’Hatching’: Ny gyser er båret af et opsigtsvækkende grusomt univers
»Hvor bliver du yndig,« siger Tinjas mor, der viser datteren en glitrende og iøjnefaldende gymnastikdragt.
Den ellers tilbageholdne 12-årige pige er netop blevet udtaget til landsdækkende turnering i springgymnastik, og hendes pavestolte forældre gør deres for at fuldende glansbilledet om den perfekte kernefamilie med overlegne, begavede børn.
Især moren går højt op i den pæne facade. Jævnligt fremviser hun sin nydelige, storsmilende familie i deres idylliske hjem på sin livsstilsblog.
En dag flyver en fugl ind gennem vinduet til familiens nøje indrettede stue og når at smadre en række nipsgenstande og en lysekrone, før moren uden at tøve slår den ihjel.
Når Tinja (Siiri Solalinna) bagefter finder dens rede med et enkelt æg i, tager hun det med hjem og ruger det i sin seng. Den besynderlig skabning indeni bliver den isolerede piges eneste ven, men også en farlig fjende.
Mor-datter-forholdet bærer en slående lighed med Brian De Palmas ‘Carrie’, hvor en anden tyrannisk mor revser sin datter for at være et fejlbarligt menneske.
Hvor titelkarakterens pubertet i gyserklassikeren bliver katalysator for filmens skræk, går instruktør Hanna Bergholm og forfatter Ilja Rautsi mere allegorisk til værks med ‘Hatching’.
Hvis symbolikken med ægget ikke var tydeligt nok, tror farmand, at datteren bare har fået menstruation, når han finder ellers mistænkelige blodpletter i hendes seng.
Familien taler desuden jævnligt om lugten på pigeværelse, og lillebror Matias sladrer om, hvor længe hun låser sig inde på toilettet.
Det uperfekte har sneget sig ind bag murene, imens den forskræmte pige fortsat kæmper for at skjule fejl og mangler for forældrene.
Igennem de mørke korridorer sniger kameraet sig ved nattetid, imens fjerne fugleskrig varsler om rædsler, som husfolkene snart skal udsættes for.
»Det gør ikke noget«, siger moren til Tinja, der øver springgymnastik, men ikke strækker benet på den rigtige måde. »Vi klipper det bare ud«.
Sophia Heikkilä spiller rollen som dominerende influencer-mor til perfektion. Med hendes brede, falske smil fremstiller hun hverdagen i en poleret udgave på sin livsstilsblog. Hun beskriver husstanden som en helt almindelig finsk familie, om end de bor i et palæ, og manden tjener nok til, at hun ikke behøver at løfte en finger.
Hjemmet er altid pletfrit, men det er svært at forestille sig, at det er dem selv, der står for rengøring og vedligehold, hvis de kan betale sig fra det.
Når familien ikke lever op til forventningerne, redigeres optagelserne, så følgerne kun ser en perfekt overflade. Garderoben er nøje udvalgt, så selv natkjolen lige er lang nok til at skjule arret på benet. En grim påmindelse om dengang, hun næsten vandt et mesterskab som kunstskøjteløber.
Om aftenen filmer hun sig selv opsummere dagen for følgerne, inden hun behandler rynkerne under øjnene og fortæller datteren, hvordan hun kan forbedre sig selv, og ønsker hende godnat.
På sin vis er hun filmens mest skræmmende væsen, der er klar til at udslette enhver uperfekt tilstedeværelse i hjemmet. Derfor er det truende blik, hun sender nabopigen, der overgår Tinja til gymnastiktræning, isnende.
Siiri Solalinna leverer en fremragende, underspillet præstation som stakkels Tinja, der gør alt for at behage moren. I hendes blik læses misundelsen på nabodatteren Reetta, der har alt det, hun ønsker sig. Hun er populær på skolen, er bedre til gymnastik, og så har hun sin egen hund.
Selv må Tinja ikke få kæledyr, fordi de lugter og larmer, og moren synes de er for tidskrævende og tvinger i stedet datteren til at øve gymnastik i timevis, efter de andre elever er gået.
Når hun gør det godt, overøses hun med kærlighed. Men træder hun ved siden af og allermest har brug for et kram, får hun den kolde skulder.
Undervejs giver føjeligheden efter for vreden, om end hun hurtigt skjuler drabelige blikke, før nogen bemærker det.
Det er, som om ægget tillader hende at udforske uperfekte sider af sig selv, imens moren blot bliver mere tyrannisk.
Sjælelig smerte lyser ud af skuespillerens øjne ved hvert børstestrøg, der fremstår som korporlig straf for at tæmme hendes uglede hår.
Kort sagt:
‘Hatching’ står tematisk på skuldrene af ‘Carrie’. Men båret af skønne præstationer og et opsigtsvækkende, grusomt univers er det en innovativ gyser, der hudfletter tidens perfektionisme.