Da Emilie Lebech Kaae var færdig på universitetet i 2013, havde hun ingen ambitioner om at arbejde i mediebranchen. Nu er hun medforfatter på både ’Borgen’s aktuelle fjerde sæson og Netflix-serien ’Ragnarok’ med Adam Price.
Vi mødes på SAM Productions’ kontor ved Nyhavn i det selvsamme lokale, hvor hun og Adam Price sammen med Maja Jul Larsen skrev den nye sæson af ’Borgen’. Bag sofaen hænger et kæmpe billede af den grønlandske indlandsis med et par slædehunde i front.
Hun har arbejdet på SAM Productions, siden selskabet blev stiftet i 2014 af Søren Sveistrup, Adam Price og Meta Louise Foldager Sørensen. Men det var ikke en livslang ambition, der blev opfyldt, da hun begyndte at skrive med Adam Price.
Langt de fleste film- og serieforfattere er uddannede manuskriptforfattere fra en af filmskolerne, men Emilies vej ind til dansk serieproduktion på absolut højeste niveau har været usædvanlig: Hun har nemlig ingen filmfaglig uddannelsesbaggrund, men har læst Nordisk sprog og litteratur på Aarhus Universitet med Historie som sidefag.
»Jeg havde indrettet hele min studieretning til, at jeg skulle være gymnasielærer«, fortæller hun.
»Og så imens jeg søgte jobs som gymnasielærer og aldrig rigtig kom til samtale, havde jeg en veninde, jeg havde læst med, der arbejdede på Meta Film (Meta Louise Foldagers spillefilmproduktionsselskab, red.), som sagde: ’Jeg tror godt, du kan komme til at lave nogle forskellige ting her, prøv at tage fat i Meta’. Jeg startede i noget virksomhedspraktik, og efter nogle måneder ringede Meta så en dag og spurgte, om jeg ville være med til at producere filmen ’Swinger’. Så sagde jeg, at det vidste jeg ikke, hvordan man gjorde, men at det ville jeg vildt gerne«.
Sammen med Stine Meldgaard producerede Emilie så Mikkel Munch-Fals’ ’Swinger’, og da SAM Productions blev stiftet og skulle lave ’Herrens veje’ med DR, blev hun tilknyttet projektet som co-producer. Det var der, hun første gang arbejdede med Adam Price.
Hendes rolle på SAM var i starten meget bred, men er hen ad vejen blevet snævret den ind til de kreative dele af producerrollen. På ’Ragnarok’ kom hun så med helt ind i forfatterrummet med Price, en konstellation, der gik videre til ’Borgen’.
Adam Prices skrivepartner
Hvordan har det været at arbejde sammen med Adam Price på ’Borgen’?
»Jeg kender efterhånden Adam ret godt, så det er også bare hverdag. Men det er virkelig skidesjovt. Det har været dejligt, at der er gået så lang tid, siden de forrige sæsoner blev sendt. Det var lidt ligesom, vi skulle genopfinde det hele, og der er relativt mange nye karakterer, som jeg så har været med til at forme. Jeg har med vilje ikke genset de tidligere sæsoner, og jeg tror egentlig, at en af styrkerne i Adams og mit samarbejde har været, at der ikke er noget ’plejer’.
Man kan godt se den nye sæson af Borgen uden at have set de andre, og der tror jeg nogle gange, at mit blik har været: ’Hvem er det? Hvordan foregår det der? Det skal vi forklare’. Jeg kendte godt rammerne, men jeg var ligesom den nye i klassen, og det er der jo mange seere, der måske også er«.
»Lige da det kom frem, at vi skulle lave den nye sæson, kørte det i radioen, mens jeg var inde i en butik, at ’Borgen’ vender tilbage, og så sms’ede jeg Adam og sagde, ’puha, det er jo ret stort, det her’. Men han svarede bare: ’Ja, men det er også vores arbejde, så nu arbejder vi’. Og det fokus har vi haft hele vejen igennem«.
Hvordan var jeres proces, da I fandt på historien?
»Vi startede med en grov-storyline, altså hvor starter vi, og hvor slutter vi rent plotmæssigt. Og så talte vi meget om, hvor det kunne være fedt at få karaktererne hen. Hvad kunne det være interessant at se dem gøre? I forhold til ’Ragnarok’ er ’Borgen’ relativt låst. Man kan ikke rigtigt snyde, fordi vi arbejder med den virkelige virkelighed og ikke den nordiske mytologi«.
