popkulturen i det 21. århundrede.
Ingen tvivl om at Warner Bros. havde håbet på en actionbasker med masser af letkøbte callbacks til den originale film. Det virker da også til at have vækket en markant vrede hos mange seere, at Lana Wachowski har vovet at tænke ud af boksen og leveret en original historie i stedet for blot at servere den forventede portion af letfordøjeligt fast food.
1. ’Cloud Atlas’ (2012)
Lad os bare rive plastret af med det samme: Det notoriske yellow face i Wachowski-søstrenes opulente storfilm ’Cloud Atlas’ er et problem. Og ikke blot, fordi det æstetisk ser præcis lige så fjoget ud, som da Mickey Rooney lavede pinagtige grimasser og gebrokne accent helt tilbage i ’61. Det er komplet tonedøvt fra de tre instruktører, Lana og Lilly Wachowski samt tyske Tom Tykwer, der burde vide bedre end at spille på Hollywoods historisk racistiske portrættering af asiater.
Valget kan forsvares ud fra deres tydeligvis velmenende intentioner. Men det bør det ikke.
Med alt det sagt: Denne komplet idiosynkratiske antologi (?), der på forunderlig vis samler seks vidt forskellige historier i én blødende smuk fortælling, kan langtfra opsummeres ud fra én dum beslutning. Over den moderne menneskehistorie – fra den mørke kolonitid over vores egen nutid til den fjerne fremtid – spinder Wachowski-søstrene og Tykwer en historie om menneskets modstand mod autoriteter over klasseskel, race, alderdom, seksualitet, køn og trældom.
Redigeringsarbejdet må have været astronomisk, da der gnidningsfrit klippes fra det ene til det andet til det femte scenarie. Som verdens største jazzband spiller det hele i harmoni, ligegyldigt hvilken genre eller personlig krise der belyses. Med Hugo Weaving som den ene konstant over samtlige historier som repræsentationen for menneskets mest gemene og ondsindede impulser.
Der er for mange gode præstationer og øjeblikke til at summere her. ’Cloud Atlas’ er et forunderligt, sirligt mesterværk. Tom Hanks har selv udtalt, at det er én af hans absolut favoritfilm, som han har arbejdet på. Hvem tør modsige Hollywoods Mr. Nice Guy numero uno?