‘Seven’
’The Batman’ læner sit kappeklædte korpus så tungt op ad David Finchers neo-noirklassiker, at den til tider føles som en alternativ genindspilning med Robert Pattinsons flagermus som Brad Pitt, Jeffrey Wrights politikommissær Gordon som Morgan Freeman, og Paul Dano som Kevin Spaceys bestialske seriemorder.
Hele scener synes at være løftet direkte fra ’Seven’, fra gerningssteder til samtaler mellem Batman og Gordon, samt politiets ransøgningen af Gækkerens lejlighed med creepy dagbøger fra gulv til loft.
Finchers skildring af den unavngivne, snavsede storbys regnvåde gader og de bestialske mordgåder har sat den gyldne standard for mangen en dyster krimi og graphic novel siden midt-90’erne, så man sagtens forstå, hvorfor Reeves plastrede filmplakaten op på væggen over sin skrivemaskine (forestiller vi os), da han besluttede sig for at fokusere på flagermusens evner som efterforsker.
Om ’The Batman’ så også kommer lige lovlig tæt på at ende som ’The Copycat’, kan diskuteres.
The Zodiac Killer
’The Batman’ er inspireret af ’Seven’ – og begge er inspireret af den virkelige seriemorder The Zodiac Killer, som huserede i Los Angeles i slut-60’erne (og som David Fincher som bekendt også skildrede i ‘Zodiac’, et referencepunkt i sig selv). I et interview med Moviemaker fortæller Matt Reeves:
»Præmissen for ’The Batman’ er, at Gækkeren på en måde nærmest er formet efter Zodiac-morderens fremgangsmåde (…) Ligesom Woodward og Bernstein (journalisterne, der optrevlede Watergate-skandalen, red.) har man Gordon og Batman, som forsøger at følge sporene og opklare sagen på klassisk detektiv-vis«.
Det var netop Reeves visioner for Gækkeren, der appellerede til Paul Dano, som spiller skurken. Skønt karakterens mørke sind skulle vise sig at være svært at slippe mellem optagelserne:
»Der var nogle nætter, hvor jeg ikke sov helt så godt, som jeg kunne have ønsket mig, fordi det var en smule vanskeligt at falde til ro efter at have spillet karakteren. Det tog en del energi at finde frem til ham, og så bliver man også næsten nødt til at blive i momentet, fordi det er hårdt at træde ind og ud af karakteren«, fortæller skuespilleren i et interview med Entertainment Weekly.
Dano forklarer endvidere, at Reeves fortolkning af skurken er mere realistisk og dermed også potentielt mere skræmmende end førhen set.
Kurt Cobain
Den dominerede i traileren, akkurat som den også følger vor deprimerede helt igennem hele filmen: Nirvanas dystre, men sjælfulde ’Something in the Way’ er det tætteste, ’The Batman’ kommer på at have en officiel temasang.
Og ikke overraskende lyttede Matt Reeves da også til den, mens han skrev filmen. I et interview med Esquire fortæller instruktøren:
»Jeg begyndte at høre Nirvana tidligt i skriveprocessen, og der var noget over ’Something in the Way’, der blev en del af karakterens stemme. Da jeg spekulerede over, ’Hvordan viser du Bruce Wayne på en måde, der ikke er set før?’, så begyndte jeg at tænke, ’Hvad hvis der er sket en tragedie (mordet på Bruces forældre, red.), og den her fyr isolerer sig så meget, at vi ikke ved, hvad han foretager sig? Er han en slags vildfaren, uansvarlig stofmisbruger?’. Sandheden er, at han er en slags stofmisbruger. Hans stof er hans afhængighed af at få hævn. Han er en slags Batman-Kurt Cobain«.
Udover at lytte til albummet ’Nevermind’, hvor ’Something in the Way’ er fra, har Reeves også fortalt til Den of Geek, at han blev inspireret af kollegaen Gus Van Sants skildring af Cobain i ’Last Days’, der fortæller en fiktionaliseret version af sangerens misbrugsderoute.
