Foden lander med et tungt »THUD«. Reaktionen er et skrig i de høje tonearter, og det kommer endnu højere op, da den tunge støvle begynder at vride fra side til side. Batman har neutraliseret den pædofile Mad Hatters uhyggeligste våben.
Hvis ikke scenen vækker umiddelbare minder, er det, fordi du endnu ikke har haft fornøjelsen af ’Batman: Dying is Easy’.
Fanfilmen på knap 26 minutter er i skrivende stund blevet set over syv millioner gange på YouTube siden premieren for lidt over et år siden.
Skaberne er far/søn-duoen Sean og Aaron Schoenke, der i snart 20 år har lavet forskellige fanfilm, dog primært centreret om Batman-universet.
Og de er langt fra alene.
Den store detektiv
Præmissen for ’Dying is Easy’ er simpel. Vi starter med at se Batman (spillet med god bassbrum i stemmen af Kevin Porter) befri en lille pige, som bliver holdt fanget af Mad Hatter (imitationskongen Jamie Costa) og hans kumpaner.
Kampscenen har bogstavelig talt et godt punch, hvor lydeffekterne og kamera/klippeteknik giver illusionen af, at der er tale om en meget højere produktionsværdi, end der er tale om for den Indiegogo-finansierede film.
Herefter går ’Dying is Easy’ over i det, som er hovedhistorien. To måneder efter startscenen får Batman en overraskende nyhed: Jokeren (Aaron Schoenke) er uhelbredeligt syg af kræft og ønsker et møde med sin yndlingsnemesis.
Det er inde i Arkham Asylum blandt de andre velkendte fanger som Harley Quinn, Riddler, Poison Ivy og Mr. Freeze, at resten af handlingen udspiller sig som et spil skak mellem de to ærkefjender.
Store dele af tegneserierne foregår selvsamme sted eller andre steder, hvor flagermusemanden udspørger forskellige personager af mere eller mindre lyssky karakter – det er trods alt sådan, en detektiv arbejder.
Ved at holde filmen forholdsvis simpel og intim kamuflerer Schoenke-duoen de budgetmæssige mangler for at kunne måle sig med de store Hollywood-produktioner. Man kan godt se, at der ikke har været det dyreste post-produktion-setup til rådighed, så derfor er det desto mere beundringsværdigt, at de styrer fokus hen mod en engagerende historie.
Fansenes hævn
Fanfilm er langt fra noget nyt fænomen. Et af de tidligste og mest veldokumenterede eksempler var de tre unge gutter, der imellem 1982 og 1989 forsøger at lave en shot-for-shot version af den første Indiana Jones-film ’Raiders of the Lost Ark’.
Entusiasmen opvejer for de primitive udfoldelsesmuligheder, og den glimrende dokumentar ’Raiders!: The Story of the Greatest Fan Film Ever Made’ viser, hvordan vennerne samles igen i 2014 for at færdiggøre filmen. Der manglede nemlig kun én scene, den ikoniske flysekvens i nazi-lejren i ørkenen.
Det skorter ikke på glade amatører, som med gåpåmod og ligesindedes hjælp forsøger at realisere præcis deres yndlingsfigurers historier.
Ikke mindst tegneseriekaraktererne dyrkes, med Batman, Superman og Spider-Man som de mest populære. Men også Punisher og Venom findes der fremragende film om, og så er der selvfølgelig alle fantasy- og sci-fi-franchisene. Harry Potter, Ringenes herre, Star Trek og Star Wars, det hele er der i rigt mål.
Variationerne er noget af det mest appellerende. Mockumentaryen ’Troops’ fra 1997 mikser på herlig vis ’The Office’ tåkrummende humor med den amerikanske evighedsdokumentarserie ’Cops’. Vi følger Stoormtroopers på Tatooine, mens de forsøger at opretholde lov og orden.
I den mere mørke ende af kraften har vi ’Darth Maul: Apprentice’ fra 2016, der giver oprejsning til en af de absolut mest badass-karakterer fra ’Star Wars’-filmene. Resultatet er efter min mening den bedste Star Wars-historie i dette årtusinde, hvis vi ser bort fra Mando og Grogus eventyr i ’The Mandalorian’.
Lyssværdkampene er exceptionelle, og koreografien sidder lige i skabet med overraskende godt kameraarbejde for en fanfilm, der blev skudt på 18 dage primært i Tyskland med en tre dages sviptur til Nederlandene.
Det er også i Star Wars-universet, vi finder de to ypperlige danske bidrag fra Shahbaz Sarwars og Jesper Tønnes med henholdsvis ’Shrouded Destiny: A Star Wars Long Tale’ – som i bund og grund er et pitch til en film – og ’The Last Padawan 2’.
Fra glade amatører til semi-pros
De danske film afspejler den tendens, man også ser internationalt med den her type af film.
For når Lars Mikkelsen medvirker i Sarwas film, og både Ron Perlman og Thomas Jane er med i ’The Punisher: Dirty Laundry’, viser det den mere professionelle udvikling, som også afspejles i filmenes visuelle sider.
Nu er det ikke længere kun de glade amatører, der laver uafhængige fanfilm. Det er også aspirerende filmfolk med netværket i orden og høje ambitioner.
Med ’Batman: Dying is Easy’ har Sean og Aaron Schoenke da også fået fingrene i en lille håndfuld hov-de-ser-da-bekendte-ud-navne. Michael Madsen (’Reservoir Dogs’), Doug Jones (’Hellboy’, ’The Shape of Water’), sangeren Chris Daughtry og den gode gamle 90’er-hjerteknuseren Casper Van Dien (’Starship Troopers’) popper op i løbet af filmen, uden at det føles forceret eller som stuntcasting.
Og med de teknologiske fremskridt har amatører eller semi-pros i dag adgang til udstyr og software, der baner vejen for kvalitetsfilm for ikkeeksisterende budgetter. På den måde kan fanfilmene for alvor bruges som udstillingsvindue til at opmærksomheden fra det etablerede Hollywood.
Instruktør Kevin Tancheroen (’Fame’) brugte sin ’Mortal Kombat’-kortfilm og –webserie til rent faktisk at blive tilknyttet en filmatisering af spillet, der dog endte med ikke at blive til noget. Og producer Adi Shankar fik via sit populære Bootleg Universe – hvor ’Dirty Laundry’ var den første film – en kontrakt med Netflix om at adaptere spil til animationsserier, hvor første indspark var den fremragende ’Castlevania’.
Der er nok noget lignende, Schoenke-duoen og andre fanfilmskabere håber på: at blive set og få chancen.
Og så er der dem, som bare gør det, fordi de elsker karaktererne og det univers, de adapterer.
For os andre, der indimellem gaber over de store Hollywood-studiers kønsløse behandling af de store franchise, er der her masser af kærlighed, passion og forståelse for kildematerialet at spore.