Kan du huske, hvem der vandt aftenens hovedkategori, Bedste Film-prisen, som kulmination på søndagens Oscar-show?
Midt i lussing-gate og alle dens efterdønninger er det næsten svært at bebrejde nogen, hvis svaret er nej.
Ikke desto mindre er det ærgerligt, at en privilegeret stjernes egoistiske handling har druknet alle de andre, mere positive aspekter ved verdens største filmshow.
Som for eksempel Bedste Film-vinderen: Sian Heders ’CODA’.
Det var nemlig på flere måder en interessant og historisk vinder: Det var første gang, en techgigant vandt den store pris. Med et cast båret af døve skuespillere i en stor del af de bærende biroller stak den ud fra de gængse Oscar-vindere. Og så var det blot tredje gang, at en film af en kvindelig instruktør vandt for Bedste Film (anden gang var Chloé Zhaos ’Nomadland’ sidste år).
Indtil ganske få dage inden showet var det også en overraskende triumfator.
Bare en måned før uddelingen fandt man nemlig ikke mange Oscar-eksperter eller bookmakere, der havde filmen om sangdrømme hos en hørende pige i en familie af døve som favorit.
Faktisk lignede Jane Campions Netflix-film ’The Power of the Dog’ langt hen ad vejen den eneste bæredygtige Oscar-vinder, og det var først en uges tid inden – da de førende amerikanske branchepriser var uddelt – at det stod klart, at de to film delte værdigheden som sandsynlige Oscar-vindere.
Sejren var naturligvis en kæmpe triumf for Sian Heder og for den indiefilmindustri, som ’CODA’ er rundet af – den fik premiere på Sundance-festivalen helt tilbage i januar sidste år, før Apple købte den til nordamerikansk distribution for et rekordbeløb på 25 millioner dollars (herhjemme og i mange andre lande fik den biografpremiere).
For Apple var triumfen ikke mindre. Det er først for relativt nyligt, at techvirksomheden har kastet sig ind i Hollywood, og at de gaflede branchens største pris som den første streamingtjeneste har utvivlsomt gjort ondt hos Netflix, der denne gang må have troet, at de ville lykkes. Netflix har higet efter prisen som den ultimative blåstempling fra Hollywood, men er faldet på målstregen med dyre film fra stor auteurs som Cuaróns ’Roma’ og Scorseses ’The Irishman’, og heller ikke denne gang skulle det altså lykkes.
Og hvad skyldes det så? Hvordan kunne et lille drama uden stjerner om en døvefamilie slå den respekterede mesterinstruktør Jane Campions stjernespækkede og storladne western?
Her er nogle af grundene:
1. ’CODA’ rammer dig på følelserne
De seneste to år har Bedste Film-vinderen også været en kritikerfavorit: ’Parasite’ og ’Nomadland’. ’CODA’ har til gengæld fået en blandet kritikermodtagelse, og det var nærliggende at tro, at tendensen fortsatte med den anmelderhyldede ’The Power of the Dog’.
Men i år stod det klart, at Oscar-akademiet – trods en udvidet medlemsbase med flere internationale og yngre medlemmer – stadig i høj grad stemmer med det, de altid har gjort: Følelserne.
Læste man de anonyme bekendelser fra akademimedlemmer, som medier som The Hollywood Reporter og Indiewire laver op til showet, var det bemærkelsesværdigt, at de nærmest alle var uberørte af ’The Power of the Dog’s fortælling.
De fandt filmen flot, men også kold og måske endda lidt kunstig. Oscar har i nyere tid godt kunnet tippe mod ’kolde’ film, men så har filmene haft andre dimensioner, der har rusket i kroppen: ’Parasite’ og ’Birdman’ var for eksempel energiudladninger spækket med cinematiske og fortællemæssige overraskelser undervejs, og ’Spotlight’ havde indignationen over pædofiliskandalerne i den katolske kirke.
’CODA’ går rent ind. Man griner, og man skal være lavet af granit, hvis man ikke kniber en tåre undervejs – som i scenen, hvor vores hovedperson med tegnsprog oversætter sin sang til sin far. Snøft.
2. … men på en moderne måde
Samtidig føles filmen ikke som det rene Oscar-bait. De mest udspekulerede tårepersere med de helt dyre violiner af den slags, som mange tidligere forbandt Oscar med, er på retur – de bliver vejet, gennemskuet og fundet for lette.
Men Sian Heders fisker-døve-musik-drama er en grådfremkaldende crowdpleaser af mere moderne kaliber. Både i en fint afbalanceret historie, der doserer virkemidlerne og skruer op på de rette øjeblikke. Og altså i den progressive casting af rigtige døve skuespillere, dirigeret af en instruktør, som selv lærte tegnsprog til optagelserne.
’CODA’ føles som et moderne bud på en gammeldags Oscar-film.
3. ’CODA’ spiller bedre fra sofaen
Selvom flere biografer har været åbne i denne Oscar-sæson end den foregående, har pandemien stadig sat sit præg på især USA, og de fleste akademimedlemmer har uden tvivl set årets kandidater enten i akademiets interne streamingsystem eller via Apple/Netflix derhjemme.
Og her er der – i forlængelse af ovenstående – ingen tvivl om, hvilken af de to kombattanter der har gjort sig bedst. Jeg er blevet forbløffet over, hvor mange mennesker jeg har talt med, der har fundet ’The Power of the Dog’ gudsjammerligt kedelig, når de har set den hjemme på Netflix en fredag aften.
