’Flugt’-instruktør fortæller om hele sin Oscar-oplevelse – fra indebrændt takketale til Will Smith og fremtiden

Instruktøren bag Oscar-sensationen ’Flugt’, Jonas Poher Rasmussen, er tilbage i Danmark, og her ser han tilbage på en svimlende intens periode af sit liv, der inkluderede møder med Hollywoods absolut største stjerner og kulminerede i et Oscar-show med blandede følelser.
’Flugt’-instruktør fortæller om hele sin Oscar-oplevelse – fra indebrændt takketale til Will Smith og fremtiden
Jonas Poher Rasmussen med 'Flugt'-producere Charlotte de La Gournerie, Monica Hellström og Signe Byrge Sørensen ved Oscar-showet. (Foto: Jeff Kravitz/FilmMagic)

’Flugt’ måtte rejse tomhændet hjem fra Oscar-festen i slutningen af marts. Og med den altoverskyggende Will Smith-gate oveni kunne det føles, som om den danske Oscar-triumf fes ud frem for at slutte med et brag.

Det er derfor helt på sin plads at sætte en tyk streg under det faktum, der gælder lige så meget nu, som da Jonas Poher Rasmussens dokumentarsensation opnåede tre nomineringer ved klodens største filmpris i februar: ’Flugt’ har fået sit helt eget kapitel i dansk filmhistorie.

Den startede med udtagelse til verdens førende festivaler i Cannes og Sundance, den har siden vundet 82 priser, og som den første film nogensinde blev den altså Oscar-nomineret i både kategorierne animation, dokumentar og internationale film.

At filmen – som forventet – ikke vandt nogen statuetter, fjerner intet fra den utrolige præstation for en lille dansk dokumentar af en forinden relativt ukendt filmskaber.

For Jonas Poher Rasmussen var Oscar-showet finalen på en lang awards-kampagne dirigeret af den amerikanske distributør Neon.

Man skal ikke tale længe med den 40-årige instruktør, før det står klart, at han har det bedre bag kameraet end som hovedperson i rampelyset, og selvom Oscar-oplevelsen har været en exceptionel oplevelse, ligner han også en mand, der har det godt med, at tuxedoen er pakket langt væk, da jeg møder ham i hans lejlighed på Nørrebro, en lille uge efter han er vendt hjem fra Los Angeles.

Jonas Poher Rasmussens ‘Flugt’. (Foto: PR)

Da han kom tilbage til Danmark, sagde hans krop nærmest øjeblikkeligt fra efter en vanvittigt intens Oscar-optakt, og nu efter nogle dages sygdom er han klar til at trække stikket over påskeferien og få tankerne væk fra ’Flugt’ og film.

Før han får lov til det, bad vi ham dog samle op på sin oplevelse med at blive katapulteret ind i Hollywoods inderkreds for at få ’Flugt’ positioneret bedst muligt i Oscar-regi og dermed få hele verdens øjne op for filmen om Poher Rasmussens barndomsven Amin og dennes flygtningerejse fra Afghanistan til Danmark.

»Hele Oscar-kampagnen var svær i starten, hvor jeg syntes, det var alt for meget. Hvorfor skal jeg alle de her ting og sige det samme igen og igen? Men Neon var sådan: ’Det er the name of the game’. Så jeg måtte tage en beslutning og sige: Det er ikke mig, det er ikke den del af at lave film, jeg synes er så fed, men nu prøver jeg bare at have det sjovt med det«.

»Det handlede om at tage ja-hatten på. Nu siger jeg ja tak til alt. Det bliver hårdt, men det bliver meget nemmere, hvis jeg bare er sådan: Yes, lad os gøre det! Jeg er på! Yes! Jeg er med! For så åbner alle dørene på en anden måde, og folk møder dig på en anden måde. Det var et skifte, jeg lavede ret tidligt: Det bliver for hårdt, hvis jeg skal arbejde imod det her. Jeg skulle acceptere, at i en periode ville jeg ikke have tid til at arbejde på mine projekter og mindre tid til familien, vennerne og de ting, jeg virkelig godt kan lide. Men så endte det faktisk også med at være en virkelig fantastisk oplevelse«.

