(Spoiler alert: Læs først når du har set den nye ’Borgen’-sæson færdig)
I går sluttede ’Borgen: Riget, magten og æren’ med et ottende afsnit, hvor de fleste brikker faldt på plads. Godt hjulpet af et heldigt opkald fra USA’s præsident kom Birgitte Nyborg ud af den olieaftale og det moralsk tvivlsomme hjørne, hun havde malet sig selv godt og grundigt op i.
Olien blev i den grønlandske jord, og Nyborg takkede af som formand for Nye Demokrater med en lukrativ EU-post i sigte via sit nyfundne søsterskab med statsminister Mette Frederiksen Signe Kragh. Hun fandt fred med sin søn, sit parti, sin gamle mentor og ikke mindst sig selv, mens hun holdt døren for Mikkel Boe Følsgaards grønlandske romance og sendte et vidende blik til Katrine Fønsmarks rystede kanalchef, der var klar til at smide ledelsesansvaret til fordel for en kontorplads i kostalden.
Og således endte et ’Borgen’-comeback, der på mange måder var ambitiøst og spændende, men i finalen også blottede nogle svagheder, der fik sæsonen til at tage sig en anelse mere ujævn ud end i første halvdel.
Det bedste: Mor- og søn-drama i primetime
Et af de fine subplots gennem hele sæsonen var Birgitte Nyborgs privatprofessionelle skærmydsler med sin dyreaktivistiske søn, Magnus (en velspillende Lucas Tønnesen). Med et fint glimt i øjet mellem de to clashede de over deres meget forskellige udmøntning af stolte idealer – den unge rebel mod den erfarne politiker, der bevæger sig længere og længere væk fra de værdier, hun engang stod for.
Det var en fin skildring af begge positioners svagheder og styrker, og det kulminerede i et ret guddommeligt aftentalkshow-interview – så pinligt, at selv værten så ud til at blive ilde til mode. Birgitte Nyborg klyngede sin provokerende arving op med et svirp, hun normalt reserverer til politiske modstandere. Det var tåkrummende på den fede måde.
Det bedste: Birgitte Nyborgs moralske formørkelse
I det hele taget var det gennemført og dramatisk spændende at se Birgitte Nyborg smide al idealisme over bord til fordel for et realpolitisk portræt, der nok havde flere fællestræk med virkeligheden end den idealistiske statsministerfigur, vi lærte at kende i det gamle ’Borgen’.
Som hun blev kastet ind i et komplekst storpolitisk spil, som hun næsten kun kunne tabe, forstod man langt hen ad vejen hendes beslutninger, og Adam Price & co. gjorde os elegant til medskyldige i hendes gradvise forfald: For hvor var det præcist, hun overtrådte grænsen mellem snu politiker og kynisk opportunist?
Det værste: En mirakuløs transformation
Desto ærgerligere var det, at hendes samvittighedsmæssige omvendelse føltes så brat i slutafsnittet. For det første var det dramaturgisk for nemt, at et opkald fra USA’s præsident løste de fleste af hendes problemer i et snuptag.
For det andet føltes det – efter al den tålmodige demaskering af den idealistiske politiker – lidt tyndt, at hun vendte på en tallerken og genfandt sit gamle jeg efter en opsang fra den pludselig utroligt klarsynede Bent ’Nisssefar’ Sejrø og Grønlands eneste fisker.
Talen ved Nye Demokraters kongres var ’Borgen’, når den er mest overdrevet pompøs og skinhellig.
Det bedste: Mikkel Boe Følsgaard
I en kynisk politisk verden var Mikkel Boe Følsgaards konstituerede arktiske ambassadør Asger Holm Kirkegaard et kærkomment menneskeligt anker.
Hans forhold med den grønlandske embedsmand Emmy gav en will they/won’t they-dimension, som jeg godt kunne have undværet, og endnu mere havde jeg gerne undværet den antydning af jalousi, der blev lagt ind i Birgitte Nyborg-karakteren (Asgers flyskræk og gedeskæg var åbenbart uimodståelig for enhver kvinde).
Men hans kamp for at manøvrere i det grønlandske magtspil balancerede fint mellem intenst politisk drama og personlig involvering i de skæbner, han mødte undervejs.
Det værste: Katrine Fønsmarks komplette inkompetence
Lige så spændende det var at katapultere ’Borgen’s gamle tv-journalist/særlige rådgiver ind i en stormombrust chefrolle, lige så nedslående var det, hvor lidt serien fik ud af det.
