‘Windfall’: Tre klasseskuespillere skaber spænding til det sidste i Netflix-thriller
Appelsinplantagen.
Fra Steinbecks murstensroman ’Vredens druer’ til Polanskis neonoir ’Chinatown’ har de saftige guldklumper været symbol på Californiens skel mellem overflod og armod.
Charlie McDowells ’Windfall’ foregår endnu en gang på en sådan plantag. En tech-milliardær (Jesse Plemons) bruger stedet som tilflugtssted med sin trofækone (Lily Collins), og intet tyder på, at appelsinerne har andet formål end som pynt.
Da en unavngiven indbrudstyv (Jason Segel) trænger ind på grunden, opfører han sig på det nærmeste som en uartig unge, der har fået nøglerne til slikbutikken efter lukketid. Han ved knap og nok, hvad han skal stille op med al den overdådige rigdom, som blot sidder der, klar til at blive plukket fra grenen.
Da det stenrige par uventet ankommer til huset og opdager ham, udvikler situationen sig hurtigt til et gidseldrama. Den velstillede mand og kone ved, at de har alt at miste – og at deres desperate gidseltager intet har. Imens de tre venter på løsesummen, bliver atmosfæren mere og mere anspændt, efterhånden som de bramfrit snakker om, hvad de mener, de hver især har fortjent.
Som ’Kimi’ og den rædderlige ’No Exit’ er ’Windfall’ skrevet og produceret under pandemien. Og til trods for det meget lille cast formår filmens tre skuespillere imponerende at pingponge imellem hinanden fra start til slut.
Lily Collins har allerede ageret den arme, men viljestærke hausfrau i en chokerende stor mængde film (’Mank’, ’Extremely Wicked…’ og ’Tolkien’). Selvom hun endnu en gang her indtager rollen som den underdanige kvinde, giver rollen hende alligevel mere blod på tanden over spilletiden, hvor hun langsomt begynder at vise modstand over for sin arrogante mand.
Det er ligeledes kærkomment at se Jason Segel flekse sine talenter uden for diverse sitcoms. Især fordi ’How I Met Your Mother’-alumnen har befundet sig uden for rampelyset så længe. Hans imponerende højde og drøjde får ham til at virke imposant og faretruende over for lille Jesse Plemons. Også selvom hans tilbageholdende gemyt slet ikke indebærer den samme trussel.
Scenerne, hvor Plemons spydigt stikker til sin irritable gidseltager, er blandt filmens absolut stærkeste. Som da han overlegent håner indbrudstyven med, at et beløb på 150.000 dollars næppe vil være nok til at give ham en ny tilværelse.
Plemons slår endnu en gang fast med syvtommersøm, at han er en af Hollywoods kløgtigste skuespillere. Den arrogante milliardær ville i hænderne på en mindre skuespiller uden tvivl være forfaldet til Elon Musk-parodi. I stedet mærker man konstant den lille køters vordende raseri, så snart han begynder at miste kontrol.
De seneste par år har en hel række mainstreamfilm peget fingeren på senkapitalisme som et diskriminerende, grimt økonomisk system, eroderet i sin grundvold. Fra ’Knives Out’ til Oscar-vinderen ’Parasite’.
Der er således intet nyt under solen, når Plemons vræler over, at den hvide rige mand er det virkelige offer for tidens cancel-kultur. Eller over hans algoritme, der konsoliderer virksomheder ved at fjerne ’redundant’ arbejdskraft.
Til gengæld holder de tre kamphaners iltre konfrontationer spændingen til absolut sidste minut, uden at de fire (!) manuskriptforfattere (der udover Segel og McDowell tæller Justin Ladder og Andrew Kevin Walker) forfalder til billige, øjenrullende twists.
Kort sagt:
Charlie McDowell og co. har samlet tre glimrende skuespillere under ét tag og tændt lunten til en edderspændende kammerspilsthriller.