’The Territory’: Aldrig har en træfældning været så hjerteskærende som i danskproduceret Sundance-vinder
CPH:DOX. Motorsavens ubarmhjertige jernkæde skærer hul på træets ældgamle bark. En øredøvende lyd af metal vrænger sig ind gennem hud, marv og ben.
At fælde et træ er ikke nødvendigvis en højdramatisk begivenhed. Men det bliver det i Alex Pritz’ Sundance-vindende ‘The Territory’. Dokumentaren skildrer et oprindeligt folk, Uru-eu-wau-wau-stammen, i deres næsten umulige kamp for at bevare deres hjem, et fredet område i Amazonas.
Filmen begynder med træfældning og maskiner, der buldrer, støjer, kværner og pløjer sig igennem regnskoven. Et intenst lyddesign af danske Rune Klausen og Peter Albrechtsen fremelsker en naturlig dramatik, badet i blødt sydamerikansk aftenlys: et ældgammelt træ ofres i den ulige kamp mellem langsom natur og hurtige maskiner.
En uro spreder sig i kroppen ved synet og lyden. Men bare rolig! Kort tid efter indfinder harmonien sig. Kameraet, der føres af Pritz selv og et af de oprindelige folk, Tangae Uru-eu-wau-wau, kæler nu i nærbilleder for naturen. Myrer spankulerer af sted i den frodige skovbund, belæsset med blade. En legesyg kamerafinte giver et sug i maven: Den naturforelskede linse lader sig rive med af en flok Uru-eu-wau-wau-børn, der løber gennem skoven.
Således hives følelserne frem og tilbage i ‘The Territory’. Et stærkt internationalt hold fremmaler en filmoplevelse med musik, billeder og lyd. Katya Mihailovas underspillede soundtrack kaster hjerteskærende lyd og lys over træer i flammer.
Selveste Darren Aronofsky og danske Sigrid Dyekjær, som stod bag den Oscar-vindende ‘The Cave’ fra 2019, er med på holdet bag.
Alle arbejder for, at man ikke bare skal forstå den politiske territoriale fejde, der udspiller sig i Brasilien. Man skal mærke den. At Amazonas er verdens blødende hjerte. At Uru-eu-wau-wau og modige miljøaktivister står tilbage som en sidste bastion i en frustrerende kamp imod stærke politiske kræfter og landmænd, der spejler sig i vestens romantiske cowboy-fortælling om den menneskelige universalret til at indtage og opdyrke.
Parterne stilles op, så det er tydeligt, hvad der driver hver især. Sergio, den driftige bondemand, vil sikre fremgang til sit land og sine medbønder. Martins, en fattig nybygger, vil eje det land, som en retfærdig Gud har stillet ham i udsigt. Neidinha, den altopofrende miljøaktivist, vil redde sin planet og et folk, hun elsker, fra at uddø.
Og Bitaté, den karismatiske, unge Uru-eu-wau-wau-leder, vil gøre alt for at forhindre sin kultur og sit hjem fra at forsvinde.
Alle behandles værdigt, men sympatien hælder utvetydigt mod regnskovens forkæmpere. Kameraet er, så at sige, på deres side. Tangae Uru-eu-wau-wau er medfotograf, og hans natursmukke hjem spiller hovedrollen. Uru-eu-wau-wau-folket har taget kameraet til sig som en måde at dokumentere, erindre og udtrykke. Tiden er forbi, hvor den hvide mand kunne buldre ind og tage ordet.
‘The Territory’ er en rørende og fintfølende dramatisk oplevelse. Og et positivt eksempel på, at noget har rykket sig inden for dokumentarismen. Nu betyder det ikke bare noget, hvem der står foran, men også bag kameraet.
Dertil er filmen et hamrende velfortalt og professionelt værk, der gør et stort umiddelbart indtryk på sin beskuer – og som forhåbentlig derved kan forhindre fremtidige indryk i regnskoven.
Kort sagt:
‘The Territory’ er en dramatisk filmoplevelse med et stort naturhjerte, et stærkt internationalt rodnet og en forståelse for betydningen af blikket, der ser.