Faktisk var det på grænsen af at være nederen at give en så bærende kvindelig karakter ledelsesansvar og så fremstille hende så eklatant inkompetent. Det var, som om serien ikke havde tid til at give hende nogle sejre, før den trak tæppet væk under hende. Katrine Fønsmark var ihærdigt uprofessionel i håndteringen af alt fra den genstridige værtsstjerne Narciza til nævenyttige bestyrelsesmedlemmer. Og til sidst stod hun tilbage med et fuldkommen fortabt ansigtsudtryk – som én, der virkede klar til den lukkede.
Hvad fik serien sagt om medierne i en tid præget af hårdt pres fra techgiganter, fake news, clickbait og meget mere? Kun lidt gamle travere om, at medierne kvæler deres mest eksplosive historier efter pres fra hvem som helst ovenfra, og at det er svært som kvinde at være chef og samtidig huske at koge kartoflerne til aftensmaden.
Det bedste: Den komplicerede storpolitik
Mens det på nogle måder sikkert havde været nemmere at sammenskrue en sæson ud fra mere rendyrket nationalpolitiske arenaer, var det dristigt at stykke en fortælling sammen, der lod vores udenrigsminister stå i krydsilden mellem stormagterne USA, Kina og Rusland. Det storpolitiske spil, hvor mange dagsordener bliver mudret ind hinanden, gav internationalt format til sæsonen, kulminerende i den ret nervepirrende situation, hvor danske soldater trækker våben mod russiske styrker foran en nedstyrtet drone.
Man skulle af og til holde tungen lige i munden, men hellere det end at blive talt ned til: ’Borgen’s frontalløb ind i den globale geopolitik var godt set.
Det værste: Insta-kongen Laugesen
Ligesom ’Borgen’ kæmpede med at give Katrine Fønsmark en fair karakterbue, slingrede den fra start til slut i håndteringen af et andet efterladenskab fra de gamle sæsoner, Peter Myginds Michael Laugesen.
Han blev kørt i stilling som en Martin Rossen in spe, men blev derefter kalkeret som en mørkets fyrste for hire, der dog ikke havde mange indsigter, som enhver politiker ikke godt selv ville kunne nå frem til – eller hvis forslag bare var så karikeret fake news-ondsindede, at de mistede troværdighed.
Værst af alt var hans nyfundne stilling som kongen af Instagram. En 50-årig tidligere chefredaktør turned techsavy Insta-ekspert med tåbeligt manipulerende madbilleder. Klart.
Det bedste: Den empatiske ministersekretær
’Borgen’s reduktion af apparatet omkring en højprofileret minister var dengang som en tand fjollet, men det skal ikke holde os fra at hylde Simon Bennebjergs ministersekretær Oliver Hjorth, der som en smånaiv, men kvik nyansat var en fin måde at belyse Birgitte Nyborgs tanker og udvikling.
Hans bekymring over ministerens forråelse var måske lige knap realistisk, men der var konstant liv og nerver i samtalerne mellem Oliver og Birgitte.
Det værste: Et uforløst crime-spor
Da Malik styrtede i døden i starten af serien, var der lagt op til et seriøst crime-spor, som man tænkte ville fylde meget de kommende afsnit.
Men ak. Malik forblev en strøtanke, og først til sidst blev sympatiske Asger optændt af en retfærdighedebs ild – så meget, at han lancerede sin ide til en true crime-podcast (ja ja, mellem linjerne) i et direkte opkald til en udenrigsminister og partiformand i dennes mest pressede stund.
Der var selvfølgelig en besk pointe i, at mordet (?) på Malik aldrig blev taget så seriøst, som havde det været en dansk mand, men ikke desto mindre hang dødsfaldet og flagrede som en lidt billig måde at skabe suspense.
Det bedste: Grønland
Til gengæld var det en konstant fornøjelse at have den storslåede grønlandske natur som bagtæppe hele sæsonen igennem.
Mens Birgitte Nyborg må være den udenrigsminister i nyere danmarkshistorie med mindst rejseaktivitet (hun stejler over at skulle en dag til Grønland med kort varsel!), gav den grønlandske setting schwung og format over billederne, samtidig med at man ikke var bleg for også at vise det grønlandske samfunds skyggesider.
Af en stor bred DR-serie at være gav ’Borgen’ et ganske mangefacetteret billede af et sted, som ellers er blevet skraldet bort for nuancer i det danske mediebillede i årtier.