Skamfering: Stop med at dele mine seriesæsoner op i to!

Fra ’Ozark’ til ’Stranger Things’ og ’Too Hot to Handle’. Der er gået inflation i at dele en seriesæson op i to dele, og Claus Nygaard Petersen er mere end træt af tendensen. Men hvorfor gør man det overhovedet?
Skamfering: Stop med at dele mine seriesæsoner op i to!
Millie Bobby Brown i 'Stranger Things' sæson 4. (Foto: Netflix)

KOMMENTAR. Forventningens glæde er skyhøj: Det er nu, du får at vide, hvornår fjerde sæson af ’Stranger Things’ får premiere.

Åbner Twitter med dirrende fingre. 27. maj, yes! Og 1. juli … vent, hvad? Volume 1 og volume 2?

Nu stoppper det.

Efterhånden bør det måske ikke komme som en overraskelse. Første halvdel af sidste sæson ’Ozark’ er næsten lige landet hos Netflix, mens afslutningen kommer 29. april. Det er blot seneste eksempel på en frustrerende trend, der er blevet mere og mere fremtrædende i de seneste år.

Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at en sæson skal brydes op i to dele, og især Netflix forfalder til den fikse lanceringsfidus.

Men hvorfor gør de det overhovedet?

For at forstå det er vi nødt til at gå lidt tilbage i tv-historien.

For et par sæbespåner mere

Piller man alle noble intentioner om at skabe vigtige værker og giver dygtige folk kreativ frihed, handler serier om en ting: At få folk til at tune ind på en bestemt kanal eller streamingtjeneste.

Sådan har det altid været. Fra tv-æraens kravlegårdsfase skulle der tiltrækkes sponsorer, og det er herfra, begrebet soap opera stammer. Melodramatiske serier i dagtimerne var henvendt til de hjemmegående husmødre, der som bonus også fik fornøjelsen af en god portion sæbe-reklamer – for det var jo det, målgruppen ville have, var mændene i de fine jakkesæt på ledelsesgangene enige om.

Det tidlige cast til ‘Days of Our Lives’ som stadig kører på tv i dag (Foto: PR)

Da folk ser mindre tv om sommeren, gav det mening, at en tv-sæson strakte sig fra september til maj, med en minipause fra december henover jul og nytår til januar/februar. Sådan var det i mange år i USA, indtil premium kabel-tv – som HBO – brød igennem. De var nemlig ikke afhængige af reklameindtægter, men derimod abonnementer. Så udover frihed fra fjernsynets restriktive censur var der også mulighed for at omdefinere, hvor lang en tv-sæson skulle være.

Hvor seriesæsoner tidligere strakte sig langt over 20 afsnit, blev 10 til 13 standarden, og selvom man stadig skulle sidde foran skærmen på et fast tidspunkt, skulle man ikke længere trækkes med den falske slutning, den såkaldte mid-season-finale, der markerede første halvdels afslutning med en god cliffhanger, så folk gad komme tilbage igen efter nytår.

Samme gamle tv

Derfor var det da også lidt pudsigt, da sidste sæson af HBO’s ’Sex in the City’ blev splittet op i to, hvor de første 12 afsnit blev vist om sommeren i 2003, mens de resterende otte kom i januar og februar 2004.

Et par år efter skete det samme med sæson tre af ’Entourage’ og sidste sæson af flagskibet ’The Sopranos’. Man forklarede det med to argumenter. For det første var der produktionsmæssige årsager, som gjorde, at det var nødvendigt med en markant pause i optagelserne (location skift etc.). For det andet gjaldt det for både ’Sex in the City’ og ’The Sopranos’, at det var serieafsluttende sæsoner, så der var mange tråde, der skulle samles, inden seerne kunne sige endegyldigt farvel.