»Der er meget af det arbejde, vi ser Nyborg lave, som i virkeligheden foregår på embedsmandsniveau, men det er jo overhovedet ikke interessant, hvis hovedkarakteren ikke er med i helt centrale scener. Så på den måde er man nødt til at snyde nogle gange, men der har været en meget høj grad af virkelighed, som skulle flettes ind, og så må man jo få kabalen til at gå op med de brikker, der nu er«.
Og så sidder I og flytter post-its rundt på en væg?
»Ja, helt lavpraktisk. De plejer at sidde her på tavlen – Nyborgs var lyserøde, Fønsmarks gule, Grønland grønne, og så sætter man dem op scene for scene. Først sidder de i en stor pærevælling, og så begynder vi at sætte dem i rækkefølge, og hvis der så hænger 10 gule post-its i træk, skal vi arbejde lidt med det, så det ikke bliver et meget langt Fønsmark-stræk«.
»Senere får man noter på det, og det var næsten altid følelserne, folk efterspurgte, fordi der er så meget plot, vi i første omgang skulle have styr på. Det var helt afgørende, at den politiske virkelighed sad i skabet. Men altså så retter man til, og hvis folk så er glade, og vi selv er glade – det er nærmest det sværeste – så begynder vi at skrive manus, altså går ind i de enkelte scener og skriver dem ud«.
»Jeg kan huske, at Søren Sveistrup engang sagde, at når man skriver en tv-serie, så er det lidt ligesom at have en galakse inde i hovedet, og det er virkelig rigtigt, fordi man kan se alle sine karakterer i alle situationer og alle scener på én gang. Der er rigtigt meget, der sker inde i hovedet under sådan en proces, og hvis man retter noget i afsnit fire, skal man også tilbage ned i afsnit to og rette det, så det hænger ordentligt sammen. Jeg tror, at det er de færreste, der ved, hvor mange gange man skriver sådan et manus igennem«.
Hvordan er arbejdsfordelingen i forfatterrummet, når du og Adam skriver?
»Det er mig, der har computeren, Adam sidder her (hun peger på to skriveborde, der står med front mod hinanden, red.), og jeg sidder på den anden side, og så er min computer koblet op, så han kan se manus, mens jeg skriver. Inden vi går i gang med at skrive, plejer Adam at sige ’prøv lige at høre, om du kan lide det her’, og så pitcher han noget, og så siger jeg ’ja jo, men jeg tror, jeg synes, vi skal trække den eller den karakter længere frem’, eller hvad det nu kan være«.
»Så taler vi frem og tilbage, og når vi så er enige, begynder vi at skrive. Det er primært Adam, der taler, og mig, der skriver, men eftersom det er mig, der taster, så skriver jeg jo kun det, jeg rigtigt godt kan lide. Ej, sådan er det ikke helt, altså der er ingen tvivl om, at det er Adam, der har skrevet ’Borgen’, altså vitterligt hele Borgen, men vi har diskuteret det hele. Og samarbejdet udløser jo så også den kæmpe fordel, at vi er to, der kender samtlige kreative manus-overvejelser«.
Så du kan føre det videre i produktionen?
»Ja, jeg tror på, at jo tættere forbindelsen mellem forfatterum og produktionen er, jo stærkere bliver det færdige resultat. Der er mange forfattere, der har ry for at aflevere meget sent, men det tror da faen, når de også skal holde møder med instruktører, skuespillere, A-funktioner, broadcasteren og alle de andre, der er involveret i en sådan produktion. Fordi Adam og jeg begge kender materialet og tankerne bag så indgående, kan vi dele os op, sådan at han for eksempel ser et gennemklip af et afsnit, mens jeg så samtidig laver lyd på et andet – og derved undgår vi til en vis grad at blive flaskehals«.
Hvordan har du brugt din baggrund fra Historie på universitet?
»Det har været ekstremt researchtungt. Jeg har aldrig læst så mange aviser. Adam kom ligesom bare hjem igen og kendte det hele, og jeg var sådan, ’nu siger han sikkerhedsudvalget, hvem er det nu, der sidder i sikkerhedsudvalget’. Jeg skulle lære helt sindssygt meget om den politiske og journalistiske verden. Men der er det meget fedt at være historiker, fordi så kan man ret hurtigt overskue ret meget materiale. Det er jo primært det, min uddannelse lærer én«.
