20 år … Tyg lige en ekstra gang på dén.
Det er efterhånden to årtier siden, en ung Tobey Maguire fik hovedrollen som Peter Parker/Spider-Man i Marvels allerførste superheltesatsning, ’Spider-Man’.
Inden Spidey blev genfødt i blockbuster-format, var det primært de første to ’Superman’-film med Christopher Reeve og Tim Burtons to ’Batman’-film med Michael Keaton, der havde imponeret publikum og anmeldere – for ikke at glemme skandaleramte Bryan Singers udmærkede første ’X-Men’-film.
Men da ’Spider-Man’, der havde et budget på 139 millioner dollars i ryggen, landede i biograferne 3. maj 2002, blev det starten på en nybølge af superheltefilm, som i dag fortsat er Hollywoods mest dominerende faktor.
Sam Raimi, der i sidste ende satte sig i instruktørstolen for næsen af folk som David Fincher og James Cameron, var i samtiden et lidt outreret valg, da han med film som ’Evil Dead’ og den mørke superheltefilm ’Darkman’ ikke umiddelbart lignede et oplagt match til det familievenlige Spider-Man-univers.
Han var end ikke producenternes foretrukne valg som instruktør:
»Min agent, Josh Donen, sagde (til Raimi, red.): ’De vil være ærlige over for dig. Der er omkring 18 instruktører, som de hellere vil have på listen end dig’. Og så sagde jeg, ’Ok, så sig til dem, at jeg er nummer 19«, fortalte Raimi for nylig i et interview med Variety.
Men horrormaestroens meritter og pitch var i sidste ende nok til at overbevise Columbia Pictures og Marvel.
Raimis film blev en kæmpe succes og opnåede en global indtjening på den gode side af 820 millioner dollars, hvilket var en klar verdensrekord for superheltefilm på daværende tidspunkt. ’Spider-Man’s succes affødte som bekendt to sequels og to reboots med henholdsvis Andrew Garfield og Tom Holland, men uden Sam Raimis første film havde de formentlig aldrig set dagens lys.
Og selvom Raimis ’Spider-Man’ ikke er den bedste film i franchisen (den pris går til ’Spider-Man 2’ eller sidste års knuselskelige ’Spider-Man: No Way Home’), fortjener originalen fra 2002 stadig sin status som en vaskeægte genremilepæl.
Med store kræfter …
I ‘Spider-Man’ får vi heltens oprindelseshistorie udpenslet på traditionel vis.
Peter Parker er en genert og intelligent teenagedreng. Han er smaskforelsket i MJ (en purung Kirsten Dunst), der dater bøllen Flash Thompson, som både har flot bil og store muller. Peter bor hos sin tante May og Onkel Ben, mens hans bedste ven Harry skuler olmt i retning af ham, da hans far Norman Osborn imponeres af Parkers intellekt og modenhed.
Men da Peter bliver bidt af en genmanipuleret edderkop, ændrer hans liv sig markant, og pludselig får han både superkræfter og selvtillid. Han bruger derfor sine nyerhvervede kræfter til at vinde lidt lettjente penge i forbindelse med en undergrunds wrestlingkamp for at kunne imponere MJ, men i stedet må han sande, at hans selviske handling resulterer i sin Onkel Bens død.
Samtidig forvandles Norman, der bliver vraget som direktør for sit eget firma, til den rablende Green Goblin og begynder at terrorisere New York. Det får Peter til at tage ansvar og bruge sine kræfter i kampen mod superskurken.
Cliff Robertsons empatiske skildring af Onkel Ben blev udødeliggjort af dén øjeblikkeligt ikoniske replik:
»With great power comes great responsibility«.
Og netop den replik er stadig en central søjle i superheltegenren i dag – ikke mindst i de øvrige ’Spider-Man’-film.
I den seneste, ’Spider-Man: No Way Home’,måtte Peter acceptere, at han bar en del af ansvaret for, at han og hans venners fremtid var spoleret og, værst af alt, at tante May måtte lade livet.
På samme måde måtte Peter sande, at Gwen Staceys (Emma Stone) død i ’The Amazing Spider-Man’ 2, der blev forårsaget af hans egen fjende Green Goblin (Dane DeHaan), blev gjort mulig, da Peter besluttede sig for at lukke Gwen ind i sit liv som Spider-Man.
Onkel Bens visdomsfulde ord binder derfor en smuk sløjfe om Spider-Man-karakteren gennem samtlige inkarnationer og er også en påmindelse om filmenes centrale coming-of-age-tematik:
Når Peter lærer at tage ansvar for sine handlinger, er han moden nok til at forvalte sine kræfter og acceptere sin skæbne som Spider-Man.
Raimis svendestykke
Selvom udbuddet af superheltefilm er eksploderet siden 2002, er det umuligt at underkende ’Spider-Man’s betydning for den moderne superheltegenre. Den viste, at superheltehistorier sagtens kunne trække masserne i biografen, og det kunne lade sig gøre at mixe tegneserieagtige oneliners med en moden historie.
Den største anerkendelse kom fra salig Stan Lee i en Q&A på Facebook i 2016, hvor han blev spurgt om sin yndlingssuperheltefilm:
»(Det, red.) er den første, som var et kæmpehit, den første Spider-Man. Efter den føltes alt lettere«, sagde han ifølge Screenrant.
