‘Jackass Forever’: Johnny Knoxville & co. er tilbage – ældre, men lige så underholdende som altid
»Hi, my name is Johnny Knoxville, welcome to Jackass!«
Der er gået godt og vel 11 år, siden vi sidst har hørt de klassiske ord ytret, og det giver helt ærligt kuldegysninger, når Knoxville endnu en gang, i en alder af 50, træder ind foran kameraet og introducerer os til den Jackass-opfølger, vi ikke vidste, vi havde brug for, og som nu får en kortvarig dansk biografpremiere.
For hvem i alverden skulle have troet, at 00’ernes bro-humor, MTV’s drengerøvsdarlings, skulle finde vej tilbage til det store lærred. Ikke, må jeg erkende, mig.
Men her er de altså alligevel, med nøjagtigt den overdosis af testosteron-præget adrenalin, man som langvarig Jackas-fan kunne forvente – og man som nyklækket Jackass-seer kunne håbe på.
Chris Pontius lægger endnu engang penis på kogepladen, Steve-O får røven på geled, Dave England står i lort til halsen, og Knoxville tager tyren ved hornene. Med andre ord: Jackass, som vi kender dem, er tilbage.
Det idiotiske, men absurd underholdende koncept startede ved årtusindskiftet. Jackass-præsident Johnny Knoxville skulle skrive en sjov artikel om at blive skudt med krudt og kugler, mens han havde en nyerhvervet kevlarvest på. Sammen med sin eneste samtykkende kumpan, Jeff Tremaine (der efterfølgende skulle fungere instruktør på Jackass-fænomenet), begav Knoxville sig så ud i ørkenen for at filme, hvad der skulle blive den første dominobrik i Jackass-herligheden.
Han måtte dog selv tage rollen som både skytte og skudoffer, da Tremaine ikke gad risikere at være gunslingeren, der ved et uheld dræbte Johnny Knoxville.
Vi skriver nu 2022, og hvad der startede som en artikel om at blive skudt i brystet, er nu blevet en evergreen, det verdensomspændende fænomen ved navn Jackass. En flok drenge- og pigerøve gør deres absolut ypperste for at komme til skade med manér. Og det er nøjagtigt lige så sandt i dag, som det var for 12 år siden, da ’Jackass 3D’ havde premiere, og som det var for 22 år siden, da tv-serien havde premiere.
Det eneste, der egentlig har ændret sig, er, at Ryan Dunn er gået bort, og at Bam Margera er blevet forvist. Og selvom begge er savnet fra ’Jackass Forever’, er holdet nøjagtigt lige så masochistisk som altid. Bare med lidt flere grå hår.
Man kunne dog godt få et indtryk af, at veteranerne har noget, de gerne vil bevise. For selv om de ikke er sky for lidt friendly fire ageism, skal de ikke have siddende på sig, at midalder er ensbetydende med bremseklodser.
Det gælder både deres juvenile – nogle ville måske sige infantile – humor i form af pranks (et særligt tarveligt stunt indebærer en giftig slange i et mørkt låst rum, og så har jeg vist ikke sagt for meget) og deres sadomasochistiske stræben efter potentiel livsfarlig selvskade i bytte for vennernes og tilskuernes grin.
En håndfuld af de eskapader, de udfører i løbet af filmen, er referencer eller direkte remakes af årtier gamle stunts, og under rulleteksterne bliver nutid og datid endda stillet side om side, så seeren får direkte syn for sagn: De er blevet ældre, men de er ikke blevet langsommere (eller klogere).
Medaljen for det mest dumdristige (og mest nostalgiske) stunt går uden tvivl til Johnny Knoxville. Dem, der er godt bekendt med Jackass, kan formentlig regne ud, hvad jeg hentyder til, men jeg undlader alligevel at afsløre det her, så man selv kan opleve tilfredsstillelsen og frygten, når scenen omsider dukker op. Lad mig bare nøjes med at sige, at adskillige knogler brækker, og en tur på hospitalet følger.
Uanset hvor meget de prøver at løbe fra det, er de simpelthen ikke 30 år og lavet af gummi længere.
Apropos, så lad os lige vende de nye, yngre medlemmer af Jackass-holdet: Jasper, Eric, Rachel, Zack og Poopies. Om de bare er med for at vikariere for de fraværende, eller om det er et forsøg på at give teten videre, skal jeg ikke kunne sige, men deres tilstedeværelse er på ingen måde nødvendig.
Det er stadig Knoxville, Steve-O, Danger Ehren og de andre gamle barylere, der tager imod de værste bøllebank, hvorfor rookierne mest af alt bare føles som kanonføde relegeret til de mere børnevenlige indslag.
Det er mig en gåde, hvordan der stadig kan være plads til en flok mestendels hvide, heteroseksuelle, barnagtige, ukorrekte adrenalinjunkies i en verden, der aldrig har været mere woke, end den er nu.
Men på den anden side har vi heller aldrig set, hørt og læst så meget true crime, som vi gør nu, så måske er der bare en fast reserveret plads i samfundet til den kollektive fascination af urmennesket.
Og nogle gange er det altså bare sjovt at se en granvoksen mand få tyret en hockeypuk i skridtet.
Kort sagt:
Man kan spørge sig selv, hvad der mon motiverede holdet til at vende tilbage til franchisen efter 11 år, for i ’Jackass Forever’ er der ikke noget nyt under solen. Knoxville og hans slæng er akkurat lige så platte, idiotiske og barnlige, som de altid har været. Og det er lige så møghamrende underholdende at overvære, som det var i 00’erne.