»Men jeg læser også skønlitteratur, så jeg laver ikke referencer til film, jeg refererer til bøgerne. Jeg ser mange serier for at se, hvordan de fletter karakterer og historier sammen, men jeg henter primært min inspiration ud af litteratur og en almindelig og nok ret stor samfundsmæssig interesse. Det er ikke mig, der opfinder de enkelte scener, men jeg bruger enormt meget tid på at finde ud af, hvad jeg synes, vi skal sige om verdenen«.
Magnus Millangs Brøndby-halstørklæde
I sidste afsnit af sæson tre takker Birgitte Nyborg nej til posten som statsminister og bliver i stedet udenrigsminister under Venstre-pendanten De Liberale. Men hvorfor skulle serien trækkes frem i lyset igen?
»Det har virkelig været en af de ting, vi diskuterede meget, altså det var en kæmpestor succes dengang, så hvorfor gøre det igen? Og jeg synes virkelig, at hvis man tager nogle af de der helt store projekter frem igen, så skal man sgu gøre det ordentligt. Og man skal gøre det om muligt endnu bedre«, siger Emilie Lebech Kaae.
»Man er i den nye sæson tættere på karaktererne, end man har været tidligere. Og Birgitte Nyborg kommer længere ud end nogensinde før. Jeg havde total ærefrygt over for Sidse, da vi skulle i gang. Jeg blev helt starstruck, når hun kom ind ad døren – det bliver jeg stadigvæk. Hun er en dronning og så sindssygt talentfuld. Og hun var sådan ’ej det ville hun aldrig sige’, fordi hun kender Birgitte Nyborg bedre end nogen. Og så måtte vi jo skrive om igen. Så jeg tror, det var en god blanding af nye og gamle folk«.
Er der nogle ting i serien, du kan pege på, som er specifikt noget, du fandt på?
»Ja, Brøndby. Helt klart. Ej, jeg tror, det var min idé, at statsministeren var en kvinde, og at vi skulle trække overgangsalder så langt frem, men det er jo bare små og meget konkrete ting. Det er ikke sådan, at man siger ’det var min idé, og det var din’. Adam og jeg arbejder i et meget frit rum, hvor man kan sige alting, og så kan man komme med alle de dårlige ideer og alle de gode ideer, og så diskuterer vi os frem til den bedste«.
»Jeg har opdaget, jo mere jeg kommer ind i det kreative arbejde, hvor meget man stjæler med arme og ben fra sit eget liv. Der er mange scener, som har en flig af noget, jeg selv har oplevet. Jeg kunne godt give et eksempel fra afsnit 8, men det vil jeg helst ikke, jeg skal ikke spoile jo«.
»Vi kan tage afsnit 2: Den der følelse, Nyborg har til sønnens fødselsdag, hvor hun bare sidder og overhovedet ikke er en del af det. Det, tror jeg, mange mennesker kan genkende – og det udsprang af, at jeg en dag mødte ind på arbejde og sagde ’nu skal du høre om en frygtelig middag, jeg var til i lørdags’, og det er jo også en del af arbejdet. Det er få mennesker, jeg får talt lige så meget med som Adam«.
Hvor ser du din karriere tage dig hen i fremtiden?
»Nu laver vi ’Ragnarok’ sæson 3, og så tror jeg, vi skal gøre det igen på et nyt projekt, jeg sikkert ikke må sige noget om, men hvor arbejdsformen er den samme. Den er ekstremt effektiv – da jeg havde corona for et par uger siden, sad jeg jo så derhjemme, men så ringer Adam og jeg bare sammen. Eller hvis han kører i bil, så kan han ringe, og så skriver vi. Det er enormt fleksibelt, og det fungerer godt for os begge to, og det er en god måde at få skrevet rigtig, rigtig mange siders manus på«.
»Jeg tror generelt, branchen har brug for, at man gentænker nogle måder at arbejde på, fordi vi pt. har så sindssygt travlt herhjemme. Den helt traditionelle hovedforfatterrolle, som jo har skabt nogle virkelig gode serier, lægger også meget arbejde på ét menneske. Det bliver meget skrøbeligt. Jeg kunne godt tænke mig på sigt at være ægte showrunner. Final say ligger hos broadcasteren, men et fuldt kreativt final say vil jeg gerne have engang. Men … hvem ved, hvad der sker«.
’Borgen’ kan ses på DR. ’Ragnarok’ kan ses på Netflix.