’Kimi’: Glimrende Zoë Kravitz overhører et mord i medrivende Soderbergh-thriller

’Kimi’: Glimrende Zoë Kravitz overhører et mord i medrivende Soderbergh-thriller
Zoë Kravitz i 'Kimi'. (Foto: HBO Max)

Det er efterhånden mange år siden, at den amerikanske stjerneinstruktør Steven Soderbergh opgav at lave mesterværker.

Med et hyperaktivt produktionsapparat, der overgår selv Clint Eastwood og Woody Allen, har han over de seneste 10 år efter han erklærede, at han ville gå på pension udsendt 1-2 film om året. Her har manden bag film som Guldpalmevinderen ’Sex, Lies and Videotape’, Oscar-vinderen ’Traffic’ og ’Ocean’s Eleven’ bevist, at han har det helt fint med at lave skæve formeksperimenter og små film uden de store armbevægelser.

Soderberghs beskedne nye tilgang til at lave film er forfriskende – også selvom der til tider har været langt mellem snapsene – og hans nyeste film for HBO Max beviser, at fortælleglæden på ingen måde er falmet.

’Kimi’ er en medrivende Hitchcock-pastiche om overvågningssamfundet i coronatidsalderen, der lystigt refererer filmiske hovedværker om voyeurisme og konspirationer som ’Rear Window’, ’The Conversation’, ’Blow-Up’ og ’Blow-Out’.

Zoë Kravitz spiller Angela Childs, hvis agorafobi kun er blevet forstærket af den igangværende pandemi i Seattles gader. Hun har isoleret sig i sin high tech-herskabslejlighed, hvor hun lever et nærmest udelukkende digitalt liv:

Hun passer sit arbejde online, har fjernstyret sin lejlighed med den sofistikerede A.I Kimi (filmens svar på Alexa og Google Home) og poster falske billeder på sin Instagram for at få folk til at tro, at hun lever et normalt liv. Alt kan klares online via FaceTime – selv tandlægebesøg!

Angela arbejder med at personalisere Kimi, som ikke beror på algoritmer, men i stedet får sine input fra mennesker af kød og blod, så A.I’en ikke misforstår sine brugeres ønsker. Men den monotone tilværelse foran skærmen bliver opbrudt, da den pligtopfyldende hjemmearbejder en dag bliver overbevist om, at hun hører et mord på en af Kimi-optagelserne.

‘Kimi’. (Foto: HBO Max)

Da hendes chef beder hende glemme det, fordi firmapolitikken dikterer, at de værner om brugernes privatliv (selvom de smuglytter til deres optagelser, uden de ved det) – og fordi en vigtig børsnotering nærmer sig – sætter hun sig for at opklare sagen på egen hånd. Det betyder, at hun må forlade sin lejlighed for første gang siden pandemiens udbrud.

Selvom historien er set mange gange før – senest i den underlødige ’Kvinden i vinduet’ – skærer Soderbergh effektiv spænding over ’Panic Room’-forfatteren David Koepps fedtfattige manuskript.

Det er en attraktion i sig selv at se, hvordan Soderberghs elegante kameraturer og leg med forskellige optikker illustrerer Angelas fobi. Cliff Martinez’ flotte, klassiske score, der leder tankerne hen mod de film, ‘Kimi’ står på skuldrene af, er også emblematisk for filmens stilistiske overskud. Særligt de første to akter flyver afsted.

Men det er som corona-dokument, at ’Kimi’ har noget spændende at byde på. Ligesom Abel Ferraras ’Zeros and Ones’ har filmen mange interessante overvejelser om den tid, vi lever i: Hvor verden i højere grad end nogensinde før er blevet digitaliseret, så man kan leve et helt liv foran en skærm uden nærkontakt med andre mennesker.

Med et effektivt åbningsskud viser filmen, hvor let det er at manipulere de skærmbilleder, vi alle sætter vores lid til. En pointe, der uddybes undervejs, når gaslighting introduceres som tema, og sandheden betvivles fra alle sider, fordi store tech-konglomerater har interesser i at begrave den.

Filmen opbygger et virtuelt rum, der nærmest erstatter den fysiske virkelighed, når sms’er flyder over skærmen, og al lyd forstummer, som befandt man sig i et digitalt vakuum. Og mundbindet får en interessant dobbeltbetydning som værn mod omverdenen, når Angela primært bruger det for at tøjle sin agorafobi og skærme sig mod intimitet.

Tredje akt føles en kende forhastet, men Soderbergh benytter klimakset til at tage pis på corporate-konspirationsthrillerens selvhøjtidelige genrekonventioner. Det hele behøver ikke være så alvorligt.

Man kan også godt lave en klassisk genrefilm, der bare vil underholde. Og når Soderbergh er bag roret, er man sikker på, at det aldrig bliver uinteressant.


Kort sagt:
Zoë Kravitz er glimrende som agorafobisk kvinde, der overhører et mord i Steven Soderberghs medrivende corona-thriller.

’Kimi’. Spillefilm. Instruktion: Steven Soderbergh. Medvirkende: Zoë Kravitz, Byron Bowers, Rita Wilson, Devin Ratray. Spilletid: 89 min. Premiere: Kan ses på HBO Max.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af