Du kender det muligvis: Din udenlandsferie er ved at være slut, trætheden begynder at melde sig, og du bukker under for en hjemmeaften på hotellet for at få en pause fra den linde strøm af Aperol Spritz og sightseeing, som har optaget det meste af ugen.
Du tilgår din vante streamingtjeneste for at finde aftenens underholdning og opdager pludselig et udvalg, som er langt bedre, end du er vant til på dansk grund.
Jeg selv var overrasket over at erfare, at der på amerikansk HBO Max er et bredt udvalg af film, som spænder helt tilbage til klassikere fra Hollywoods guldalder i 1940’erne og europæisk film i 60’erne og frem til de store blockbustere af i dag.
Faktisk tæller filmkataloget på HBO Max i USA over 2000 film, så vidt jeg kan læse mig til, mens jeg i Danmark kun har kunnet tælle mig frem til, at 755 film er tilgængelige på platformen.
Også på Netflix har vi i Danmark adgang til knapt 1000 færre film end i USA samt 500 færre serier ifølge en opgørelse foretaget af Finder i 2021. Og vi er ikke engang det land, der er hårdest ramt. Tilgår man eksempelvis platformen fra Vietnam, har man adgang til under en femtedel af, hvad vi kan streame fra Danmark.
755 film er selvfølgelig stadig langt mere, end de fleste HBO-abonnenter overhovedet kan nå at se – særligt koblet med streamingtjenestens udvalg af serier og de konstante tilføjelser af nye titler, der afløser eksisterende film og serier.
Og det skal heller ikke udelukkende handle om kvantitet frem for kvalitet. En streamingtjeneste som Amazon Prime Video er spækket til bristepunkt med film af yderst tvivlsom kvalitet og ganske middelmådig kuratering. Her får man ifølge en opgørelse fra Yahoo i 2020 op mod 13.000 filmtitler for sin abonnementspris i USA, hvoraf de fleste er ukendte makværker, som blev udsendt direkte på VOD.
Men alligevel kan den markante diskrepans i udvalget på tværs af landegrænser få det til at værke i retfærdighedsfølelsen.
Ansvar for filmhistorien
I virkeligheden er min kæphest nok, at de markante forskelle i udvalg taler ind i en tendens, hvor streamingtjenesterne i høj grad begynder at indsnævre deres kataloger og i stedet fokusere på stort anlagte intellectual properties og originalproduktioner frem for den hellige gral af filmhistoriske klassikere, som fortjener et publikum.
Det nye produktionsfokus har afkastet glimrende film som ’The Irishman’ og ’Roma’ og nye franchises af svingende kvalitet som ’Extraction’ og ’The Old Guard’, der i stigende grad er blevet det vigtigste selling point for streamingtjenesterne, som kontinuerligt nedprioriterer formidling og tilgængeliggørelse af filmhistorien for i stedet at fokusere på unikt, nyt indhold.
Man kan ikke fortænke de store streaminggiganter i at rykke hen, hvor der er flest penge: Mod nyt indhold med aktuelle stjerner i front. Alligevel er det ærgerligt – måske endda problematisk – at det skal ske på bekostning af filmhistorien.
I Danmark er der utallige perioder og instruktører i filmhistorien, som ikke er tilgængelige på nogen platforme – hverken de store eller de mere nicheprægede.
Heller ikke selvom Disney+ har opkøbt hele Fox’ bagkatalog, Amazon har opkøbt MGM, og HBO Max’ moderselskab Warnermedia ejer Warner Bros – tre ikoniske filmstudier, der til sammen tegner sig for tusindvis af amerikanske filmklassikere, hvoraf mange af dem alligevel er nærmest uopdrivelige herhjemme.
Men hvordan kan det være, at vi i Danmark får serveret færre titler end i USA?
Ikke bare ét tryk på en knap
Jeg spurgte Ragnhild Thorbech, Senior Vice President for indkøb og programlægning hos HBO Max i Norden, for at forstå sagen fra hendes side af bordet.
