KOMMENTAR. DR har nok vidst, at de skyldte et film- og serieprogram, efter de har ladet både ’Filmland’ med Per Juul Carlsen, ’Filmselskabet’ med Maria Månson og ’Binge’ med Kasper Lundberg og Frederik Dirks Gottlieb afgå ved døden.
Det er dog en ret sølle kompensation, de nu har givet os med ’Fokus’. Navnet lyder måske præget af P1-agtig strenghed på samme måde som ’Orientering’. Men ud fra de første to afsnit at dømme er det blevet en pludrende, ja, ufokuseret omgang.
De faste værter, Anders Ugilt og Maria Månson, har hver uge et par nye gæster. Sammen skal de gennem diskussion af en række aktuelle film og serier finde én favorit, et værk, der skiller sig ud.
Med om bord kommer hver gang et par gæster, som bliver udråbt til korrespondenter inden for deres område. DR-korrespondenten Stephanie Surrugue bliver hofreporter. Feminist og psykolog Louise ’Twerk Queen’ Kjølsen bliver reality-korrespondent. Hvor meget disse korrespondenter vil vende tilbage jævnligt, er for mig lidt uklart, og hele korrespondent-grebet virker generelt grebet i luften og uden større pointe.
Jeg har altid været glad for Maria Månson fra det hedengangne ’Filmselskabet’. Hun veksler mellem indlevet formidling, nørdet entusiasme og tungen i kinden. Anders Ugilt er tidligere P3-mand og tager det spontane, laid-back og Monte Carlo-agtige jyske med sig. Men han er altså fejlcastet til et bud på filmformidling og den »Rold Skov« af tv og film, som vi konstant bliver falbudt.
»Blev vi klogere«, spørger han sig selv og gæsterne næsten hver gang, hvad enten det drejer sig om den mørkpsykedeliske Diana-fortolkning ’Spencer’ eller den ærkecinematiske dansktop-doku ’Kandis For Livet’. Som om det er eneste grund til at gå i biffen: at blive klogere på et emne.
Stritter til alle sider
Man bliver virkelig ikke meget klogere af at lytte til ’Fokus’. Blot royalt forvirret og lettere irriteret.
Konceptet virker ufærdigt, som et shake and bake-produkt, hvor der stadig er klumper i. Faste indslag, hvor gæsterne skal beskrive deres uge, som var det en film, virker ikke tryktestet til en generalprøve (minimal spoiler: det fungerer ikke i praksis).
Et indledende nyhedsoverblik virker som noget, der lige er blevet googlet på cyklen mod podcast-studiet, og gæsterne, der jo ikke følger filmstoffet indgående, har meget lidt at bidrage med i den henseende.
Ikke alle i panelet har i øvrigt set ugens film eller serier. Filminstruktør Ask Hasselbalch har ikke set ’Vildmænd’, som bliver anmeldt i første afsnit – til værtens åbenlyse overraskelse. I andet afsnit har gæsterne selv taget anbefalinger med, som værten Anders Ugilt ikke har set, og her er Maria Månson flygtet på skiferie allerede, mens programmet stadig burde være i sine hvedebrødsdage.
Meningerne stritter til alle sider, og der er meget lidt moderation. Louise Kjølsen har nogle gode pointer omkring hævnporno og samtykke i forbindelse med ’Pam & Tommy’-miniserien, men afviser til gengæld Kandis-filmen – »den var ikke til mig, jeg synes den var ret kedelig«. ‘Flugt’ har hun ikke set, fordi hun »hverken kan lide animation eller tegnefilm«.
Der er konstant for mange mavefornemmelser, synsninger og flad snak. Når Maria Månson rammende nok beskriver ’Spencer’ som en slags horror-film, parerer Ugilt: »Det er ikke Netflix and chill«. En interessant læsning af filmen bliver straks fladet ud, så det hele bliver holdt i et sludrende P3-leje.
