Jean-Luc Godard og Anna Karina. Alfred Hitchcock og Cary Grant. Martin Scorsese og Robert De Niro. Coen-brødrene og Frances McDormand. Pedro Almodóvar og Penelope Cruz.
Listen over faste samarbejder mellem instruktører og skuespillere, der får det bedste ud af hinanden, er lang – og sjov at dykke ned i.
Med på enhver liste over de bedste kreative partnerskaber bør dog også være et mere overset af slagsen: Samarbejdet mellem den amerikanske indieinstruktør Kelly Reichardt og Hollywood-stjernen Michelle Williams, der netop har slået pjalterne sammen for fjerde gang med ‘Showing Up’, der i disse dage får verdenspremiere på Cannes-festivalen.
Ligesom – og formentlig netop på grund af – Reichardts minimalistiske stil og de subtile, men uforglemmelige præstationer, hun får frem i Williams i roller som ‘usynlige’ kvinder’, har samarbejdet ikke fået den opmærksomhed, det fortjener.
Og det til trods for massiv kunstnerisk succes: Duoens første film sammen, ‘Wendy and Lucy’ fra 2008, var udtaget til Cannes-sidekonkurrencen Un Certain Regard. Siden har de arbejdet sammen på de ligeledes anmelderroste festivaldarlings ‘Meek’s Cutoff’ fra 2010 og ‘Certain Women’ fra 2016.
Med ‘Showing Up’ gælder det endelig konkurrencen om Guldpalmen.
Den amerikanske drøm på vrangen
58-årige Kelly Reichardt er en af amerikansk indiefilms mest hyldede auteurs, men er alligevel nødt til at passe et undervisningsjob på Bard College i upstate New York for at skrabe penge sammen til sine mikrobudgetfilm, som hun selv klipper for at spare penge.
Hun går ikke på kompromis med sin vision, tager ikke som mange af sine kolleger tv-jobs for at finansiere sine projekter, men insisterer på at koncentrere sin energi på at skabe den slags film, hun ønsker: Afdæmpede observerende, poetiske hverdagskarakterstudier af ensomme mennesker i arbejderklassen i små landlige samfund, hvor naturen spiller en central rolle.
»Jeg kan godt lide en underdog. Hvis du fokuserer på hverdagens små detaljer, hvilket mine film gør, kommer man ind i de specifikke praktiske detaljer. Du tænker på, hvordan du skal betale husleje eller regninger. De kampe er lette at relatere til«, siger Reichardt i et nyt interview med Variety.
Hun har fundet en overraskende allieret i den 41-årige filmstjerne Michelle Williams, der siden sit gennembrud i den populære ungdomsserie ‘Dawson’s Creek’ (1998-2003) har udviklet sig til en af sin generations mest anerkendte skuespillere, der veksler mellem drama og komedie, kommercielle prestigeprojekter og indiefilm.
Williams er blevet Oscar-nomineret fire gange: For Ang Lees ‘Brokeback Mountain’, Derek Cianfrances ‘Blue Valentine’, Simon Curtis’ ‘My Week with Marilyn’ og Kenneth Lonergans ‘Manchester by the Sea’. Men tag ikke fejl. Selvom der er tale om umiddelbart mere iøjnefaldende ‘store’ præstationer, er Michelle Willams aldrig bedre, end hun er hos Kelly Reichardt.
Her spiller hun ofte marginaliserede kvinder, som befinder sig på kanten af samfundet, men besidder en markant indre styrke.
I ‘Wendy and Lucy’ spiller hun den hjemløse unge kvinde, Wendy, der med sin elskede hund Lucy (spillet af Kelly Reichardts egen hund) som eneste selskab kører nordpå til Alaska for at finde arbejde. Men da hendes bil bryder sammen i en flække i Oregon, og Lucy bliver væk på en Walgreens-parkeringsplads, mens hun bliver anholdt for at stjæle hundemad, bryder hendes planer sammen.
