’Men’-aktuelle Alex Garland er Stanley Kubricks spirituelle efterfølger

Kan man tillade sig at sammenligne nogen som helst med den afdøde mesterinstruktør Stanley Kubrick? Det mener Claus Nygaard Petersen, der hylder ’Ex Machina’-instruktør Alex Garland, som er aktuel med den foruroligende horrorfilm ’Men’.
’Men’-aktuelle Alex Garland er Stanley Kubricks spirituelle efterfølger
Jessie Buckley i 'Men' (Foto: A24)

Sammenligninger er en fast del af samtalen om film og serier.

»Den minder om…«, er en nem og bekvem genvej i en anbefaling, om end det ikke er altid, at referencen bliver modtaget med begejstring.

Da erfarede jeg så sent som for en uge siden, da jeg fortalte en fellow filmbuff om, hvad jeg skrev på i øjeblikket: En artikel, der argumenterer for den bombastiske påstand, at Alex Garland er arvtageren til en af de største instruktører nogensinde: Stanley Kubrick, manden bag mesterværker som ’The Shining’, ’Full Metal Jacket’, ’A Clockwork Orange’ og ’2001: A Space Odyssey’.

Reaktionen, på skrift, var en skeptisk smiley med hævet øjenbryn efterfulgt af kommentaren: »Høfligt«. Underspillet brutalt.

Men lad mig føre min sag.

Alex Garland brød første gang igennem tilbage i 1996 som 26-årig med sin bestsellerbog ’The Beach’ om en ung backpackers oplevelser med stoffer og andre rejsende på en øde strand i Thailand. 

Leonarda DiCaprio i Danny Boyles filmatisering af ‘The Beach’. (Foto: PR)

Delvist inspireret af hans egne oplevelser blev bogen en kæmpe succes, og Garland fik prædikatet som en af de definerende Gen-X stemmer. Danny Boyle instruerede som bekendt filmversionen med selveste Leonardo DiCaprio i hovedrollen lukt efter sin ’Trainspotting’-succes.

Garlands efterfølgende roman, ’The Tesseract’, fik ikke samme succes, hverken som bog eller film. Til gengæld blev forfatterens næste projekt endnu en klassiker, denne gang i filmregi.

Garland leverede manuskriptet til ’28 Days Later’, der – sammen med ’Resident Evil’-spillene – genoplivede zombiegenren i moderne popkultur, efter den havde ligget skindød siden slut 80’erne/start-90’erne.

Filmen, hvor en vredesvirus henlægger det britiske fastland til en apokalyptisk ødemark, markerede en genforening med Danny Boyle. Og billederne af et øde London stod som en noget nær profetiske forudsigelse, da corona-nedlukningerne ramte verden.

Diktator vs. holdspiller

Samarbejdet med Boyle fortsatte på ’Sunshine’, en science fiction-film ikke helt ulig dem, Garland selv skulle komme til at instruere.

Eksistentialisme og menneskets drivkraft er omdrejningspunktet. Solen er holdt op med at bevæge sig, så en international besætning er på vej for at kickstarte den døende gasklump. Tonen er gravalvorlig, og ’Sunshine’ føles som actionfilmversionen af Kubricks ’2001: A Space Odyssey’.

Garlands overgang fra bogforfatter til manuskriptforfatter er knapt så markant som Kubricks skifte i begyndelsen af karrieren. Den afdøde maestro var en glimrende fotojournalist for det hedengangne ’Look’-magasin, men forkærligheden for bevægelige billeder skubbede den unge auteur imod filmbranchen.

Ryet som en ferm håndværker, der kunne håndtere selv de største produktioner, blev akkompagneret med et ego, som nødigt gav kontrollen fra sig – slet ikke til producenter eller studier, der ideelt set bare skulle åbne pengepungen og holde kæft for resten.

‘Sunshine’ (Foto: PR)

Især på mastodontprojektet ’Spartacus’ nåede konflikterne op på 11, hvorefter Kubrick tog til England, hvor han nød større kreativ frihed.

Garland har ikke det samme diktatoriske omdømme klæbende til sig. Tværtimod er han en holdspiller, der er åben for holdets input.

»Jeg er ikke en auteur, og jeg har ikke arbejdet på auteurfilm. Det, jeg har gjort, er, at jeg har arbejdet med en gruppe mennesker«, har han selv sagt til Vice.