Man mistænker, at Månson måske føler sig lidt alene, når hun bruger ord som »fokalpunkt« og opremser Bong Joon-hoos tidlige værker, mens Ugilt tilsyneladende er af den opfattelse, at Oscar-vinderen ’Parasite’ er en overnaturlig sci-fi-film …!
Ferskt kompromis
Panelet, især Stephanie Surrugue, er lunkne over for ’Spencer’ og begynder at snakke om ’The Crown’, som de bedre kan li’, og gravhundene, der vimser én om benene, når man er kongelig reporter på Amalienborg. Det er lidt som at høre en filmens udgave af ’Det vi taler om’, men her er man i det mindste tunet ind for at få en slags tabloidradio.
Man må antage, at folk tænder for ’Fokus’ for at få nogle kvalificerede filmtips. Men konklusionerne – det såkaldte Fokus – er uklare og blafrende. Man føler mere, man har siddet i S-toget på en lang tur og overhørt nogle tilfældige menneskers samtale.
»For husfredens skyld, så går vi med…«, konkluderer de i første afsnit, hvor den morsomme midtlivskrisefilm ’Vildmænd’ løber med anbefalingen, dog ikke på grund af de filmiske kvaliteter, men med den lidt tamme begrundelse, at man skal støtte dansk film.
Hvis ’Fokus’ skal have sin berettigelse i, at vi overstimulerede forbrugere får serveret en kvalificeret håndsrækning, må de involverede stramme op og ikke lande på et ferskt kompromis.
Anmelderbegrebet er i forvandling med sociale medier, Youtube, podcasts, og hvad har du. Og jeg siger ikke, vi skal tilbage til elfenbenstårnsformater som ’Bogart’ fra DR’s monopoldage, hvor Ole Michelsen med alfaderlig mine uddelte bløde hatte, der svævede ned fra himlen.
Et filmformidlingsprogram fra public service-moderskibet skal ikke minde om højpandede tidsskrifter som Cahiers du Cinema eller Sight & Sound. Alligevel er der noget undervældende over det her sludder for en sladder-show i filmformidlingens gevandter.
Bedre samtaler på bodegaen
Man kan hver uge læse virkelig mange velskrevne anmeldelser af film og serier i en lang række medier. Ikke kun dagbladene, men også det brogede internet er fuld af talenter og gode iagttagelser. Skarpe formater som permanent 1-stjernede ’Dårligdommerne’ og musikpodcasten ’Indbegrebet af’ viser, hvad man kan opnå med et klart og færdigt koncept.
DR burde skumme fløden, ikke bare invitere os på en dovent produceret og i passager frit associerende langsnakker.
Med sine licensmillioner og landvindinger inden for satire og dokumentar burde den magtfulde kæmpekanal tiltrække de bedste også til filmformidling. Ikke blot reducere en af dem, Maria Månson, til at holde frakkerne for gæsterne og at give sit pip med, når Stephanie Surrugue er færdig med at tale om ikke at kunne sove efter ’Stranger Things’.
Hvis du brænder for skærmens flimrende magi, har du sandsynligvis haft mindst lige så gode samtaler om film og serier i bodegaens tusmørke eller i frokostpausens skarpe dagslys som dem, vi får i de første to afsnit af ’Fokus’.
Med alt dette sagt er det trods alt stadig early days for programmet. Og fremtiden for ’Fokus’ afhænger til dels af, om de kan finde egnede gæster. Folk med kvalificeret viden som Ask Hasselbalch fra første afsnit vil jeg gerne høre mere til (at han så er viklet så meget ind i filmbranchens netværk, at det er nærved umuligt for ham at gå kritisk til de danske titler, kan vi tale om en anden gang …).
Alle ser og snakker om film og serier. Et program viet til de levende billeder bør kunne og ville mere.
Men i allerførste omgang kan de ansvarlige bag ’Fokus’ begynde med de lavthængende frugter. Lad for eksempel alle deltagere i programmet have set de film og serier, der er på dagsordenen.