’Spider-Man’s succes skyldtes ikke mindst Sam Raimi, som beviste, at han forstod essensen af hovedpersonen:
»Peter Parker var ikke et eller andet idoliseret barn. Han kom fra et ødelagt hjem, og han så ikke specielt godt ud. Så det var virkelig let at relatere til ham. De (filmens producenter, red.) indså nok, at de havde brug for en historiefortæller, der kunne relatere til den her dreng. Og det kunne jeg uden tvivl«, har han sagt til Variety.
Samtidig skinner Raimis forkærlighed for horrorgenrens virkemidler igennem i flere af hans ’Spider-Man’-film. I den første er der flere jumpscares, mens vi også ser et close-up af den genmodificerede edderkop, der bider Peter og giver ham hans kræfter. Og i ’Spider-Man 2’ er det hospitalsscenen med Doctor Octavius, der leger med horrortroper.
Man er aldrig i tvivl om, at ’Spider-Man’ er Raimis film, og det er også med til at gøre den unik i forhold til de mange nutidige superheltefilm, hvor en producent som Marvel-chef Kevin Feige i høj grad har det kreative ansvar og overblik. Det har selvfølgelig vist sig både at være en god ting (’No Way Home’), mens det også kan drukne en dygtig instruktørs visioner som Chloé Zhao i genreskabeloner og superheltemytologi (’Eternals’).
Når man ser ’Spider-Man’ i dag og sammenligner den med nutidens superheltefilm, virker den både campet og en anelse gammeldags, men også forfriskende lidt selvhøjtidelig. Formålet var først og fremmest at underholde og begejstre – og det gjorde den til fulde.
En mindeværdig skurk
Willem Dafoes portræt af Norman Osborn er også ved gensyn en af de bedste forløsninger af en Marvel-skurk hidtil, men det kunne sagtens være gået anderledes.
James Camerons planer lød, ifølge Screenrant, på at introducere Electro og Sandman (der siden dukkede op i henholdsvis ’The Amazing Spider-Man 2’ og ’Spider-Man 3’) i stedet for Green Goblin.
Og ifølge CBR var selveste Nicolas Cage tæt på at lande rollen som Norman Osborn. Også John Malkovich var i spil. Selvom det havde været et potentielt match made in heaven med én af de to, er det svært ikke at være taknemmelig over den præstation, Willem Dafoe diskede op med.
Dafoe gik all-in og skildrede superskurken som en over-the-top udgave af Dr. Jekyll og Mr. Hyde, fra de dæmoniske grimasser til den hæse stemme og den djævelske latter.
Det vidner om Dafoes store spændvidde som skuespiller, når han i ’Spider-Man: No Way Home’ dukker op, knap 20 år efter, og ubesværet glider ind i rollen igen.
Personligt så jeg ’Spider-Man’, da jeg var otte år, og Dafoes Goblin var ophavsmand til et par isnende mareridt …
Et stærkt karaktergalleri
I det hele taget løftede castet ’Spider-Man’ markant.
Cliff Robertson og Rosemary Harris var velcastede som Peters onkel og tante, og de var med til at grounde filmen – og ikke mindst Peter selv.
JK Simmons var helt perfekt som den narcissistiske og stærkt øretæveindbydende chefredaktør, J. Jonah Jameson. Faktisk var han så overbevisende, at han også portrætterede ham i computerspil og diverse animationsserier, et skulderklap af dimensioner. Heldigvis har vi fået meget mere JK som Jameson i sin live-action-version, da han siden er dukket op i MCU og Sonys ’SSU’.
Selvom Kirsten Dunsts MJ har fået på puklen for at være en anelse for endimensionel (især sammenlignet med Zendayas version i MCU-filmene), var kemien med Tobey Maguire overbevisende.
Den spirende romance mellem de to barndomsnaboer var filmens hjerte, og scenen, hvor hun kysser en nedadhængende Spider-Man, efter han har reddet hende fra nogle bøller i en mørk gyde, er gået over i filmhistorien.
Internettet har ændret trilogien
Hele Raimis trilogi er blevet dyrket intenst af filmenes fankultur på internettet, hvilket har medvirket til, at den har opnået kultstatus. De mange mindeværdige replikker er nærmest skræddersyet til diverse jokes og memes, men det har også ændret måden, filmene ses på i dag.
For eksempel dukker der mange finurlige videoer op, hvis man laver en hurtig søgning på Mr. Ditkovich (Peters udlejer i de to sidste film) på Youtube, hvor han er centrum for begivenhederne i alt fra forskellige MCU-film til ’The Shining’.
På samme måde er Norman Osborns replik fra etteren blevet et udødeligt meme, der tilsyneladende kan bruges i hvilken som helst sammenhæng. En replik, der fik et overraskende, fanpleasende, comeback i ’Spider-Man: No Way Home’.
Og så er det saftsuseme svært at komme uden om Bully Maguire:
De opfindsomme fanvideoer og jokes er ofte smågeniale, og de mange memes er blevet en integreret del af ’Spider-Man’-filmene.
Men også isoleret set er ’Spider-Man’ en skelsættende klassiker, der satte ild til superheltegenren.
’Spider-Man’ kan ses på HBO Max og Netflix.