ANBEFALING. Kunsten giver os adgang til store sandheder, farverige følelser og værker, der kan rykke ved vores virkelighed. Men de prætentiøse mennesker bag værkerne kan være en forbandet hovedpine at være i rum med.
Dem skildrer den amerikanske instruktør Kelly Reichardt med stilsikker hånd, blid humor og fintfølende armbevægelser i sit mesterlige drama ’Showing Up’ fra 2022.
Den har en af sin generations bedste skuespillere i centrum, men har du aldrig hørt om den, er du lovlig undskyldt.
Den er nemlig gået totalt under radaren på dansk grund.
Blandt cineaster regnes Reichardt ellers blandt det 21. århundredes største auteurer. Her på Soundvenue har vi blandt andet fejret hendes samarbejde med Michelle Williams over fire film og hyldet hendes moderne hovedværk ‘First Cow’.
Fra den nyligt overståede Cannes-festival kvitterede Soundvenues Jakob Freudendal med fem stjerner til instruktørens nyeste film, anti-heist-dramaet ’The Mastermind’ med Josh O’Connor.
Hendes mikrobudgetsdramaer har dog aldrig fået et bredt gennembrud, og først her tre år efter premieren er ’Showing Up’ nu rigtigt tilgængelig herhjemme, idet den har ramt Netflix uden den store fanfare.
Store og små hverdagshovedpiner
Filmen fortjener imidlertid en plads i solen. For på mange måder er det Reichardts mest personlige fortælling til dato.
I ‘Dying for Sex’-aktuelle Michelle Williams’ og Reichardts fjerde samarbejde spiller hofskuespilleren den mutte og kommunebrune lerskulptør Lizzy, der med en uge til ferniseringen af sin udstilling jonglerer mellem mere eller mindre små hverdagshovedpiner.
Tidsplanen begynder for alvor at skride, da den smukke røde kat Ricky bringer en due med hjem fra sit natterov, og Lizzys enerverende (charmerende?) nabo og udlejer Jo (Hong Chau i fuld hopla) insisterer på, at de to (læs: Lizzy) agerer dyrepasser for det arme kræ.
Med udgangspunkt i det akademiske kunstnermiljøs til tider egomaniske karakterer, kombineret med Lizzys påtaget modvillige pleaser-behov, kunne ’Showing Up’ snildt fungere som et forord til Emma Holtens ’Underskud’ i granskningen af det omsorgsarbejde, der går usagt og usynligt hen.
Lizzy tager sig ikke blot af duen, mens udlejeren konstant finder på undskyldninger for, hvorfor den ødelagte vandvarmer ikke bliver udskiftet. Hun pusler også om sin udiagnosticerede bror (John Magaro med skægget fyldt af receptionsost), hvis mentale problemer moren tilskriver hans angiveligt kreative geni. Og samtidig bekymrer hun sig for sin keramikerfars snyltende logerende, der selv ser sig som frie sjæle, men som straks beklager sig, når letmælken, de har drukket, mangler i værtens køleskab.
Dekonstruerer de amerikanske myter
Satiren føles aldrig ironisk, letkøbt eller ondsindet, hvilket nok skyldes, at instruktøren selv er bekendt med miljøet, hun portrætterer, fra sin rolle som universitetsunderviser.
Og mens hun peger fingre ad selvfede, kulturradikale hippietyper, fremhæver hun græsrodsfællesskabet mellem kæmpende kunstnere.
Scener, hvor kollegaer roser hinandens håndværk, er bemærkelsesværdigt talrige. Det er den slags scener, mindre instruktører straks ville efterlade på klippegulvet som unødigt fyld, men som er så afgørende for Reichardts medmenneskelige oeuvre.
Ved at vise det mondæne arbejde, der går forud for Lizzys fernisering, gør instruktøren det, hun er bedst til: nemlig at dekonstruere de mytologiske amerikanske fortællinger gennem dagligdagens hjemmevante rammer og sprog. Her myten om den store artisan.
Så tag en afstikker fra mord i milliardvillaer, realityromance og streamingtjenesternes øvrige knaldtilbud og lær én af USA’s bedste nulevende samfundskritikere at kende.
Det er slet ikke så tørt, som det lyder.
’Showing Up’ kan ses på Netflix og Apple TV.