KOMMENTAR. Det var en sjælden ære:
Da de nominerede til Oscar-uddelingens skadefro modstykke Golden Rasberry Awards (’Razzies’) blev annonceret forleden, sikrede Jared Leto sig en plads i hele to kategorier for sin overgearede præstation i Ridley Scotts ’House of Gucci’:
Værste mandlige birolle og … Værste par på skærmen.
Den anden part i parret?
Letos absurde proteser, der på stærkt distraherende vis tryllede ham om til en klovneversion af virkelighedens designer Paolo Gucci.
Skuespillerens look har ikke overraskende figureret prominent i snart sagt enhver omtale af ’House of Gucci’ og skulle sågar have narret medspilleren Al Pacino, der ved første møde på optagelserne slet ikke genkendte Oscar-vinderen Leto under dobbelthagen og skaldepandehætten.
Men uagtet at man må anerkende makeupartisternes mange arbejdstimer, er det som seer imidlertid noget nær umuligt at give sig hen til illusionen og helt glemme stjernen under de mange latexlag.
Dertil er projektet simpelthen for grotesk, og i stedet spenderer man samtlige Paolo-scener med at spotte sprækkerne i masken.
Bogstaveligt talt.
En ægte American horror story
At skuespillere maskerer sig for at spille virkelige personer er naturligvis ikke nogen ny tendens i filmland, men Paolo-gate er blot en i rækken af tidssvarende eksempler på en regulær protesemani, hvori instruktører af biografiske film stirrer sig så blinde på at lege hat og briller i ‘autencitetens’ navn, at den følelsesmæssige troværdighed foran kameraet paradoksalt går fløjten.
I 2019 spændte Jay Roachs Metoo-drama ’Bombshell’ på lignende vis ben for sin ellers interessante historie om kvinderne på Fox News, der fældede chefen Roger Ailes ved at plastre hovedrolleindehavere Charlize Theron og Nicole Kidman så godt og grundigt til med ansigtsproteser, at navnlig sidstnævnte lignede en karakter fra ’American Horror Story’.
Som i ’House of Gucci’ var det forsøget på at modellere skuespillerne efter tv-værterne Gretchen Carlson og Megyn Kelly, der stjal spotlyset, akkurat som Gary Oldmans fatsuit i Joe Wrights ’Darkest Hour’ i 2017 og Rami Maleks episk komiske overbid i ‘Bohemian Rhapsody’ i 2018.
Man får nemt indtryk af, at proteserne ligefrem inspirerer stjernerne til at skrue maksimalt op for de teatralske armbevægelser, men, hey, Oscar har det jo også med at sende alskens kærlighed efter anstrengelserne.
Det må man igen bare konstatere i denne måned, hvor Kidman har scoret sig en nominering for sin udpræget syrede ‘gengivelse’ af det amerikanske serieikon Lucille Ball i Aaron Sorkins ‘Being the Ricardos’.
Ved filmens premiere bedyrede Sorkin ellers, at han havde fravalgt proteser for ikke at invitere til 1:1 sammenligner mellem Kidman og Ball, men påstanden klinger hult over for det færdige produkt.
Hvis ikke decideret pivfalsk for samtlige seere med synet i behold, hvorfor man kan mistænkte instruktøren for at have forsøgt at lægge låg på den ophedede kritik af Kidmans casting ved helt at afvise, at filmen efterstræber en fysisk lighed.
Colin Farrells pingvin
Så er det straks en ganske anden sag, når Colin Farrell makeuppes til nær-ugenkendelighed som Pingvinen i Matt Reeves’ kommende ’The Batman’ – det hører sig selvsagt superhelte og fantasygenren til at dyrke outrerede forvandlinger, og det er en del af underholdningen at se stjernerne og deres makeupartister slippe fantasien løs i fortolkningen af fiktive figurer (så længe vi holder Idris Elbas pelsede pornokattekrop i ’Cats’ helt udenfor ligningen).
Men med få undtagelser (Lily James’ sømløse pande- og mundproteser i ‘Pam & Tommy’) fremstår Hollywoods nyeste forsøg på at kopiere virkelige personers ansigtskarakteristika tiltagende uhyggelige til trods for de avancerede ressourcer, faget ellers har i dag. Måske endda netop fordi de tekniske færdigheder fordrer et mere ’ægte’ hud-look.
Og med ægte mener jeg ægte fejlslagen plastikkirurgi.
Som konkurrerede han aktivt med kollegaen Kidman er Leto atter blevet udstyret med proteser i den kommende Apple TV+-serie ’WeCrashed’, hvori han spiller WeWork-grundlægger Adam Neuman. Effekten er langt mere diskret end i ‘House of Gucci’, bevares, men selvom resultatet er en my mindre Leto’sk, er det ikke mere Neuman’sk.
Så hvad er ideen?
Vi ved jo alle godt, at det ikke er den ægte Neuman eller Gucci eller Ball, vi har med at gøre, så hvorfor ikke skrue lidt ned for effektmageriet og op for den emotionelle resonans i stedet?
Eller – uha – caste en anden skuespiller, hvis lighederne partout skal være i højsædet (en ‘trussel’, der alle dage ville kunne få Christian Bale til at tage 40 kilo på, på en halvanden måneds tid).
Jeg håber, at instruktører, der efter min overbevisning burde vide bedre, snart vil tage den kunstneriske nødvendighed af protesebrugen op til overvejelse og stole lidt mere på, at både spillerne og vi publikummer udmærket forstår konceptet fiktionsfilm og den dertilhørende suspension of disbelief.
Det har tidligere fungeret glimrende i flere filmatiseringer af Nixons præsidentskab, hvor så vidt forskellige herrer som Frank Langella, Kevin Spacey og Anthony Hopkins effektivt har neglet mandens udstråling uden falske næser og deslige.
Og i ‘Walk the Line’, hvor hverken Joaquin Phoenix eller Reese Witherspoon brugte dagevis på at få lavet ansigtsafstøbninger for spille Johnny og June Carter, i ‘The Crown’, hvor Gillian Anderson gav den som Margaret Thatcher uden andet end paryk, og i dette års ‘Spencer’ med Kristen Stewart som Prinsesse Diana.
I sidste ende vil det således altid være fornemmelsen af, at vi har at gøre med et levende, følende menneske på lærredet, der sælger historien.
Ikke latexhagens tykkelse.