Armie Hammer er en af Hollywoods detroniserede stjerner efter anklager om overgreb, og han er blandt andet blevet fyret fra roller i den aktuelle ‘Godfather’-serie ‘The Offer’ og Taika Waititis kommende ‘Next Goal Wins’.
Nu laver Discovery+ og ID et dokumentarprogram, der fortæller historien om skuespilleren og hele hans familie, der har en vild og kontroversiel baggrund, som tidligere er blevet gransket i en kæmpe artikel i Vanity Fair.
Dokumentaren vil bruge dybdegående arkivmateriale og nye interviews med ofre og familiemedlemmer til at undersøge »et dysfunktionelt dynasti med mandlige figurer, der udviser alle de sønderlemmende konsekvenser af privilegie, når det går helt galt«, lyder det ifølge Variety.
Serien hedder foreløbigt ‘House of Hammer’ og vil beskæftige sig med fem generationer af familien. Det vides endnu ikke, hvornår den får premiere.
For mere om anklagerne mod Armie Hammer, så læs med her.