Den systemkritiske, neorealistisk-agtige film handler om umuligheden i at opnå den amerikanske drøm, når man ikke har et sikkerhedsnet.
Usynlige kvinder
Det var instruktør Todd Haynes, hvis Bob Dylan-antologi ‘I’m Not There’ Michelle Williams havde spillet en lille rolle i, der førte Willams og Reichardt sammen.
Williams var vild med Reichardts sidste film, ‘Old Joy’, og længtes i kølvandet på sin stigende berømmelse for sin Oscar-nominering for ‘Brokeback Mountain’ og velpublicerede forhold til og brud med medspilleren Heath Ledger efter et projekt, der gav hende mulighed for at få snuden tilbage i sporet i forhold til hendes kunstneriske ambitioner.
»Det føltes som essensen af den type arbejde, jeg ønskede at lave«, mindes skuespilleren i Variety.
Filmen blev produceret på et ultraskrabet budget på 300.000 dollars. Filmholdet spinkede sammen til Williams’ og hendes lille datters flybillet til Portland med deres flypoints, de boede hos en af producerens venner, og der var ikke engang råd til en monitor på settet. Reichardt var nervøs for, at forholdene ville være for hård kost for filmstjernen.
»Jeg frygtede, at hun var for køn til rollen, og jeg var bekymret over at bede hende gå uden makeup og lade være med at vaske sit hår i to uger. Men jeg tror, hun fandt det befriende«, siger Reichardt i et interview med New York Times fra 2008. Her fortæller Williams, at hun netop nød intimiteten og at »skabe noget ud af ingenting«. »Vi arbejdede ud fra så lidt i alle henseender«.
Som alle Kelly Reichardts film er dialogen i ‘Wendy and Lucy’ sparsom, dramaet behersket, og fokus er på de monotone hverdagsaktiviteter, der udgør livet. Williams fylder i store dele af filmen lærredet ud på egen hånd, i stilhed, og kommunikerer med små midler Wendys udvikling fra stålsat målrettethed til stigende desperation, når hun tæller sine penge, går rundt og kalder på Lucy og forhandler med bilreparatøren. Bortset fra ét emotionelt udbrud, holder hun stoisk følelserne for sig selv gennem hele filmen.
»Jeg tænkte meget på, hvordan man ser ud, når man tror, at ingen ser på én, når man føler sig fuldstændig usynlig. Hele éns liv foregår indvendigt, fordi man ikke tror, nogen lægger mærke til én. Det er meget forskelligt fra mig. Ikke at jeg ikke har et indvendigt liv, men jeg føler mig overvåget, hele tiden«, siger Williams til New York Times.
Kreativt klikkede duoen med det samme.
»For mig er skuespil meget mystisk. Men der stod vi på vores første optagedag inde i et supermarked, og jeg bad hende ændre en lille smule. Og Michelle omkalibrerede sin præstation perfekt«, siger Reichardt i Variety.
»Hun er klar på hvad som helst. Det er det, der gør det sjovt«.
Stille feministisk oprør
Williams og Reichardt fulgte samarbejdet op med den feministiske western ‘Meek’s Cutoff’ fra 2010.
Her følger vi en lille gruppe nybyggere, der i 1845 bliver guidet gennem en ørken i Oregon af den ældre mand, Stephen Meek, der viser sig overhovedet ikke at have styr på, hvor de skal hen.
Mens mændene tager dårlige beslutninger, og alle tørster, kan de tre kvinder kun se frustreret til. Michelle Williams spiller Emily, der er den mest frustrerede af de tre, selvom hun i vanlig Reichardt-stil holder vreden inde.
Da Meek konfronterer hende med hendes trods alt åbenlyse foragt for ham, ser hun dårligt op fra sit strikketøj, mens hun undvigende svarer, at hun ikke har nogen følelser for ham. I filmens klimaks er hun dog færdig med at føje mændene og træder på overraskende vis i karakter.