Der er dog også klare grænser for, hvor meget på kompromis han vil gå med sin vision.

Den første gang?

Hvornår Alex Garland sprang ud som instruktør, er sjældent svært at slå fast. Hans magnum opus ’Ex Machina’ er officielt debuten, men i de senere år er der kommet nye oplysninger frem, som peger på, at ’Dredd’ fra 2012 faktisk var hans første gang.

Hovedrolleindehaveren, som den titulære dommer, jury og bøddel, Karl Urban, smed bomben i et interview med JoBlo om, at det rent faktisk var Garland – og ikke den ellers krediterede instruktør Pete Travis – der var kaptajnen bag kameraet. Hvad der helt præcist skete i kulissen, er ikke blevet bekræftet, men Garland er i hvert fald færdig med Dredd-karakteren.

»Det var en forfærdelig oplevelse af flere forskellige årsager. Til slut havde jeg ikke lyst til at komme tilbage. Jeg elsker Dredd, altså karakteren, men jeg har på ingen måde travlt med at give mig i kast med dét igen«, forklarede han i 2019.

Her er vi et godt stykke fra Kubrick, der drev Shelley Duvall ud på randen af vanvid under optagelserne til ’The Shining’ eller trak ’A Clockwork Orange’ tilbage i Storbritannien efter copycat-overfald og efterfølgende massehysteri.

Alicia Vikander i ‘Ex Machina’

Og det er således mere på de filmiske og filosofiske kvaliteter, at sammenligningerne mellem Garland og Kubrick skal finde sin merit.

Visuelt er lighederne mellem ’2001’ og ’Ex Machina’ til at få øje på, og markante farver som rød har nærmest en eksplosiv effekt, når de bryder med mere afdæmpet, blå-grålige toner, der konnoterer teknologi og manglende følelser.

Det er heller ikke til at komme udenom, at der er et slægtskab mellem Jack Torrance i ’The Shining’ og Oscar Isaacs Nathan Bateman i ’Ex Machina’: To hyperkreative personer, der i isolation giver mere og mere efter for deres destruktive og brutale sider, som ellers bliver holdt i ave af civilisationens normer.

Menneskets vilje til at tilsidesætte moralske valg under livstruende omstændigheder er et emne, Kubrick behandlede i alle sine film, og som også har dannet base for flere af Garlands manuskripter .

Gennemført klogt

’Kubrickian’ er et begreb, som ofte bliver slynget rundt i forbindelse med store sci-fi-film eller instruktører.

»For mig har det mere noget at gøre med, hvordan de holder, efter de bliver nærstuderet«, har Garland sagt Vice om, hvad begrebet betyder i hans verden.

»Jeg har set det med de film, som har en meget stærk æstetisk kvalitet, men de er egentlig ret dumme, forstår du? Selve filmen er fucking dum. Og så tænker jeg, det er ikke særligt Kubrickian, for han var klog. Mere end noget andet var han klog. Og intelligent med æstetikken, helt klart, men alt var gennemført klogt«.

Flere anmeldere drog parallellerne i forbindelse med både ’Ex Machina’ og Garlands næste film, ’Annihilation’.

Nick Offerman i ‘Devs’. (Foto: Miya Mizuno/FX)

Begge sci-fi-film undersøger, hvad det vil sige at være menneske. Hvad end det handler om en humanoid androide eller en udenjordisk organisme kulegraver Garland, hvad der gør mennesker så unikke, at vi er berettiget til en særstatus i forhold til andre væsener.

Noget tilsvarende finder man i hans tv-serie ’Devs’, hvor det eksistentialistiske aspekt bliver belyst i kontekst til, om døden er lig med eksistensens endeligt.

Hård sci-fi – altså sci-fi, som man forsøger at grunde i matematisk korrekt videnskab – er noget af det, som hidtil har banet vej for sammenligningen mellem Alex Garland og Stanley Kubrick. Og det endda selvom Kubrick kun har lavet én film, der kan klassificeres under den betegnelse, ’2001: A Space Odyssey’, som alle andre store sci-fi-film til gengæld er blevet holdt op imod siden.

Forsvarer visionen

Alex Garland er også en spirituel efterfølger til Kubrick i måden, han udfordrer publikum og holder fast i sin kunstneriske vision over for studier, der presser på for at gøre det mere mainstream.