»Jeg har haft rigtigt mange møder over Zoom her fra min lejlighed på skæve tidspunkter på grund af tidsforskellen. Absurd mange. Og på et tidspunkt måtte jeg også sige: Nu skal I stoppe. Det giver ikke mening. Men det er selvfølgelig også meget smigrende. Så sidder man der og snakker med Mark Ruffalo og Gillian Anderson, der har set filmen og gerne vil have, at man har dem i tankerne til projekter i fremtiden. Vi havde venner med teenagebørn på besøg, og så skulle jeg på Zoom med Mark Ruffalo, som de selvfølgelig kendte som Hulk fra Avengers. Det havde de det helt vildt over«.

Takketale med noget på hjerte

»Jeg var egentlig ikke så nervøs på Oscar-dagen, mest fordi jeg var distraheret af, at der var så meget der skulle ordnes, men nogle gange kom der alligevel et sug i maven: Det er nu, det sker. Også fordi der har været et så langt opløb. Det er halvandet år siden, I på Soundvenue nævnte os som Oscar-kandidat! Vi startede formiddagen med at få tøj på og sat hår, og jeg fik også sminke og pudder på, så man ikke glinser for meget i kameraet«.

»Og så er det jo bare det her kæmpe cirkus, når man ankommer. Når man kommer til den røde løber, er der køer med forskellige hierarkier. I det højeste hierarki kan alle stjernerne gå indenom. Vi nominerede var vist i nummer 2. Men det er klart, at vi ikke var de mest interessante for pressefotografen. Lige før os kom Andrew Garfield, hvor der bliver råbt og skreget i fem minutter, og så kommer vi og står i 20 sekunder, før nogen siger: ’Nu kan I godt gå videre’«.

»Det er ret mærkeligt tilrettelagt, fordi der hele tiden er de der reklamepauser, hvor man kan nå ud og i baren og få en drink. Men man må ikke tage drinken med ind, så man skal drikke den derude, og hvis man så ikke når ind, før de starter showet igen, så er det bare ærgerligt, og man må vente med at komme ind til næste reklamepause. Vi endte faktisk med at misse hele åbningsmonologen, fordi vi var ude i baren. Oh shit. Vi begyndte at blive nervøse for, om vi kunne nå ind til vores kategori«.

Jonas Poher Rasmussen i Los Angeles op til Oscar-showet. (Foto: Rodin Eckenroth/Getty Images)

»Nu har jeg været til en del af de der awardshows, og det er bare et dårlig underholdningskoncept. For det er en masse folk, som skal op på en scene og sige noget, som for de flestes vedkommende bliver dybt uinteressant for alle andre end dem selv. Så man sidder og har en masse nerver på, fordi man er nomineret. Men det er jo ikke et godt show«.

»Jeg havde skrevet en tale, som faktisk handlede om noget og havde noget på hjerte. Jeg ville sige tak til holdet, men ikke nævne navne og i stedet hurtigt komme til det, jeg gerne ville sige. Jeg havde fået et citat fra Amin, som jeg gerne ville … Jeg ville gerne give ham ordet lidt. Og så ville jeg gerne have sagt noget omkring, hvor vigtigt det er at fortælle de her historier. Hvor vigtigt det er, at vi ser hinanden som mennesker. Særligt lige nu. Jeg sad med talen i hånden og havde næsten lyst til at give den til en eller anden: Har du ikke lyst til at holde den her i stedet for det, du havde tænkt dig at sige med en masse navne på folk, som ingen alligevel kender eller vil huske?«

»Vi håbede selvfølgelig, men vi regnede ikke med at vinde. Der var andre favoritter i alle kategorierne. Men lidt skuffelse var der da, og den kommer til at sidde der i noget tid. Og når jeg møder folk nu, ved de ikke rigtigt, hvad de skal sige. Det må være ligesom et fodboldhold, der kommer til finalen, men taber den. Der mangler ligesom et ord for det. Nogle siger: ’Godt gået!’ Det er måske det bedste, man kan sige«.