‘Forbrydelsen’ (Foto: PR)

I dansk kontekst blev første sæson af ’Forbrydelsen’ også splittet op i to. Seriens 20 afsnit skulle forestille af foregå over 20 tyve dage, men de 10 første kørte fra januar til marts i 2007, mens de resterende løb fra september til november samme år. De mange afsnit bød på en hulens masse cliffhangers og red herrings i forhold til, hvem der mon havde dræbt Nanna Larsen, og det betød også, at mange afsnit føltes som fyld.

Det kan igen ses som et udslag af gammel tv-logik, hvor en seriesæson på DR og TV 2 helst skulle op på 20-24 afsnit. Seerne skulle fastholdes i det eftertragtede timeslot klokken 20-21 flest uger i træk, så konkurrenterne ikke kunne få fodfæste.

Nye tider, eller?

Med Netflix og de andre streamingtjenesters fremmarch de seneste ti år skulle man tro, at tiden med opdelte (og alt for lange) sæsoner ville være ovre. Og det var det da også i lang tid.

Men kigger vi bare på det seneste års tid, har vi fået en tsunami af todelte sæsoner. Alt fra ’Lupin’ og ’Lucifer’ til ’Papirpuset’ og sågar datingserien ’Too Hot to Handle’ er blevet splittet op, og det er bare på Netflix.

Hvorfor kopierer streamingtjenesterne en model fra den gamle flow tv-verden?

Udover forklaringerne med at skulle afslutte en historie og de produktionsmæssige omstændigheder er der også andre årsager.

En af dem er kontrakter med skuespillere, serieskabere og andre involverede. Af gode grunde kan man sjældent lave en kontrakt, der gælder i hele seriens levetid, fra start til slut, med mindre der er tale om en miniserie. Typisk vil der være kontraktforhandlinger omkring tredje eller femte sæson, og er serien blevet en succes, er det skuespillerne, der har fat i den lange ende af forhandlingerne.

Ved at forlænge en sidste sæson med flere afsnit undgår Netflix, HBO og de andre at skulle punge ud for ekstra sæsoner. 

Samtidig giver det en gylden mulighed for at spekulere i Emmy-priser, hvis konkurrencen er skrap i en kategori. Med en halv sæson senere i et svagere felt af konkurrenter øges vinderchancerne betydeligt, og den slags prestige betyder også noget for streamingtjenesterne i kampen om det endegyldige mål: at beholde abonnenterne.

Når en populær serie slutter, er der en vis risiko for, at publikum også forsvinder. Mange har utvivlsomt opsagt deres HBO-abonnement i de perioder, hvor ’Game of Thrones’ ikke løb over skærmen.

Emilia Clarke i ‘Game of Thrones’. (Foto: PR)

Ved at sprede sæsonerne ud over så lang tid som muligt bliver seerne enten hængende som passive abonnenter, eller også finder de en ny serie at følge med i.

Af samme grund ser vi så uendeligt mange spinoffs og adaptioner af populære film/bøger/tegneserier – det fanger, håber tjenesterne, det eksisterende publikums opmærksomhed.

Og det er derfor, at din yndlingsserie bliver splittet op i to dele. Ikke for seernes skyld, men som en nøje kalkuleret business, der meget vel kan ramme udbyderne som en boomerang. For det er begrænset, hvor mange gange man kan slippe af sted med halve-sæsoner finten, før publikum siger fra.

’Lupin’ havde en fremragende første halvdel for derefter at tabe det hele på gulvet med en pauver anden del. Og er der overhovedet nogen, som interesserer sig for næste ombæring med Omar Sys usædvanligt charmerende tyv?

Det kræver serier med høj kvalitet for at retfærdiggøre den slags sæsonopdelinger på streaming, og som ’Stranger Things’ har udviklet sig, er den ikke nødvendigvis must-see længere.

Så kære streamingtjenester og tv-kanaler, drop tricket med at dele sæsoner op for at maksimere jeres profit. Hvis første halvdel af ’Stranger Things’ ikke er spitze, sidder jeg i hvert fald ikke klar 1. juli, når de resterende afsnit lander på Netflix.

Men det handler selvfølgelig også om at have tillid til ens produkt. Og det er måske dér, at skoen trykker, især for Netflix.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af