Mens Stanley Kubrick simpelthen flygtede til England, hvor han nød mere kreativ frihed, valgte Alex Garland en endnu mere simpel løsning med ’Ex Machina’: At lave den på et så minimalt budget, at han fik fred til at lave historien, som han ville.

Natalie Portman i ‘Annihilation’. (Foto: PR)

Så enkelt var det ikke med ’Annihilation’, hvor der med flere penge involveret også kom noter fra pengemændene. Specifikt krævede ejeren af Skydance-studiet, David Ellison, at filmen blev gjort dummere og Natalie Portmans hovedrolle mere likeable. Producer Scott Rudin, der havde final cut, og Garland nægtede, og det var en af årsagerne til, at ’Annihilation’ ikke fik den store biogaftur, som den ellers fortjente, og i stedet kom direkte på Netflix i store dele af verden.

Nu er ingen længere i tvivl om, hvad de får med en Alex Garland titel.

Fra kvindens synspunkt

Hvor man måske kan kalde Kubrick for en cinematisk sadist, der ikke er bleg for at sende sine karakterer eller skuespillere igennem skærsilden for at få det resultat, han ønsker, er Garland forankret i et mere håbefuldt og humanistisk udsyn. Fælles er modet til at give sig i kast med nye genrer og aldrig låse sig fast.

Garland kaster sig med den aktuelle ’Men’ over i mere traditionel horror, om end det igen er med hans helt særegne touch, der på en og samme tid forbinder og adskiller ham fra Kubrick.

Jessie Buckley i ‘Men’. (Foto: A24)

Hvor Kubrick havde fokus på destruktiv mandlig seksualitet set fra mandens synspunkt, ser Garland det i ’Men’ fra kvindens. Han viser, hvordan kvinder bliver objektificeret og sjældent er ligestillet med deres mandlige modpart.

Den urovækkende effekt at bruge skuespilleren Rory Kinnears hoved på alle mandlige karakterer i ’Men’ fungerer som legemliggørelsen af et mareridt i bedste David Cronenberg-stil. Et ansigt, man helst vil glemme, men ser, hvor end man kigger hen – en slags ’Clockwork Orange’ set fra en af Alex’ (Malcolm McDowell) ofre, om man vil.

Èn sidste gang?

Man kan måske se Stanley Kubrick og Alex Garland som to sider af samme mønt. Hvor den gamle mester tyede til de mørke aspekter af menneskets formåen, har Garland et lysere take.

Desværre er der en risiko for, at vi snart ikke får mere evidens for, hvor beslægtede de to mestre er.

I et nyligt interview med The New York Times, fortalte Alex Garland, at han overvejer at droppe instruktørgerningen og gå tilbage til udelukkende at skrive manuskripter.

»Jeg har tænkt, at efter den film, jeg instruerer nu, så burde jeg stoppe og vende tilbage til at skrive. Jeg har ikke temperamentet til at være instruktør«, siger han og uddyber:

»Det er nok mere korrekt at sige, at jeg ikke nyder det. Det er noget, jeg skal tvinge mig selv til. Det er meget socialt, fordi du er med en stor gruppe mennesker hele tiden – og i mit tilfælde betyder det at lade som om, rigtig meget. Når dagen er færdig, føler du dig en smule falsk og udmattet«.

Alex Garland med Natalie Portman på settet til ‘Annihilation’. (Foto: Peter Mountain)

Filmen, han er i gang med, hedder ’Civil  War’ og har Kirsten Dunst i hovedrollen. Overlappet fra slutningen af optagelserne af ’Men’ til starten af ’Civil War’ var på kun 48 timer, og efter to produktioner i rap er der ikke noget at sige til, at længes efter kun at skrive manuskripter.

Mit bud er dog, at han vender tilbage som instruktør. Så snart en instruktør begynder at stille spørgsmål eller pille ved hans manuskript, vil det krible i Garland for at få den fulde kontrol igen.

Det er sådan, det er med store instruktører: De har svært ved at lade andre diktere, hvordan arbejdet skal udføres. Kubrick kunne ikke, og Alex Garland kommer heller ikke til at kunne gøre det.

’Men’ får dansk biografpremiere 2. juni.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af