Richard Nixon
Hvad i alverden har USA’s notoriske 37. præsident at gøre med ’The Batman’? Mere end man skulle tro:
I filmen driver Gækkeren rovdrift på Gothams korrupte politikere og ordenshåndhævere, og blandt hans ofre er borgmesteren Don Mitchell Jr. og statsadvokaten Gil Colson (spillet af Peter Sarsgaard), der søreme begge er opkaldt efter prominente Nixon-støtter.
Charles Colson var en af præsidentens tætte rådgivere, mens John Mitchell var hans kampagnemanager og senere rigsadvokat. Begge mænd blev dømt for korruption i forbindelse med Watergate-skandalen og er skildret i Alan J. Pakulas filmklassiker ’All the President’s Men’. En film, Matt Reeves også så som forberedelse til ’The Batman’s udforskning af politisk korruption i Gotham. Det fortalte instruktøren til Moviemaker.
Batman møder ‘Taxi Driver’
Matt Reeves har forklaret i adskillige interviews, at de største tegneserieinspirationer bag ’The Batman’ er historierne ‘Batman: The Long Halloween’ – om en seriemorder, der vil starte en gangsterkrig – og ’Batman: Year One’.
Sidstnævnte løb i 1987 løb over fire numre forfattet af Frank Miller og tegnet af David Mazzucchelli, og som titlen antyder, omhandler historien Batmans første år som nattens hævner – i ’The Batman’ møder vi ham i år to. Mazzucchelli gik målrettet efter at tegne et mere mørkt og snavset Gotham end tidligere set, der visuelt skreg på en helt, og den præmis kælede for Reeves’ noir-affektioner.
‘Year One’ er senere blevet udgivet som graphic novel, hvis cover holdt i rød og sort går igen på ’The Batman’s plakat og officielle stillbilleder.
I interviewet med Esquire fortæller Reeves, at navnlig ét billede fra tegneserien fangede hans opmærksomhed, idet det mindede ham om den forråede hovedperson i ’Taxi Driver’ – en parallel, Miller da også specifikt efterstræbte i skabelsen af ‘Year One’.
På interessant vis tippede ’Joker’-instruktøren Todd Phillips ligeledes på hatten til Martin Scorseses storværk i portrættet af skurken-in-spes moralske forråelse, der flirter heftigt med giftig maskulinitet og forskruede selvtægtsidealer. Tematikker, der et godt stykke hen ad vejen binder Batman og Jokeren sammen i en had-kærlighedsspejling af hinandens værste sider.
‘Chinatown’
Mens Gækkerens fremgangsmåder følger ’Seven’ og The Zodiac tæt, er kulegravningen af korruptionen blandt Gothams magthavere ikke blot inspireret af ovenstående Richard Nixons lyssky handlinger, men i høj grad også af Roman Polanskis ’Chinatown’ med Jack Nicholson fra 1976:
»Ved at undersøge en række forbrydelser finder Jake Gittes i ’Chinatown’ ud af, hvor dybt korruptionen stikker i Los Angeles. Det er klassisk noir, og de mord, Batman efterforsker, er meget i samme stil«, fortalte Matt Reeves til eventen DC Fandome tilbage i 2020.
‘The Godfather II’
I ’The Batman’ er Pingvinen (proteseforklædte Colin Farrell) endnu ikke den superskurk, vi kender fra tegneserierne og Tim Burtons ’Batman Returns’, men derimod mafiabossen Carmine Falcones håndlanger. Og karakteren er modelleret over en anden, filmhistorisk højrehånd, der dog godt nok mødte en mere krank skæbne:
Stakkels Fredo fra ’The Godfather’. Det har Colin Farrell fortalt til Empire Magazine:
»Reeves nævnte Fredo for mig, fordi Fredo er helt forkrøblet over, hvor ligegyldig han er i den her familie fuld af meget stærke, meget kloge, meget handlekraftige og meget voldelige mænd. Det er derfor, han begår forræderi – fordi han er svag, ødelagt og fuld af smerte. Der er en lignende brist i kernen af Oz (Oswald Cobblepot aka. Pingvinen, red.), der driver hans ambitioner om at stige i graderne i den kriminelle kabale«.
Og dén brist får Farrell efter al sandsynlighed rig mulighed for at folde endnu mere ud i Pingvinens kommende spinoff-serie på HBO Max, der produceres af Matt Reeves.
‘The Batman’ kan ses i biografen nu.