I ‘Certain Women’ fra 2016 spiller Williams hovedrollen i en ud af tre historier, der foregår i Montana. Her er det umiddelbart kvinden Gina, der har bukserne på i sit ægteskab, hvor hun styrer et byggeprojekt af sit ‘autentiske’ drømmehus i ødemarken. Men hun står også alene med hele ansvaret over for sin uengagerede mand og konstant tvære teenagedatter.
I en ubehageligt akavet scene, der både stiller ægteparrets konflikter og Ginas egoisme og fordomme til skue, besøger parret en ældre og konfus nabo for at købe hans sandsten, så Gina kan bygge sit hus ‘autentisk’. På trods af at Gina som udefrakommende tydeligvis aldrig vil blive del af det lille samfund.
Således skaber Reichardt og Williams en kompleks karakter, hvis kamp for at blive inkluderet og leve i pagt med naturen man forstår, men som er ubevidst om sine egne blinde vinkler og manipulerende adfærd – illustreret ved, at hun uden at tænke over det skodder en cigaret i naturen på sin ’løbetur’.
I Kelly Reichardts nye film ‘Showing Up’, der efter sigende er instruktørens mest selvrefleksive og humoristiske, spiller Williams en frustreret kunstner, der venter på, at musen dukker op, mens hun konstant bliver distraheret af hverdagens forstyrrelser.
Forfølger sandheden med åbent sind
For Michelle Williams er det Kelly Reichardts filmuniverser, der giver hende lyst til at arbejde sammen med instruktøren igen og igen.
»Da jeg for første gang så en af hendes film, ‘Old Joy’, ønskede jeg at leve i den verden. Hendes film er de eneste, jeg er med i, som jeg kan se og glemme, at det er mig, fordi jeg bliver så absorberet af filmen og historien. Hun er enestående til at forfølge en sandhed, som jeg finder virkelig appellerende,” siger Williams i et interview med Time fra 2016.
Den sparsomme dialog stiller andre krav til skuespillet, fortæller hun i samme interview.
»Kelly er interesseret i, hvad folk ikke siger, i modsætning til, hvad de vælger at sige. Hun er meget tilbøjelig til at klippe dialog ud – hun er nådesløs omkring det. Hvis noget ikke lyder ægte, ryger det ud. Jeg ved, at det, jeg ikke siger, bliver en lige så stor del af filmen, som det jeg siger«.
Netop Michelle Williams’ »ekspressive stilhed på skærmen«, hendes evne til at fremkalde følelser, mens hun tilsyneladende gør meget lidt, og hendes evne til at lave bittesmå justeringer er blandt grundene til, at skuespilleren er Reichardts favorit.
Og så har de en fælles forståelse omkring tilgangen til arbejdet.
»Michelle kommer til settet åben over for, hvad end dagen kommer til at bringe, inklusive vejret. Hun er en intuitiv skuespiller og meget lydhør over for, hvad der sker. Hun er altid totalt forberedt, men hun er aldrig bundet til en dagsorden eller en urokkelig idé om en rolle. På den måde er hun ligesom mig. Hun kan godt lide at finde frem til det, mens det sker. Det tror jeg kommer til udtryk i hendes præstationer og får hende til at skille sig ud«, siger Reichardt i et interview i Refinery29 fra 2017 om ‘Certain Women’.
»Og så er det rart, når man har arbejdet sammen med nogle flere gange, at man har en forståelse – et genvejssprog – som gør hele processen lettere. Da jeg så hende ankomme, følte jeg mig lettet, ‘Ah, Michelle er her, ok«.
‘Wendy and Lucy’ kan ses på Filmstriben. ‘Meek’s Cutoff’ og ‘Certain Women’ kan lejes og købes på diverse platforme. ‘Showing Up’ har verdenspremiere i hovedkonkurrencen på Cannes Film Festival den 27. maj. Dansk premiere ukendt.