’Azor’: Finansverdenens svar på ’Apocalypse Now’ er en højspændt rejse mod vanviddet
Andreas Fontanas stilsikre debutfilm begynder med et billede af en mand i jakkesæt, der stirrer ind i kameraet. Vi ser ham aldrig igen i løbet af ’Azor’, men hans tilstedeværelse kaster lange skygger over resten af den højspændte film om den internationale finansverdens implikationer i 1980’ernes diktatur i Argentina.
Manden er enigmaet René Keyes – partner i en familiedrevet, schweizisk privatbank, som vasker penge og investerer for Argentinas lyssky overklasse. Kort inden filmens begyndelse er han forsvundet i den blå luft, og bankens kunder er bekymret for, at deres investeringer ikke længere er i sikre hænder.
Der er paranoia i luften, da bankens anden partner Ivan de Wiel (Fabrizio Rongione) lander i Buenos Aires’ militærstyrede gader sammen med sin hustru Inés (Stéphanie Cléau) for at opklare mysteriet om sin forsvundne medejer.
Med inspiration fra Joseph Conrads klassiker ’Heart of Darkness’ om kolonialisme og menneskeligt forfald opruller filmen langsomt et spind af falske smil og halve sandheder, når vi får et glimt ind i den bundkorrupte finansverden, hvor de påståede neutrale schweiziske bankmænd sætter deres moral til salg for højestbydende.
Ligesom med Oberst Kurtz i ’Apocalypse Now’ (et andet Conrad-inspireret vanvidsdyk ned i korrumpering) hører Ivan rygter om, at Keyes er gået fra forstanden. Nogle af bankens kunder beskriver ham som gavmild, andre kalder ham grådig. Alle de rige kunder, som profiterer på diktaturet, er dog enige om én ting: De vil ikke vinke farvel til de mistænkelige indtjeningskilder, Keyes har sikret dem.
Langsomt, men sikkert bliver den anonyme Ivan formet efter sin forgængers billede: tvunget til at træffe valg, der strider mod hans idealer og presset af sin hustru, som ikke vil risikere deres magt og rigdom på grund af moralske kvaler.
Som en anden Macbeth-historie handler ’Azor’ også om den patriarkalske magtstruktur, når konen Inés bliver forvist til skyggerne, hvor hun fungerer som marionetfører for sin usikre mand, fordi hun selv bliver bedt om at forlade forhandlingsbordet.
De mange dialogscener, hvor Ivan forsøger at overtale bankens kunder til at fortsætte partnerskabet, filmes som verbale tvekampe gennem simple shot/reverse-indstillinger. Som seer må man konstant forsøge at afkode de subtile spydigheder, der gemmer sig under de høflige fraser og forskubber magtbalancen.
’Azor’ er en film om magt, og hvor langt man er villig til at gå for at besidde den i en kapitalistisk verden, hvor summen af ens pengepung afgør ens værdi. Det er muligvis en pointe, at vi aldrig rigtigt kommer ind på livet af hovedkaraktererne – også de gemmer sig bag masker – men alligevel føles det til tider, som om Fontana ikke helt har greb om karakterudviklingen, når den velkendte forfaldshistorie først ruller.
Alligevel formår filmen at give et overbevisende indblik i den turbulente periode i Sydamerika, hvor militæret gik rundt i gaderne og fik systemkritikere til at forsvinde, når de kom for tæt på sandheden, mens nyrige lukrerede på kaosset og høstede frugterne, når de fløj i privatfly og solede sig ved deres private svømmepøle og købte sig til magt med sportstasker fulde af kontanter.
Det er en fascinerende underverden, hvor alle skjuler sig bag uigennemtrængelige facader, og selv det mindste tegn på svaghed kan koste en livet. Hvor ingen er uskyldige i spillet om at træde endnu et trin op ad magtstigen.
Kort sagt:
Med stærk inspiration fra Joseph Conrad tager den stilsikre debutant Andreas Fontana os med på en rejse mod vanviddet under Argentinas militærdiktatur anno 1980’erne, hvor en anonym bankmand lader sig korrumpere i et komplekst magtspil om indflydelse og rigdom.