Chris Rock sagde undskyld

»Vi sad ret tæt på, da Will Smith-tingen skete – 15-20 meter væk. Vi troede først, det var en joke. Man er ikke vant til at se lussinger, så det så fake ud. Det var først, da han råbte, at man var sådan: Okay, shit, det her er ikke for sjovt. Da lyset blændede ned til reklamepause, kunne man se Chris Rock gå over til Will Smith og sige: ’I’m sorry, man, sorry’. Denzel kom for at mægle«.

»Det var vildt, for så var det vores kategori lige bagefter. Så da Chris Rock får fremstammet, at her er de nominerede til bedste dokumentar, siger min kone til mig: ’Du har din tale, og hvis du vinder, så bare sig den – du skal ikke adressere, hvad der lige er sket’. Og så var det jo virkelig mærkeligt, at Will Smith skulle have en pris bagefter. Skal man klappe, skal man stille sig op? Vi sad ret lang tid tilbage, og så rejste alle sig op, og så gjorde vi det også, som sådan nogle flokdyr. Det går så hurtigt, at man ikke når at tænke, skal vi lave et statement her? Det er bare det, man gør«.

»Vi var inviteret til den der Vanity Fair-efterfest, og det var vildt at opleve, men jeg kunne hurtigt mærke, at jeg egentlig hellere bare ville være sammen med holdet end at kigge på stjerner. Det er jo sjovt, at man får mulighed for at hilse på Donald Glover og Kristen Stewart og Billie Eilish, men mere spændende er det altså heller ikke. Så vi tog hurtigt afsted til en bar med resten af holdet og dansede på bordene i stedet«.

Fra Spielberg til Bong Joon-ho

»Der har været store oplevelser med stjernerne undervejs. At møde Steven Spielberg til PGA Awards, hvor han sad ved siden af George Lucas og Francis Ford Coppola og sagde, at han elskede ’Flugt’. At sige tillykke med Oscar’en til Jane Campion, der fortalte, at hun havde stemt på min film. At sidde til bords til den årlige Oscar Luncheon med Guillermo Del Toro, som gav en stor krammer og sagde: Hvis du ikke vinder, drikker vi os fulde sammen! At komme ud fra metroen her på Nørrebro og gå fuldstændigt i stå, da jeg modtager en besked om, at Bong Joon-ho har rost filmen til skyerne«.

»Men det allerfedeste har været, at man har været på en rejse sammen med de filmfolk, man er nomineret i samme kategori som. Vi har lavet en masse paneler, arrangementer og middage sammen, og dem lærer man rigtigt at kende – fra Questlove til Sorrentino (nomineret for ’Hand of God’) og Joachim Trier og Eskil Vogt (dobbeltnomineret for den norske ’Verdens værste menneske’, red.). Pludselig kan jeg tage kontakt til folk, som jeg ellers ikke havde adgang til. Forhåbentligt kan jeg holde kontakten til en masse af dem og måske sende et klip eller et manuskript og sige, har du tid og lyst til at kigge på det her? Det er relationer, der bliver skabt«.

»På den måde har det været det hele værd. Og Oscar er jo med til at gøre, at folk som mig kan lave de her lidt mere nicheagtige projekter. Men personligt synes jeg, at hele showet handler lidt for meget om at blive set, at blive set sammen med de rigtige og at se rigtig ud. Det er ikke min kop te.  Jeg sidder her i en sort sweatshirt og slidte cowboybukser. Næste gang må jeg have en medvirkende, der ikke er anonym, som jeg kan skubbe foran mig, haha!«

»Jeg er blevet tilbudt nye animerede dokumentarprojekter, men jeg skal prøve noget andet. Det her var et meget unikt projekt, som ramte en masse ting helt rigtigt. Jeg håber, det kommer til at gå op i en så høj enhed igen i min karriere, men det er jo ikke sikkert. Jeg skal i hvert fald lave noget andet, og det er også derfor, jeg nu arbejder med noget fiktion«.

»Jeg arbejder på en filmatisering af Halfdan Piskets Dansker-trilogi, og fra maj skal jeg nok skrive manuskriptet til et udenlandsk projekt. Men nu skal jeg altså først lige have noget ferie, hvor jeg tænker så lidt som muligt på film«.

’Flugt’ kan ses på DR TV.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af