Jeg så den selv i biografen og var ret bjergtaget, og der er ingen tvivl om, at de store vistaer og Johnny Greenwoods musik gør sig bedre på det store lærred. Jeg tror, der er tale om det, man passende kan kalde ’The Irishman’-effekten.
Selvom akademiet er professionelle filmfolk, der måske burde kunne se ud over den slags, så … er de mennesker som alle os andre.
4. Hadet mod Netflix
Selvom Netflix efterhånden føles som en integreret del af Hollywood – og i hvert fald en magtfaktor, som langt de fleste i branchen gerne vil arbejde med (eller uundgåeligt kommer til at gøre det alligevel), er der stadig mange i filmbyen, som nærer et vist had til den nye gigantdreng i klassen.
Netflix er blevet for store for hurtigt, og de disrupter den måde, Hollywood har indrettet systemet på i årtier, mener man, blandt andet ved at omgås hele biografkredsløbet. Mange troede, at respekten for Jane Campion ville overskygge Netflix-faktoren, og at mange måske efterhånden også var klar til at indse, at de gode gamle, Silicon Valley-frie dage ikke kommer tilbage, men ak: Der er stadig traditionalister i akademiet, som meget nødig stemmer på noget, der har streaminggigantens logo på.
5. Apples allestedsnærværende muskler
Selvom Apple i et generelt samfundsperspektiv er endnu mere magtfuld end Netflix, er deres tilstedeværelse i Hollywood mindre (og nyere), og derfor mønstrer Hollywood generelt ikke samme modstand mod Apple som mod Netflix. Det hjælper også, at det er velkendt, at ’Coda’ var en indiesucces på Sundance, før Apple blev involveret, og filmen derfor ikke kun associeres med at være et Apple-produkt.
Til gengæld har Apple så kunnet bruge alle deres muskler på at lancere ’Coda’ på bedst mulig vis. En erfaren kampagneleder har i Wall Street Journal estimeret, at Apple har brugt 10 millioner dollars på Oscar-ræset, hvilket er mere, end selve filmen har kostet at producere.
Men hvad endnu vigtigere er, at Apple har kunnet pushe filmen hårdt gennem deres Apple Store på alle devices og har brugt den betragtelige mængde viden om brugeradfærd, de er i besiddelse af via vores alle sammens iPhones, til at positionere filmen de rigtige steder på det rigtige tidspunkt.
6. Den lange sæson
Og her har Apple timet deres kampagne perfekt. Når man står med en film, der havde verdenspremiere 14 måneder inden Oscar-showet, er det ikke verdens nemmeste bedrift at holde gryden i kog. Man skal peake på det akkurat rigtige tidspunkt, og i år gik fusen eksempelvis af en film som Kenneth Branaghs ’Belfast’, der ellers blev anset som en favorit tidligere på sæsonen.
For andet år i træk var Oscar-sæsonen ekstra lang, fordi showet først lå sidst i marts (en sideeffekt af pandemien), og mens ’Belfast’ måske peakede omkring årsskiftet og ’The Power of the Dog’ i februar, toppede buzzen om ’CODA’ på det helt rigtige tidspunkt.
I manglen på en anden film, der virkelig værkede i følelsesapparatet, trådte den lille genindspilning af en fransk film frem som et bud, mange Oscar-medlemmer havde catchet op på i netop de uger, stemmerne skulle afgives – godt hjulpet på vej af Apples’ intense markedsføringsapparat både fysisk i Los Angeles og på sociale medier.
7. Stemmesystemet
Også Oscars ret komplicerede stemmesystem i Bedste Film-kategorien har givet ’CODA’ et løft. Det er nemlig et såkaldt præferentielt stemmesystem, hvor medlemmerne rangerer deres favoritter fra 1-10, og filmene med færrest førstepladser redistribueres i et sindrigt system (lang forklaring – læs mere her). Kort sagt betyder det, at det ikke nødvendigvis er den film med flest førstepladser, der vinder bedste film – en film med mange anden- og tredjepladser kan ende med at løbe med sejren.
Det favoriserer såkaldte konsensusfilm, altså film, der ikke deler vandene (med mange top- og mange bundplaceringer), men som mange smider ind i top 3. Og en sådan film er ’CODA’.
8. Sam Elliott
Man kan sagtens argumentere for, at Sam Elliotts småhomofobiske ramblerier hos Marc Maron om ’The Power of the Dog’s svagheder i lige så høj grad bestyrkede tilhængerne i deres tro, som det skabte nye kritikere. Men det gjorde alligevel noget ved hele awards-narrativet.
Pludselig var der åbnet op for, at man gerne måtte mene, at Jane Campions western ikke var det syvende vidunder. Og pludselig fik folk, der måske ikke havde været helt overvældet af filmen i første omgang, anledning til at reflektere over, hvorfor de måske ikke var så imponeret over den, som de havde troet, de ville være. En manglende autenticitet i arbejdet med den grundamerikanske myte blev pludselig en faktor: Campion er fra New Zealand, og de newzealandske landskaber gør det ud for at være Montana i filmen, mens den småaristokratiske brite Benedict Cumberbatch er utroværdig som beskidt cowbojder. Lød det.
Det var naturligvis ikke Sam Elliott, der afgjorde Oscar-ræset til ’CODA’s fordel, men i de afgørende stemmeuger kan selv små forskydninger få en indflydelse. Og der er ingen tvivl om, at hans ord og den efterfølgende debat bidrog til at ændre diskursen om ’The Power of the Dog’.