Og ifølge hende giver det ikke mening at sammenligne det danske HBO Max med USA’s, fordi vilkårene for tjenesterne er helt anderledes.
»Jeg mener kun, at man kan sammenligne tjenester inden for det samme territorie. Det er svært at sammenligne med en platform i en anden del af verden. Markedet er anderledes, filmarven er anderledes, og de har nogle helt andre muligheder for at forhandle rettigheder. I USA har de eksempelvis en række filmaftaler, der gør, at de får en del flere film tilføjet deres katalog«, siger hun.
Thorbech forklarer, at antallet af tilgængelige titler i sidste ende er en afvejning af ressourcer:
»Jo mere indhold man tilføjer til platformen, desto større er omkostningerne og arbejdsbyrden. Der ligger et enormt arbejde i lokalisering, ingesting og kvalitetskontrol. Det er ikke så simpelt, at man bare kan trykke på en knap, og så dukker titlerne op – heller ikke selvom de allerede ligger på den amerikanske platform. Derfor har vi været nødt til at prioritere, og vi har prioriteret de titler, som vi synes er vigtigst for et nordisk publikum«.
Hvad har I prioriteret i Norden i forhold til i USA?
»Vi har blandt andet et meget større katalog af tv-serier, end de eksempelvis har i USA, fordi vi har indkøbt serier, som i USA ligger på andre platforme som Hulu, FX og Showtime, men som ikke er distribueret i Europa. Eksempelvis serier som ’The Handmaid’s Tale’, ’Billions’ og ’The Great’«.
»De originale Max og HBO-titler er de samme som i USA, men derfra er det op til HBO-holdet i hvert enkelt land at gøre, hvad der er i deres tjenestes bedste interesse. På vores danske platform har vi eksempelvis mange virkelig, virkelig gode danske film af ældre dato. Vi har også fantastiske nordiske og europæiske titler, som ikke ville fungere på samme måde i USA«.
Ragnhild Thorbech mener således ikke, at de danske brugere har grund til at være skuffede over udbuddet i forhold til det i USA.
»Man får virkelig meget indhold i Danmark for abonnementsprisen. Der er både de nye premierefilm, som kommer på tjenesten kort efter biografpremieren, samt alle de titler, der får premiere eksklusivt på tjenesten, katalogtitlerne og de titler, vi har indkøbt fra tredjeparter. Så i virkeligheden er prisen meget, meget lav i forhold til den kvalitativ og kvantitet, man får«.
Tre gange så meget indhold
Når det gælder udfordringerne med at tilgængeliggøre ældre filmtitler, som Warner allerede har rettighederne til, er det et spørgsmål om kroner og ører. Thorbech påpeger, at publikummet til ældre film automatisk er mindre.
»Jo ældre filmene er, des mindre vil publikummet også være. Derfor gælder det om at prioritere, så man kan gøre så mange abonnenter som muligt glade. Som filmnørd ville jeg elske at præsentere flere og flere af de fremragende ikoniske filmtitler fra bagkataloget. For jeg ved godt, at mange filmnørder gerne vil have det hele. Det ville være en drøm at gøre hele det enorme Warner Bros.-katalog tilgængeligt, men det ville kræve et massivt arbejde«.
»Når det så er sagt, har vi faktisk tilføjet tre gange så mange film på HBO Max i Danmark i forhold til, hvad der var tilgængeligt på det gamle HBO Nordic«, siger Thorbech.
Og selvom det ikke helt tilfredsstiller mit håb om, at de globale streaminggiganter i fremtiden vil gøre mere for at formidle de utallige filmklassikere, som gemmer sig i deres dyrt indkøbte bagkataloger, er det trods alt et skridt i den rigtige retning.
Imens leder jeg stadig forgæves efter Warner Bros.’ uomgængelige noir-klassikere ’The Big Sleep’ og ’The Maltese Falcon’ på selskabets egen streamingtjeneste.